Eksperter: Maleri fundet bag skjult dør var eftersøgt mesterværk

Det er nu fastslået, at det var et af verdens mest eftersøgte kunstværker, italienske gartnere ved et tilfælde fandt bag en skjult metaldør. To mænd har tilstået tyveriet.

Dette maleri blev ved et tilfælde fundet 10. december, skjult bag en metaldør ved et norditaliensk museum. Nu har eksperter på universitetet i Bologna fastslået, at der er tale om et af verdens mest eftersøgte kunstværker, den østrigske maler Gustav Klimts »Portræt af en ung dame«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Italiensk politi

Kunsthistorikere har nu endegyldigt fastslået, at det var et af verdens mest eftersøgte malerier, den østrigske maler Gustav Klimts »Portræt af en ung kvinde« (1916-1917), som to gartnere fandt, da de 10. december sidste år var i færd med havearbejde på Ricci-Oddi Museet for Moderne Kunst i den norditalienske by Piacenza.

Maleriet blev stjålet fra Ricci-Oddi Museet i februar 1997, da museet var ved at forberede sig på at sende det kostbare maleri – det vurderes ifølge flere medier til at have en værdi af 60 millioner euro – til en særudstilling i en bygning nær Piacenzas rådhus. På særudstillingen skulle »Portræt af ung kvinde« være hovedattraktionen.

Da de to gartnere var i færd med at rense en udvendig mur for vedbend, opdagede de en skjult metaldør. Bag døren fandt de en sort affaldssæk, som så viste sig at indeholde et sammenrullet maleri, der antageligt var det stjålne Klimt-maleri.

Sidenhen har kunsteksperter fra universitetet i Bologna arbejdet på at fastslå, om billedet nu rent faktisk også er det efterlyste kunstværk, og de har nu sagt god for maleriets ægthed.

Ifølge den britiske avis The Guardian har politiet afhørt to mænd, som har indrømmet, at det var dem, som for 23 år siden stjal maleriet og efterfølgende leverede det tilbage ved at placere det i det skjulte rum i museets ydervæg.

De to mænd menes at være en del af en bande, som står bag tyverier i det nordlige Italien. De sendte for tre år siden et brev til en lokal journalist, hvor de indrømmede at stå bag tyveriet og sagde, at de ville levere det tilbage som »en gave« til byen.

»De siger, at de returnerede maleriet for fire år siden,« forklarer de to mænds advokat, Guido Gulieri, til The Guardian.

Når de to mænd sendte brevet, hvor de indrømmede tyveriet, til en lokal journalist, skyldes det formentlig, at de mente, at sagen efter 20 år var forældet, og at de derfor kunne undgå straf.

»Det er en meget mærkelig sag. De kunne have solgt maleriet eller brændt det eller noget andet. De kommer ikke i fængsel for tyveriet, og den gode nyhed er, at vi nu har fundet maleriet,« siger Guido Gulieri.

Kopi sendt til tidligere premierminister

Tyveriet har været omgærdet af megen mystik. Et par måneder efter tyveriet mente myndighederne, at de havde fundet maleriet.

Politiet havde ved en grænsekontrol fundet en pakke sendt til den tidligere italienske premierminister Bettino Craxi, som levede i eksil i Tunesien på baggrund af anklager om korruption, skriver The New York Times.

Pakken indeholdt et maleri, der lignede Klimts »Portræt af en ung kvinde«, men som viste sig at være en kopi.

Foreløbig er det kostbare maleri i politiets besiddelse, indtil efterforskningen er afsluttet. Museet bebuder, at sikkerhedsforholdene vil blive skærpet, når museet får maleriet retur til samlingen.

Ifølge The New York Times har Piacenzas borgmester, Patrizia Barbieri, modtaget henvendelser fra flere filmselskaber og forlag, der er interesserede i at fortælle historien om det mystiske tyveri og det sensationelle fund.