Ejer af 37 barer i København: »For nattelivet vil det jo være et dødsstød, hvis hele byen lukkede kl. 24«

Der er mindre vold i Indre By, og Politiet kæder det sammen med, at nattelivet lukker ved midnat. Skal nattelivet fortsat lukke ved midnat i fremtiden? »Det tror jeg simpelthen ikke, at der for alvor er nogen i København, der mener, at man skal gøre,« lyder det fra chef i branchen.

Bytur. Det er i dag en uge siden, at Anton Njie blev stukket ned ved Kgs. Nytorv i København. Han døde af stikket, som han fik pga. en diskussion om hans hue. Vi gik på gaden i det københavnske natteliv, på ugedagen for mordet. Her foran Heidis Beerbar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Weng

Antallet af voldsepisoder i nattelivet er faldet markant i Indre By efter coronanedlukningen, og det fortsætter med at være lavt. Det fortæller politiinspektør Tommy Laursen lørdag i Berlingske. Politiet mener, at det kan hænge sammen med at beværtningerne er blevet corona-pålagt at lukke ved midnat.

Det rejser diskussionen om hvorvidt, det kunne være en permanent løsning at lukke beværtningerne ned i Indre By ved midnat - også efter coronavirussen er væk, eller kigge på om der skal udstedes færre af de såkaldte 05-bevillinger – som betyder, at beværtningen må have åbent til klokken fem om morgenen.

En af de store spillere i nattelivs-branchen er Rekom, der har over 120 barer og natklubber i Danmark, Norge og Finland, og alene 37 steder i københavnsområdet. Rekom driver blandt andet beværtninger som Heidi's Bierbar, The Drunken Flamingo, LA Bar, A Bar og mange andre barer og natklubber i Indre By

Politisk chef i Rekom, Lars Børsting, finder det glædeligt, at der er færre voldsepisoder, og han mener, at politiets øgede tilstedeværelse i bybilledet er en medvirkende årsag.

Lars Børsting, Rekom

»Det handler også om, hvad det er for en by, man ønsker København skal være nu og i fremtiden.«


Han mener dog, at man ikke bør drage forhastede konklusioner baseret på en tid, der på »alle måder er usædvanelig«.

»Det virker meget drastisk, hvis man fra politisk hold ønsker at gøre det permanent at lukke København, når rådhusklokkerne ringer 00. Det tror jeg simpelthen ikke, at der for alvor er nogen i København, der mener, at man skal gøre. Det handler også om, hvad det er for en by, man ønsker København skal være nu og i fremtiden,« skriver Lars Børsting i et mailsvar til Berlingske.

Samtidig peger Lars Børsting på, at det vil gå hårdt ud over nattelivet, hvis man vil lukke store dele tidligt i fremtiden. Han peger på, at en by som København har brug for et vibrerende liv også om natten – præcis som andre storbyer, København gerne vil sammenlignes med, ifølge ham har.

»For nattelivet vil det jo være et dødsstød, hvis hele byen lukkede kl. 24. Jeg tror simpelthen ikke på, at man fra politisk hold ønsker at lukke hele nattelivet ned,« mener han.

Lars Børsting håber, at politiets tilstedeværelse, som Rekom har oplevet de seneste måneder, vil fortsætte, når nattelivet for alvor får lov at åbne igen.

»Det vil have en god effekt. Derudover er vi altid åbne for at gå i dialog med både Københavns Kommune og Københavns Politi, om hvordan vi fortsat kan sikre tryghed i natten.«

Må finde nyt job

En noget mindre spiller i det københavnske natteliv er Byens Kro i Møntergade i Indre By i København. Her er ejer Ralf Simon Larsen yderst skeptisk overfor ideen om permanent at skulle lukke ved midnat. Han har åbent til klokken 05 alle ugens dage bortset fra om søndagen.

»Så måtte jeg nok lukke. Jeg synes, at det ville være en dårlig løsning. Folks vaner vil bare ændre sig, og de vil drikke sig berusede tidligere, som vi ser det i England. Jeg tror ikke det ville skabe en forandring i forhold til volden,« siger han.

Ralf Simon Larsen, Byens Kro

»Skal jeg permanent lukke ved midnat, må jeg finde noget andet at lave.«


Byens Kro har været Ralf Simon Larsens i 16 år, og han fortæller, at mange af hans kunder om sommeren er unge mennesker. Typisk har de siddet i en park, inden de sent på aftenen kommer ind på Byens Kro. Dermed er der for lidt tid at tjene penge i, hvis han allerede skal lukke forretningen ved midnat. Han genåbner først sin bar 7. juli, efter at have været lukket ned siden marts.

»Skal jeg permanent lukke ved midnat, må jeg finde noget andet at lave. Jeg ville tjene alt for lidt. Det er kedeligt, hvis Danmark skal ende med at blive et forbudsland,« lyder det fra Ralf Simon Larsen.

Ifølge barejeren så burde man hellere kigge på den danske lukkelov. Han mener, at der om sommeren sidder alt for mange unge mennesker ude i gader og stræder.

»Et af de problemer vi har, er vores lukkelov. Er du inde i Indre By en varm sommeraften, så sidder de unge ikke på barer og værtshuse. De sidder på gaden, og køber deres øl i 7-Eleven. Fik man mere politi til at patruljere op ad Gothersgade, så ville man få gjort kål på volden,« siger han og tilføjer:

»Det er meget meget sjældent jeg oplever noget vold her. Vi har ikke haft nogen voldelige episoder ved Byens Kro i mange mange år,« siger Ralf Simon Larsen.