Klimaafgifter er svaret – og de må indføres nu

Lars Sandahl og DI tror ikke på, at afgifter kan justere markedet i den rigtige retning. Han tager fejl.

 

DI-direktør Lars Sandahl blev i Berlingske 4. marts forelagt førende økonomers forslag om at lade afgift på CO2-ækvivalenter drive den grønne omstilling.

Ifølge Sandahl vil det sende arbejdspladser og produktion ud af landet og straffe virksomheder, og vi bør i stedet satse på offentligt-private partnerskaber og risikovillig kapital til udvikling af nye teknologier.

Han tager fejl. Klimaafgifter påvirker markedet og giver virksomhederne incitament til at udvikle grønne løsninger. Det er derfor, at økonomer og tænketanke fra hele det politiske spektrum peger på klimaafgifter som et columbusæg i den grønne omstilling. Også Klimarådet anbefaler kraftigt politikerne at indføre klimaafgifter.

Skal vi nå Parisaftalens mål om at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader, kræver det, at vi globalt begrænser vores resterende udledning til 570 gigaton CO2. Vi ser nu en stigning på omkring en grad og får allerede en forsmag på klimadrevne oversvømmelser, tørker, hedebølger, orkaner, skovbrande og andre naturkatastrofer. Så vi har travlt: Med en årlig global udledning over 40 gigaton CO2 bliver CO2-budgettet hurtigt brugt.

Klimaafgifter bremser udledningen af CO2. Der er forskellige modeller i spil, alle ud fra princippet om, at forureneren altid betaler. Men Lars Sandahl tror ikke på, at afgifter kan justere markedet i den rigtige retning. Han mener, at produktion og udledninger vil flytte til udlandet (lækage), og at man skal vente på europæiske løsninger. Han mener, at Danmark skal annullere CO2-kvoter i EU-systemet, og at hvis man »straffer« CO2-udledende virksomheder, kan man ikke længere få risikovillig kapital til at udvikle nye klimaløsninger.

»Når Lars Sandahl siger, at en CO2-afgift vil »straffe« virksomheder, bliver vi bekymrede for DIs værdisæt.«


Lækage er givetvist et problem ved en generel klimaafgift. Derfor har økonomerne udarbejdet en model, hvor afgiften indfases i et langsommere tempo i særligt udsatte sektorer. Lad os minde Lars Sanddahl om, at Danmark ikke er det eneste land, som har tilsluttet sig Parisaftalen. Når andre lande skal nå deres forpligtelser, vil de sandsynligvis også indføre klimaafgifter, hvilket jo løser lækageproblemet.

Europæiske og globale løsninger er bedre end nationale løsninger. Det ville også være bedre, hvis vi var gået i gang for 30 år siden, men det er vi ikke, og derfor haster det. Nogle er nødt til at gå foran og vise vejen, og Danmark bør derfor indføre en national CO2-afgift og samtidig arbejde for en tilsvarende afgift i EU.

At foreslå annullering af CO2-kvoter i udlandet er udtryk for fantasiløshed og ansvarsfraskrivelse. Hvis kvotesystemet havde virket, ville vi ikke behøve klimaafgifter. Men det gør det ikke. At sektorer med stor udledningsvækst desuden er fritaget fra kvotesystemet, gør ikke ideen bedre.

Når Lars Sandahl siger, at en CO2-afgift vil »straffe« virksomheder, bliver vi bekymrede for DIs værdisæt. For det første er det ikke en straf, at man skal betale, når man bruger en begrænset fælles ressource. For det andet er meningen netop, at de virksomheder, der udleder meget, betaler, og de, der nedbringer deres udledning, får en god forretning. Det belønner Danmarks grønne frontløbere.

Lige nu står virksomheder, der arbejder med cirkulær økonomi eller grøn energiforsyning, dårligere i konkurrencen end virksomheder, der ikke gør. Og vi underinvesterer i smarte CO2-løsninger, fordi omkostningen ved udledning ikke prissættes tilstrækkeligt.

Det er derfor sort snak, at klimaafgifter skulle føre til færre risikovillige investeringer. Når man prissætter CO2-udledning, skaber man et marked for løsninger. Og det er et lukrativt marked for investorer.

»Med ti år til at nå Parisaftalens mål skal vi ikke bare gøre det rigtige, men også gøre det hurtigt, effektivt og retfærdigt.«


FNs klimapanel siger i en rapport, at vores livsførelse og økonomi skal gentænkes fundamentalt, hvis vi skal lykkes. Her nytter business as usual ikke: Parisaftalens mål kan ikke nås, hvis alle kendte oliefelter bliver tømt, og byggeriet og transportsektoren fortsætter som hidtil.

En del virksomheder producerer i modstrid med Parisaftalens mål, og de har brug for hjælp. Så hvor står DI, når vi stopper oliejagten og Norsea Groups forretning for olieboringer? Hvor står DI, når vi begynder at bygge mere i træ og genbrugsbeton og mindre i cement fra Aalborg Portland? Hvor står DI, når en flyafgift får os til at vælge SAS fra og DSB til?

DI bør vurdere, om det gavner dansk erhvervsliv at kæmpe for status quo i en tid, som skriger på grøn innovation. Er DI en seriøs partner i den grønne omstilling, når de fejer alment anerkendte forslag af bordet, selvom de åbner for lukrative grønne forretningsmuligheder for dansk erhvervsliv?

Med ti år til at nå Parisaftalens mål skal vi ikke bare gøre det rigtige, men også gøre det hurtigt, effektivt og retfærdigt. Klimaafgifter er svaret, og nu er det rigtige tidspunkt at få dem indført.

Vi håber, at DI vil komme til fornuft og melde sig ind i klimakampen.

Marcus Feldthus er bureaudirektør, Stine Bardeleben Helles er virksomhedsleder, Martin Collignon er klimaaktivist, Magnus Petersen-Paaske er softwareudvikler, og Michael Reibel Boesen er iværksætter