Anja Lovén brød den sociale arv og hjælper nu heksebørn i Afrika: »Mine dæmoner blev min drivkraft«

Hun voksede op med en alkoholiseret far, men fik brudt den sociale arv og driver i dag sin egen hjælpeorganisation. Hun lever med sine indre dæmoner, der fungerer som en drivkraft. For det var svigtet i barndommen, der blev Anja Ringgren Lovéns springbræt til at hjælpe heksebørn i Nigeria.

Siden hun var barn, har Anja Ringgren Lovén drømt om at hjælpe udsatte børn i Afrika. Hun oplevede selv omsorgssvigt i sin barndom, men fik det vekslet til en motivation, der hjalp hende med at bryde den sociale arv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Har du nogle indre dæmoner?

»Jeg lever et liv med angst. Det kom til overfladen, efter jeg mistede min mor til kræft for en del år siden. Det er vigtigt at acceptere angst og lade den komme. Man skal ikke kæmpe imod. Jeg har ingen angstanfald længere, og ved hjælp af de rette teknikker har jeg lært at leve med det. Jeg er nok genetisk disponeret for det, da min far havde det. Jeg har set, hvordan en indre dæmon kan ødelægge et liv. Min far valgte at drikke sig selv ihjel.«

Hvordan har din fars livsvalg påvirket din tilgang til at håndtere dine egne dæmoner?

»At vokse op med en forælder, der drikker, kan føre to veje. Man kan enten handle, eller man kan gå samme vej. Jeg valgte at bruge det som en motivation til at arbejde ekstra hårdt for at nå mine mål i livet. Jeg tillader mig ikke at blive styret af angsten. Jeg har en kampgejst, og jeg hader at tabe. Sætter jeg mig et mål, så går jeg efter det. Misser jeg målet, er det et enormt nederlag. Min indre dæmon er en drivkraft.«

»Der var perioder, hvor han var så fuld, at han tog af sted om aftenen, og så sad vi der som syv-otteårige i et bælgmørkt sommerhus, og vi vidste ikke, om han kom hjem igen.«


Hvad er det for en type angst, du lever med, og hvordan kommer den til udtryk?

»Det er dødsangst, der er kommet, efter jeg har set min mor dø. Det er en angst for ikke at kunne kontrollere noget. Det er en indre uro, der er ubehagelig. Mange kender måske eksamensangst, der betyder uro i hele kroppen. Det kan man gange med en million. Når jeg får angstandfald, er det ulideligt, men jeg står op hver eneste dag. Jeg har nærmest aldrig haft en sygedag fra skole eller job.«

Hvor kommer den ukuelighed fra?

»Det er et nederlag, hvis jeg ikke står op og kommer ud ad døren. Jeg er meget pligtopfyldende af natur. I min opvækst arbejdede min mor hårdt. Hun var alene med tre børn, og vi boede i et lille rækkehus. Vi fik altid at vide, at livet ikke er en dans på roser. Vi skulle arbejde hårdt for at nå vores mål. Det er de værdier, jeg har fået med fra min barndom. En vindermentalitet. Hun sagde altid, at vi ikke måtte være svage. Vi skulle være stærke.«

»Det giver en utryghed, når man ikke ved, hvor man har en person. Det misbrug, min far havde, gjorde ham ikke voldelig, men han var utilregnelig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad har den vindermentalitet betydet for dig?

»Som nævnt voksede jeg op med en far, der drak, og det motiverede mig til at kæmpe mig ud af en social arv, hvilket både min søster og jeg har formået. I min barndom var jeg flov over min far. Jeg sagde ikke højt, at han drak. Jeg har selv skullet kæmpe for ikke at ende der.

Det var et kæmpe nederlag at have en far, der var alkoholiker. Han elskede os, men kunne ikke tage sig sammen til at være den far, vi manglede. Det var et nederlag, og det har sat sig dybt i mig. Skulle jeg blive liggende i min seng, fordi jeg havde angst? Nej, det ville være et nederlag. Det ligger i mig, hvordan omverdenen kigger på mig.«

Nu nævner du selv svigt fra din far. Hvordan oplevede du din barndom?

»Hver anden weekend skulle vi ud til vores far. Vi glædede os, men vi var aldrig sikre på, om han var meget fuld, snaldret eller ædru. Var han ædru, var han kedelig med masser af regler og sengetider. Var han snaldret, måtte vi alt. Han havde et helårssommerhus, og det var et slaraffenland. Vi kravlede rundt i træerne, byggede huler og har faktisk mange gode minder. Men der var perioder, hvor han var så fuld, at han tog af sted om aftenen, og så sad vi der som syv-otteårige i et bælgmørkt sommerhus, og vi vidste ikke, om han kom hjem igen.«

Hvad gør sådanne oplevelser ved dig?

»Det giver en utryghed, når man ikke ved, hvor man har en person. Det misbrug, min far havde, gjorde ham ikke voldelig, men han var utilregnelig. Vi blev sendt til købmanden for at købe øl hver weekend. Han sad i sommerhuset med sine kammersjukker. Han var nok den, man tog hen til. Det var alle mulige typer. Rockere og stofmisbrugere. Min far så man ikke i byen. Han sad og drak i sommerhuset.«

Det lader til, at din mor var den tryghedsskabende figur i dit liv og et forbillede for dig. Hvad skete, da hun døde?

»Det værste var ikke, at hun fik kræft, men at hun gik fra at være en stærk kvinde til at være et lille barn på ti år. Ingen ved, hvordan man reagerer. Enten bliver man stærk og kæmper, eller også bliver man som min mor og lægger sig til at dø langsomt. Hun gav op og ændrede personlighed. Vi havde lyst til at ruske hende. Det gav mig en følelse af uretfærdighed. Hun kæmpede hele livet, og så gav hun op så let. »Hvorfor er det ikke min far, det rammer?« tænkte jeg dengang. »Hvorfor skal min mor straffes? Det er hende, der arbejder hårdt – han var der ikke.« Og så kom angsten. Men det, at jeg var 30 år, da jeg fik angst, har gjort, at jeg har været bedre til at tackle det.«

»At få succes i livet handler om at ofre sig selv, og jeg bliver klar over, at det er mit mål i livet at hjælpe andre.«


Det er også i denne periode, du beslutter dig for, at du skal til Afrika. Hvorfor det?

»Jeg tager et drastisk valg og reflekterer for første gang over mit liv. Det var en milepæl. Drømmen om at komme til Afrika og gøre en forskel, den havde jeg ikke fået udlevet. Drømmen har jeg altid haft.«

Hvor kommer drømmen om Afrika fra? Har du brug for at hjælpe andre, fordi du selv har oplevet svigt?

»Ja. Da jeg er helt lille, ville jeg sende mad til sultende børn i Afrika. Jeg bladrede i leksikon for at finde billeder fra Afrika. Det var allerede dengang, som om Afrika og særligt børnene var mit kald. Jeg skulle gøre en forskel for dem. Efter gymnasiet rejste jeg i Mellemøsten i to år og fik øjnene op for virkeligheden uden for Danmarks grænser. Jeg vendte hjem og skulle tjene penge til at komme til Afrika, men min mor blev syg, og alle planerne blev lagt på hylden i en lang årrække.«

Billedet af Anja Ringgreen Lovén og den lille udsultede Hope går viralt i 2016, og gør Anja Ringgren Lovén verdensberømt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Hvordan traf du så den endelige beslutning om, at du skulle til Afrika?

»At få succes i livet handler om at ofre sig selv, og jeg blev klar over, at det var mit mål i livet at hjælpe andre. Jeg solgte alt, hvad jeg ejede. Jeg var heldig med et godt bagland, for ingen mennesker bliver succesfulde alene. Jeg tog nogle vilde valg for at nå målet.«

Hvordan oplevede du mødet med Afrika?

»Mit første møde med Afrika var med Folkekirkens Nødhjælp i Malawi. Jeg levede primitivt i en landsby. Jeg fangede insekter med børnene for at få proteiner, ellers fik vi kun majsgrød. Det kan ikke forklares, uden det lyder banalt, men jeg følte, at jeg kom hjem. Det er givende, at uanset den ekstreme fattigdom, de lever i, så smiler de og er glade. Deres energi smitter, og det er det, der gør, at jeg fortsætter. Jeg blev bekræftet i, at jeg skulle have været der fra starten, men jeg tog en omvej i livet. Jeg skulle gennem min mors død og bearbejde sorgen.«

Du bliver senere optaget af heksebørn og overtro i Nigeria. Hvorfor vælger du at gå den vej?

»Jeg så dokumentarfilmen »Saving Africa's Witch Children«. Jeg var i chok. Jeg kendte ikke til fænomenet om, at børn beskyldtes for at være hekse og blev myrdet. I Nigeria er der 10.000 børn om året, der beskyldes for at være hekse, og mange af disse overlever ikke. De bliver ikke bare slået ihjel. De bliver først tortureret. Nogle bliver halshugget, og mange bliver brændt levende. Nogle sætter et bildæk over kroppen på dem på markedspladsen, hvor alle kigger med. Det overraskede mig, at ingen talte om det. Dokumentaren ændrede alt. I 2013 rejste jeg første gang til Nigeria. Med en mission om at bekæmpe overtro, og der tog det fart.«

»Det er forfærdeligt. Jeg bliver rasende på omverdenen. Hvorfor tager ingen verdensledere sig af det her problem?« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad gør det ved dig at møde de børn selv?

»Det var forfærdeligt. Jeg blev rasende på omverdenen. Hvorfor tog ingen verdensledere sig af dette problem? Vi hører om hungersnød, epidemier, men ikke om overtro og denne form for tortur. Men jeg skal også passe på, for det er et korrupt og farligt land. Jeg har bevæbnede vagter i dag.«

Hvordan hænger din angst sammen med ophold i et land som Nigeria, som du selv kalder »farligt«?

»Jeg har aldrig været ekstremt bange i Afrika. I den slags situationer går man i overlevelsesmodus. Det skræmmer mig ikke. Der, hvor jeg kan blive angst i dag, omhandler min søn. Det, der har gjort mig mest bange i Afrika, er, om jeg kan beskytte min søn godt nok. Som mor bliver man både megastærk, men også megaskrøbelig.«