»Lige pludselig er du ikke den, der bliver råbt ad. Du er den, der råber«

Mungo Park lykkes med at få et privilegeret dansk teaterpublikum til at forstå revolten fra neden i historien om den franske protestbevægelse De Gule Veste.

Tristesse: Mungo Park sætter en fransk underklassefamilie på scenen og lader den være talerør for den rasende protestbevægelse De Gule Veste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jon Kort

Hele byen var i undtagelsestilstand på denne ellers så fredelige shopping-lørdag. Salatfadene med de blå blink susede frenetisk ned ad boulevarderne, hvor en stor hær af vrede mennesker i gule overtræksveste marcherede i røg og brag som en tyktflydende flod af sammensparet vrede og højtråbende utilfredshed.

Sikkerhedspersienner var trukket ned. Stormagasinernes personale var udkommanderet til tavst at stå skulder ved skulder i underetagens udstillingsvinduer som et menneskeligt værn mod mulig vandalisme og plyndring. Og inde i de dyre cafeers sikre forvaring sad det parisiske bourgeoisi og drak kaffe og spiste kage og kiggede med slet skjult foragt på slavehæren.

»Men »De hovedløse« peger på, hvad man også kan bruge teatret til: at give plads og synlighed til dem, der ellers ikke har en stemme og hvis motiver, det er en udfordring at forsøge at forstå for alle os, der ikke lige havde set den komme.«


Sidste vinter oplevede jeg som mange andre parisfarere en af protestbevægelsen De Gule Vestes demonstrationer i den franske hovedstad, da de stadig var på fuldt blus. Det var en voldsom oplevelse, fordi det var tydeligt, at en tøjlesløs kraft var sluppet fri – en rasende underklasse havde trængt sig ind i den historiske, mondæne bykerne og udfordrede og truede de nærmest demonstrativt etablerede omgivelser med deres krav om at blive hørt.

På Mungo Park har en ny direktør, Anna Malzer, indvarslet virkelighedsnært teater, der skal engagere, og med sin første forestilling gør hun alvor af visionen. »De hovedløse«, der handler om De Gule Vestes revolte, er baseret på de kunstneriske bagmænds »infiltration« af den franske protestbevægelse og interviews med nogle af de mange, der vender sig mod eliten, politikerne og magten. Ideen er god: De oversetes krav om forandringer  – uden at have noget at sætte i stedet – er en global bevægelse, der giver sig udslag på mange måder verden over, uden tvivl godt ansporet af internettetets demokratisering af taletiden.

Til at tro på

På teatret i Allerød får den basale utilfredshed over uligheden og den manglende tro på fremtidsudsigterne krop og sjæl gennem en familie på fire  – den aldrende far og hans voksne børn, der hver på sin måde bliver fascineret af og opslugt af oprøret. Jordnært og ganske lige ud ad landevejen sat på scenen med både humor og smerte af den lovende unge dramatiker Nanna P. Tüchsen, der både kan skrive glimrende dialoger og skabe mennesker, der er til at tro på:

Ung vrede: Kasper Dalsgaard er overbevisende som utilpasset lillebror uden følelse af fremtid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jon Kort.

Den desillusionerede, tidligere bokser, der drømmer om fortidens gloire og den stærke mand de Gaulle (Henrik Prip), og som tiltrækkes af bevægelsen, fordi han måske kan score en dame. Hjemmehjælper-datteren (Malin Brolin-Tani), enlig mor, der uforvarende bliver talsrør for bevægelsen, men straffes af sine egne for sit forsøg på et kompromis med »systemet«. Den ældste søn (Jonas Munck Hansen), der er urobetjent med den splittelse, det fører til, ikke bare i familien, men også i ham selv. Og endelig lillebroderen og McDonald's-medarbejderen (stærkt givet krop og primitive følelser af Kasper Dalsgaard), der emmer af utilpasset aggression og nu finder et sted at placere den: »Lige pludselig er du ikke den, der bliver råbt ad. Du er den, der råber.« Voldsomme, flimrende dokumentaroptagelser i baggrunden forankrer effektivt handlingen i virkelighedens konflikt.

Men det er ikke en forestilling, der er politisk naiv, selv om en rammefortælling om Marie Antoinette, der som bekendt ikke så, hvad der kom drønende mod hende, virker overflødigt parodisk-firkantet.

Resten af fortællingen insisterer nemlig ikke bare på en følelsesmæssig, men også på en politisk kompleksitet. For protestbevægelsens fallit – den har ikke helt kunnet bevare pusten – spøger i takt med familiens udfordringer: Er revolten andet end de ordløses forsøg på at omstyrte det bestående med vold og sætte demokratiet og kapitalismen ud af funktion, uden at have en reel vision for et andet samfund (heraf titlen)? Og med både racismen og nihilismen som ubehagelige følgesvende?

»De hovedløse« peger på, hvad man også kan bruge teatret til: at give plads og synlighed til dem, der ellers ikke har en stemme, og hvis motiver, det er en udfordring at forsøge at forstå for alle os, der ikke lige havde set det komme. At give os en fornemmelse af, hvad der er på spil i de mennesker, der sættes på scenen, og dermed også af en større, globalt omfattende demokratiets krise. Og vel at mærke leveret som en slags ærligt, lidt uegalt leveret, oplysende folketeater, der stiller de rigtige spørgsmål uden at levere de svar, ingen tilsyneladende kan give: »Vi står i nutiden og er en parodi på fortiden, fordi vi frygter fremtiden,« som det siges et sted.

Folke-teater. Det må være den passende betegnelse for en forestilling, der handler om den del af folket, der ikke længere finder sig i at blive trampet på, og som derfor siger fra. Nu står de der, omend pr. stedfortræder. Nu er vi nødt til at lytte.

De hovedløse

Tekst: Nana P. Tüchsen. Iscenesættelse: Johan Sarauw og Anna Malzer. Scenografi og kostumer: Frederikke Dalum. Mungo Park, Allerød, til 26. maj (udvalgte spilledatoer). Gæstespil på Teater Republique 7. - 18. februar.