Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Corona-app kan være en del af løsningen

En app, hvor sundhedsmyndighederne holder øje med, hvem der har været tæt på hinanden og hvornår, kan være en en del af løsningen, mener Mikkel Thorup. Fold sammen
Læs mere
Foto: TORSTEN SILZ

App-løsning på covid-19

Det ser ud til at kineserne er de første til at få styr på Covid-19 virussen, men meget af det, de har gjort, er nok lidt for voldsomt set med danske øjne.

De har dog en idé, der nok er det mest samfundsvenlige, man overhovedet kan forestille sig, men som samtidig er svær at acceptere: En app, hvor sundhedsmyndighederne holder øje med, hvem der har været tæt på hinanden og hvornår. Med disse data vil man med det samme kunne optrevle, hvem en smittet person vil have kunnet smittet, og få dem alle i karantæne.

Hvis dette skal gøres af menneskelige detektiver, vil det dels kræve enorme ressourcer, dels vil de fleste ikke kunne fortælle, hvem de sad overfor i metroen, dels kan der være folk, der ønsker at skjule, at de har været sammen med en elsker.

Alle disse problemer løses, hvis en app bare giver en liste af personer, man har været tæt på uden at fortælle, om det bare var én man var tæt på i toget eller hvad.

Faktisk behøver slet ingen mennesker at få at vide, hvem der præcis har været i nærheden af hvem. Hver gang, en person bliver testet positiv hos lægen i det centrale register, kommer der automatisk nye folk på listen af folk i risikozonen.

De kunne automatisk få en sms om, at de meget gerne må holde sig hjemme, og man kunne endda forestille sig, at de straks kom på en liste over folk, der skulle have leveret gratis mad til fjorten dages hjemmeferie.

Alternativet er, at vi alle ender i en situation, hvor alle skal være bange for hinanden, for ingen ved, hvem de smittede er. Byer, arbejdspladser og metro vil blive lukket, hvis det går galt. Se bare Italien.

I Kina gør appen, at samfundet kan komme på fode igen. Metroen kører, men man kan kun komme ind, hvis ens app lyser grønt, og det gør den for langt de fleste mennesker, mens de i risikozonen må holde hjemmeferie. Mikkel Thorup, København Ø

Den retsløse patient

Alle patienter i Danmark er omfattet af behandlingsgaranti og har ret til hurtig behandling enten på et offentligt hospital - eller et privathospital, hvis ventetiden er for lang på et offentligt sygehus.

Vi har i Danmark opdelt behandlinger efter, hvor specialiserede de er i: basisfunktion, regionsfunktion eller højt specialiseret funktion. Det betyder, at hvis man har en højt specialiseret diagnose, kan man kun behandles på de få sygehuse der har tilladelse til at udføre denne behandling. Årsagen til denne opdeling af behandling er, at man ønsker størst mulig ekspertise og erfaringsgrundlag, når man skal behandle relativt sjældne sygdomme. Det ville i og for sig være en sund tankegang, hvis man altså samtidig sørgede for tilstrækkelig kapacitet til at behandle disse mindre hyppige sygdomme på de afdelinger, der havde tilladelsen til at udføre behandlingen. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Jeg er selv på Rigshospitalet, hvor jeg behandler hoftedysplasi ofte hos unge erhvervstruede patienter, og her har vi halvandet års ventetid på operation for denne lidelse. Det betyder lange sygemeldinger og lidelser for patienterne samt risiko for tidlig slidgigtudvikling medførende indsættelse af kunstigt hofteled i ung alder.

Nu er det sådan, at der faktisk er to privathospitaler i Danmark, hvor man foretager indgrebet på forsikringspatienter og på patienter, som selv betaler for kirurgien. Behandlingen på disse to privathospitaler foretages af de samme kirurger, som står på de offentlige sygehuse og udfører kirurgien, så kvaliteten er i orden. Det offentlige sygehusvæsen vil imidlertid ikke, af politiske årsager, indgå de nødvendige samarbejdsaftaler, så patienterne kan henvises til privathospital med henblik på rettidig behandling.

De offentlige ledere fratager dermed patienterne deres behandlingsret, påfører patienter store lidelser og koster samfundet mange penge i tabt arbejdsfortjeneste. Hvornår får de retsløse patienter med højt specialiserede diagnoser deres behandlingsgaranti indfriet? Jens Stürup, overlæge, ortopædkirurgisk afdeling, Rigshospitalet

Her skilter man ikke med sin tro

Jeg fatter ikke, at en ung pige som Afnan ikke forstår, hvorfor hun har svært ved at opnå en personlig jobsamtale. Sagen er jo, at den type hovedbeklædning signalerer et tilhørsforhold til islam, hvilket svarer til, at en etnisk dansk pige gik omkring med en mærkat, hvor der står »jeg er medlem af Mosaisk Trossamfund« eller »jeg er ikke medlem af folkekirken«. I Danmark skilter man ikke med sin tro eller sit politiske tilhørsforhold. Per Haaber Gylling, Frederiksberg C