Bent Fabricius-Bjerre fortalte om små hænder og store hits og om, hvilke koner han elskede mest, i program fra det hinsides

Det store lå i det små i Mikael Bertelsen-programmet »Det sidste ord« på TV2. Optagelserne måtte efter aftale først vises efter Bent Fabricius-Bjerres død.

 
"Komponisten Bent Fabricius-Bjerre har haft et langt liv i musikkens verden, siden han tog eksamen som pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1948. Foto: Ulla Aue, Malte Kristiansen, Henning Bagger, Kim Haugaard, Niels Christian Vilmann, Nikolai Linares, Bjarne Luthcke, Allan Moe, Yann Coatsaliou/AFP/Ritzau Scanpix. Redigering: Caroline Nørkjær" Fold sammen
Læs mere

Hvad fortæller et menneske, som er sikker på, at hans ord først skal høres efter døden? Hvilke betroelser får man lyst til at dele, når man ved, at det kun er de efterladte og eftermælet, det handler om?

Det må være nogle af tankerne bag TV 2s nye programserie »Det sidste ord«, hvor Mikael Bertelsen lader udvalgte  danske kulturpersonligheder sige ting, der først skal bringes efter deres død. Programmet havde premiere mandag aften, hvor Bent Fabricius-Bjerre indtog det mørke, stille studie, der lå som en tavs antitese til det meste af tidens øvrige underholdning.

Så langsomt frem gik det, at programmet begyndte med, at Bent Fabricius-Bjerre – ganske langsomt – kom trissende ind gennem mørket. I 15 sekunder er det alt, man fornemmer: Hans let raspende vejrtrækning og de forsigtige trin.

Så kommer Bertelsen og slipset.

Den store sult efter nærhed

»Det sidste ord« har allerede været et omdiskuteret format. Ikke kun, fordi råoptagelserne bliver gemt i kælderen under Det Kgl. Bibliotek, så fremtidens forskere kan få adgang til dem 20 år efter hovedpersonernes død, men også, fordi DR også har været i gang med at optage video-nekrologer med danske kulturpersonligheder, som først skal sendes, når hovedpersonen dør.

Kunne man have lavet formatet for ti år siden? Formentligt ikke. Aldrig harr medierne gået tættere på end nu, hvor vi følger iscenesatte ægteskaber, dramatiske skilsmisser, sex og parterapi på selv konservative formater som DR, TV 2 og P1.

»Du ville i princippet kunne tilstå et mord, uden at det ville få konsekvenser,« siger værten Mikael Bertelsen. Hvortil Bent Fabricius-Bjerre selvfølgelig svarer: »Jo, for mine efterladte«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Lindved/TV 2.

Der findes en enorm sult efter at komme tæt på, og den sult gælder også døden. Det handler om at få et kig ind i det mest private, alt det, som et menneske vil fortælle andre, når vedkommende ved, at han – eller hun – aldrig skal stå til regnskab for sine ord.

»Du ville i princippet kunne tilstå et mord, uden at det ville få konsekvenser,« som Mikael Bertelsen starter med at sige. Hvortil Bent Fabricius-Bjerre selvfølgelig svarer: »Jo, for mine efterladte«.

Da børnene sang elskerindens hit

Men hvad er det så, Bent Fabricius-Bjerre får fortalt os fra evigheden? Ikke så meget nyt, faktisk. Her er ingen store indrømmelser eller fortrydelser. Komponisten er ikke et menneske, der ser sig over skulderen.

Historien om hans tid som pladeselskabsdirektør kender vi godt, ligesom samarbejdet med Erik Balling er beskrevet før.

»Du har også fejret sølvbryllup to gange,« indvender Bertelsen.

»Nåh ja, men det er der vel så mange, der har gjort,« svarer komponisten.

Selv anekdoten om dengang, komponisten forelskede sig i sangerinden Petula Clark, mens hans daværende kone, Harriet Frederikke Dessau, var gravid med parrets fjerde barn, er sluppet ud.

Den kan nu godt tåle et genhør, for der er noget sært underligt over konens modsvar: At instruere parrets børn i at synge elskerindens hit »Alone« for far ved morgenbordet.

»Det var da lidt ... hårdt,« siger Mikael Bertelsen, men sådan ser Fabricius-Bjerre ikke på det. Det var bare meget sjovt, at hans affære blev opdaget. Og forelskelsen skulle jo gå over på et tidspunkt, som han siger.

»Det er gammeldags TV, fortalt helt uden smarte tricks. En samtale mellem to mennesker, der rent faktisk hører, hvad den anden siger.«


Historien om affæren bliver fortalt med samme lethed, som Bent Fabricius-Bjerre fortæller om sine små hænder (grunden til, at hans melodier er så enkle, er, at hans hænder er for små til de komplicerede), hans eftermæle (folk må gerne mene, at han var behagelig at være sammen med), samt de gange, hvor han elskede mest.

Er der måske alligevel lidt mere ærlighed at spore, da han fortæller, at han var mest forgabt i sin første og tredje kone, mens andet ægteskab var mere praktisk? Det virker i hvert fald ikke som den historie, de fleste deler over søndagsbrunchen.

Bent Fabricius siger tak for denne gang

Ikke desto mindre udeblev de store, dramatiske højdepunkter i »Det sidste ord«, der udmærkede sig ved at være en sidste slentrende gang gennem livet. Det er gammeldags TV, fortalt helt uden smarte tricks – som i public service-stationens velmagtsdage. En samtale mellem to mennesker, der rent faktisk hører, hvad den anden siger.

Mest rørende bliver det til sidst, da Bent Fabricius-Bjerre begynder at omtale sig selv i datid.

»Et halvt år inden jeg døde, blev mine fingre mere stive,« fortæller Bent Fabricius-Bjerre, og forklarer, at han ikke spiller »som i gamle dage«.

En direkte opfordring siger han dog ikke nej til, og dermed slutter komponisten sin sidste optræden ved at sætte sig ved flygelet og spille et lille potpourri af »Forelsket i København« og »Matador«, før han siger farvel med en stemme, der næsten allerede er væk. »Tak for denne gang«.

Det store ligger som regel i detaljen. Det ved Mikael Bertelsen, det vidste Bent Fabricius-Bjerre. Nu ved vi andre det også.

»Det sidste ord« blev sendt på TV 2 mandag aften. Udsendelsen kan også ses på TV 2 play.