Forfatter langer ud efter folkeånden: »Danskermentaliteten er usympatisk, fordi den er så gennemført frihedsfjendsk«

Det eneste unikke, Danmark har i forhold til andre lande, er smålighed og hygge. Ingen af delene kan vi prale af. Det er forfatteren Jacob Skyggebjergs syn på Danmark. Han er aktuel med en ny bog, der skildrer et Danmark, hvor ingen er gennemført sympatiske, og hvor livet kører i ring. Igen og igen.

I 2013 udgav Jacob Skyggebjerg sin første roman, den anmelderroste »Vor tids helt.« Nu udkommer romanen »Der går min klasselærer,« som handler om livet i det provinsielle Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Jacob Skyggebjerg indledte for efterhånden mange år siden sin flugt fra provinsen. Som 18-årig flyttede han til Vejle. Så videre til Horsens, dernæst til Aarhus og til sidst til København, hvor han nu bor på niende år. Provinsen og dens ideologi forsøgte at holde ham tilbage, siger han. Men han slap væk.

Nu har det åbenbaret sig for forfatteren, at hele Danmark er en provins. Danmark er en normaliseringsfabrik, siger han, som forsøger at fjerne alt det, der gør det enkelte menneske til noget særligt. Nu overvejer han at flygte endnu en gang. Væk fra den provinsielle mentalitet, der kendetegner det Danmark, han kender.

Jacob Skyggebjerg

»Danmark og danskheden er en ynkelig kopi af alt det, andre lande har.«


»Det er længe siden, at det gik op for mig, at København også bare er en landsby. Og nu kan jeg ikke holde det ud længere. Man tror ikke, at provinsmentaliteten er her i København, men det begynder lige så langsomt at stramme sig om én. Jeg må væk fra København igen. Jeg kommer til at kede mig sindssygt hurtigt. Jeg vil ikke stå stille. Aldrig. Det er også derfor, det almindelige liv gør mig vanvittig. Det er stilstand.«

Jacob Skyggebjerg tonede frem i offentlighedens bevidsthed, da han i 2013 udgav debutromanen »Vor tids helt.« Nogle vil måske sige, at han buldrede frem. I Berlingskes femstjernede anmeldelse af romanen lød det, at »Skyggebjerg er sort og suveræn.« Nu er han klar med sin sjette udgivelse, romanen »Der går min klasselærer,« som udkommer fredag. I bogen møder vi bl.a. folkeskolelæreren Erling, som nærer stærke følelser for sin elev, Mira, mens konen ansigt bliver mere og mere sammenbidt. Ligesom debutromanen kredser den nye roman om livet i den jyske flække, Skyggebjerg voksede op i, og som han kun vender tilbage til for at besøge sin far – og for at researche.

»Hele Danmark er en landsby,« siger Jacob Skyggebjerg skråsikkert. »Danmark og danskheden er en ynkelig kopi af alt det, andre lande har.«

Denne danske landsby kan ikke måle sig med hverken Frankrig, Rusland, Tyskland eller USA, mener Jacob Skyggebjerg, selv om vi måske bilder os selv ind, at det er muligt. Der er kun småting at vise frem. Kun meget lidt at bryste sig af. Det er med garanti ikke alle, der kan forene sig med den udlægning. Men det er sandheden for den 34-årige forfatter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

»Vores liv er en almindelig, kedelig sovs. Og det er sgu meningsløst.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Alt det prægtige slås ned

Berlingske møder Jacob Skyggebjerg på forlaget Gladiator, hvor han har udgivet sin nye roman. Han sidder for enden af det lange bord, der skærer gennem lokalet med de mange bøger. Det ene ben er slynget over det andet. Skjorten er mønstret, og ud over den har han en grå habitjakke, der ikke – i hvert fald traditionelt set - matcher de mønstrede bukser, han også har på. Under sine lange talestrømme kigger han mestendels ned i bordet.

Kun sjældent kigger han én i øjnene. Når han gør, holder han øjenkontakten længe. Og intenst. På den måde virker øjenkontakt som hans vigtigste redskab, når han for alvor vil slå en pointe fast. Holde fast i ordene. Gentage dem. Og stirre, mens du overvejer dine næste ord. Danmark er en landsby. Danmark er en landsby. Danmark er en landsby.

Jacob Skyggebjerg

»I Danmark skal alt det, der er prægtigt, slås ned og fjernes. I bedste fald skal det det ligne alt det andet. Hvis du forestiller dig en mark med mælkebøtter, og der pludselig dukker en orkidé op, så skal orkideen slås ihjel.«


Sådan gjorde han også, da han slog sin holdning til danskhed fast.

»Vi vil helst kopiere noget amerikansk. I litteraturens tilfælde skal man selvfølgelig kopiere noget fransk, fordi det er så fisefornemt. Danskerne kan ikke selv se, hvor latterligt det er. Alle de storslåede mennesker, vi har i Danmark, er gnomer ved siden af, hvad rigtige lande har.«

Det er det almindelige, det trivielle og det meningsløse, der udgør fundamentet for Skyggebjergs nye bog. Foruden en solid portion digtning bygger den på hans egne oplevelser fra børne- og ungdomslivet ved Løsning, der ligger på den linje, man kan trække mellem Vejle og Horsens. Han er førstehåndskilde til det liv, der leves i provinsen. Og han kan ikke betone nok, hvor megen afstand han lægger til det.

»I Danmark skal alt det, der er prægtigt, slås ned og fjernes. I bedste fald skal det det ligne alt det andet. Hvis du forestiller dig en mark med mælkebøtter, og der pludselig dukker en orkidé op, så skal orkideen slås ihjel. I folkeskolen var jeg, hvad man ville opfatte som en eliteelev, men derude er en eliteelev et problem. Folkeskolen er en bestemt pakke, og den skal man gennemgå, uanset om man lærer noget eller ej. Det eneste, jeg lærte, var, at mine evner var et problem,« siger han.

Fordummende folkeskole

Netop folkeskolen har Jacob Skyggebjerg et anstrengt forhold til. Den holdt ham nede, siger han. Det er ikke blevet bedre af, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil sidste år besluttede at sløjfe den talentenhed, der tilgodeser særligt dygtige elever. I stedet skal midlerne bruges på et generelt løft af folkeskolen.

»Det giver ikke mening. Man kan ikke løfte en analfabet op til hverken standardniveau eller eliteniveau. Man kan ikke løfte hele flokken derop. Det er en meningsløs utopi, hun fremlægger,« siger han.

Han trækker på en række anekdoter fra sin folkeskoletid.

»Jeg skulle tvinges til at læse stavelse for stavelse og bogstav for bogstav i takt med de andre, selv om jeg kunne læse perfekt. Når vi mødte i skole efter sommerferien, fik vi stukket en opgavebog i hånden i dansk, engelsk og matematik. Fordi jeg holdt så meget af at lave de her ting, gik jeg hjem og fyldte dem ud. Da jeg kom tilbage i skolen, blev mine svar visket ud, så jeg kunne få lov til at lave dem igen. I samme tempo som de andre. Så jeg blev pint. Det svarer jo til tortur. Det svarer til at sætte en 100-meterløber til at køre i rullestol. Det var nærmest en sadistisk fryd for min lærer at se mig følges med de andre,« siger han.

Han skulle også skrive en stil. Han afleverede 13 sider, men også det gav ballade. Hans oplevelser i folkeskolen lægger han til grund for den kritik, han retter af Danmark og den mentalitet, der ifølge ham hersker her til lands.

»Det lille provinsielle samfund i min nye bog er et mikrokosmos, hvor alt er på en bestemt måde, og hvor alt kører på en bestemt måde. Internettet er på vej i bogen, og byen er ved at sprænges, fordi der kommer input udefra. Man kan ikke engang slippe for technomusik i bilradioen. Det er et samfund, hvor alting kører rundt i en ensfarvet grød. Som fortsætter og fortsætter. Og hvor det, som tænker selv og er i stand til at kunne noget  ... det må skæres til, så det passer ind i normen. Sådan var det i Løsning, da jeg voksede op, men samfundet i romanen er en celle i Danmark. Hele Danmark er på samme måde, det er bare cellen, der er multipliceret,« siger Jacob Skyggebjerg.

Er »Der går min klasselærer« en fortælling om provinsen eller en fortælling om Danmark?

»Direkte er bogen en fortælling om provinsen, men uanset hvor, man kommer fra i Danmark – Bagsværd, Vanløse eller Horsens/Vejle – så vil det være genkendeligt. Det er uundgåeligt et danmarksportræt. For i det Danmark, jeg er vokset op i, bilder vi os ind, at det er mulighedernes land, og at der er social mobilitiet og hurra og hurra. Alle kan alt, og der er lige muligheder for alle. Men der er også en overbevisning om, at der er ingen, der skal tro, at de har ret til at føle, at de er noget værd. Det er ubestrideligt en logik for alle danskere, at andre skal ned fra deres høje hest, og at andre har storhedsvanvid.«

(Artiklen fortsætter under billedet)

I 2013 udgav Jacob Skyggebjerg sin første roman, den anmelderroste »Vor tids helt.« Nu udkommer han med romanen »Der går min klasselærer,« som handler om livet i det provinsielle Danmark. Men »hele Danmark er en landsby.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Danmark er ikke noget rigtigt land«

Så Danmark er også bare et mikrokosmos?

»... Danmark er en landsby,« siger Jacob Skyggebjerg og understreger, at han har sagt det før.

»Danmark er ikke noget rigtigt land. Frankrig er et rigtigt land. Hvis du ser på den franske forfatter Michel Houllebecq – alle interesserer sig for alt, hvad han foretager sig. Det ville folk ikke gøre, hvis han var fra Danmark. Der er ingen, der giver en fuck for, hvad der sker i Danmark. Danmark er en lille mark, hvor folk render rundt med halm i træskoene.«

Jacob Skyggebjerg

»Danskerne vil gerne bare hygge. Jeg ved ikke noget værre end at hygge. Jeg hader det. «


Jacob Skyggebjerg er godt klar over, at Danmark – set fra et økonomisk perspektiv – er særdeles velstillet. Men han mener, at det vil være en løgn at påstå, at Danmark som helhed er en succes.

»Åndeligt og menneskeligt er Danmark en katastrofe,« lyder udlægningen fra forfatteren.

Men hvorfor er det en katastrofe?

»Danskerne vil gerne bare hygge. Jeg ved ikke noget værre end at hygge. Jeg hader det. For hver gang, man bruger tid på at hygge, bruger man ikke tid på alt det, der betyder noget. At bruge tid på at hygge svarer til at forkaste livet. Der er ingen eksistensberettigelse i at sidde og hygge sig. Det kan lyde hårdt, men det er så fucking meningsløst. Folk vil sidde og spille spil, drikke kaffe og se på sociale medier, men det er meningsløst. Jeg har tænkt mig at skrive fire romaner på to år. Det kan man ikke, hvis man skal sidde og hygge sig.«

Om det er meningsløst, afhænger vel altid af øjnene, der ser?

»Jo jo. Men så bliver man en del af det samme loop, som når skolelæreren i min nye bog køber den samme lædertaske hvert tiende år, når den gamle er slidt op. Det er at hygge sig. Helt klart er man nødt til at anerkende folks ret til at leve et liv uden at tro på noget. Men det store fællesskab, som gerne vil hygge sig, vil ikke acceptere, at der er folk, der ikke vil hygge sig. Det er problemet. Man skal altid først og fremmest hygge sig.«

En del af hyggen er vel også at bevare den gode stemning. Prøver danskerne i for høj grad at bevare den gode stemning?

»Der er altid en herskende konsensus, og den vil man altid blive absorberet i, selv om man kommer fra noget andet. Menneskene som flokdyr vil altid sige det samme, som alle andre siger. Dermed ophører deres egen mening, fordi de ikke længere tænker selv. Det gør, at det meningsløse kan få lov til at vinde. I Danmark skal vi også have en dansk Houllebecq, men det har vi ikke. For der er ikke en kæft, der giver en fuck for, hvad der sker i Danmark. Vi har en dansk von Trier og en dansk Johannes V. Jensen. Alligevel udråber man en dansk Houllebecq. Men det bliver en fattigmands-udgave, som ikke nærmer sig den rigtige Houllebeqcs format. Det er grinagtigt. Det tegner en perfekt skitse af danskheden.«

Jeg kan ikke lade være med at tænke på SAS-reklamen, der skabte så voldsom postyr, fordi det blev postuleret, at der ikke rigtig er noget, der er rigtig skandinavisk. Hvad er specielt dansk i dine øjne?

»Jamen, det er hygge. Og småligheden er dansk. Smålighed er ekstremt dansk, fordi Danmark er så småt et land.«

(Artiklen fortsætter under billedet)

Forfatter Jacob Skyggebjerg udkommer med ny bog "Der går min klasselærer" Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Usympatiske danskere

Et kendetegn ved »Der går min klasselærer« er, at ingen af karaktererne virker sympatiske gennem hele romanen, nogle af dem er det i glimt.  Men nu, hvor Jacob Skyggebjerg mener, at romanen er et danmarksportræt, betyder det så, at danskerne er usympatiske?

»Danskermentaliteten er usympatisk, fordi den er så gennemført frihedsfjendsk,« siger Jacob Skyggebjerg uden tøven.

Jacob Skyggebjerg

»I min optik vil parforholdet altid være et fængsel. Igen fordi parforholdet handler om at hygge sig. At se fjernsyn og hygge sig. Jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være at foretrække frem for frihed«


Han tvivler ikke på, at romanen kommer til at få »høvl.« Netop fordi læseren ikke instinktivt kan lide nogen af karaktererne. Men hvis man læser med et opmærksomt blik, er karaktererne skrevet frem med en grundlæggende stor kærlighed, uddyber han.

»Den, vi kommer tættest på at kunne lide, er en bølle, der ender med at redde en pige. Men det er en anden usympatisk person, der gør ham til en helt. Jeg har altid hadet Disney og ungdomsfilm og børnefilm, for der var altid en underlig påstand om, at der var en helt. Men den sympatiske helt vil altid være en falskner. Uærlig. Det er det samme med hovedpersonen, Erling. Det er kun, fordi vi kommer langt ind i hovedet på ham, at vi ved, hvor usympatisk han er. Og han slår jo ikke sin kone. Han gider hende virkelig bare ikke. Men der er jo ikke nogen, der lever i et ægteskab, som gider det.«

Er det ikke en generalisering?

»Jo, det er en generalisering. Men i min optik vil parforholdet altid være et fængsel. Igen, fordi parforholdet handler om at hygge sig. At se fjernsyn og hygge sig. Jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være at foretrække frem for frihed.«

Når alt kommer til alt, ved Jacob Skyggebjerg udmærket godt, at det ikke er hans ærinde at dømme andre for den måde, de lever på. Han ønsker det bedste for danskerne, men han siger, at han bare ikke vil have, at de »bare går og omdanner råvarer til lort.«

Virkeligheden er bare så skrækkeligt ubarmhjertig, synes han. For ham er livet en cyklus. Rundt og rundt går det. Med forfatterens mere maleriske udlægning lyder tilstandsrapporten om vores liv sådan her:

»Vores liv er en almindelig, kedelig sovs. Og det er sgu meningsløst.«

»Der går min klasselærer« udkommer på Forlaget Gladiator fredag.