Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Det er på tide, at Venstres leder kommer med nogle svar: Hvad vil du med Danmark, Jakob Ellemann?

Kære Jakob Ellemann-Jensen, du har ikke bare brug for en ny rådgiver. Du har brug for et hold af borgerlige økonomer og tænkere, der kan bygge din politiske platform, hvis du ønsker at blive Venstres 12. statsminister på 150 år. Spørgsmålet til Ellemann er enkelt: Hvordan vil du sætte gang i Danmark?

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mangler et politisk projekt, der kan sikre ham og partiet medvind igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen (V), begynder at skylde nogle svar.

Vi almindelige dødelige kan ikke vurdere substansen eller perspektivet i historien om, at Jakob Ellemann-Jensen og hans politiske rådgiver Jesper Kraft går hver deres vej. Den slags personhistorier er ikke mindst støj og på den måde dårligt nyt for en mand, der vil være statsminister. Men om et år kan alle være lige så enige om, at det var genialt at fyre Kraft, fordi Ellemann da fik de rette mennesker omkring sig til sit politiske projekt.

Og det er lige nu, at man skal stille Ellemann det store spørgsmål om, hvad han vil med Danmark. Uden et svar skal han ikke være og bliver næppe Venstres 12. statsminister i 150 år.

Berlingske Business indleder på lørdag serien »Gang i Danmark«, som læserne kan følge med i hen over sommeren. Titlen er tyvstjålet fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) og tidligere finansminister Mogens Lykketofts (S) økonomiske plan for Danmark fra begyndelsen af 1990erne: »Gang i 90'erne«.

Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Bernt Henriksen SH Søren.

Journalisterne på Berlingske Business vil ikke komme med et forkromet svar på noget som helst. Vi er bare optaget af at fortælle gode historier om, hvad der sker i Danmark på den anden side af coronakrisen; historier fra virksomhederne, fra forbrugerne, fra økonomerne og fra politikerne.

I serien »Gang i Danmark« ligger imidlertid en opfordring til en oppositionsleder, som mangler at formulere og formidle sit politiske projekt.

Man kan mene, at Jakob Ellemann-Jensen skal tættere på næste valg, før han lancerer sine storstilede planer. Måske. Men det er nu, at arbejdet med at formulere dem skal foregå.

Selvsagt kan en succesfuld statsminister defineres på flere måder. Siden det økonomiske systemskifte i 1982 er det nærliggende at sætte lighedstegn mellem en succesfuld statsminister og dennes evne til at genvinde magten, første gang vælgerne bliver spurgt. Ud fra den målestok er de mest succesfulde statsministre i de seneste knap 40 år Poul Schlüter (K), Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen (V).

Tydelige politiske projekter

Kynikere vil sikkert påpege, at det, som også samler de tre statsministre, er, at tiderne var gode, da de skulle genvælges i 1984, 1994 og 2005. Det ændrer ikke ved, at de alle tre havde tydelige økonomisk-politiske projekter i henholdsvis genopretningspolitikken, vækstpolitikken og skattestoppet.

Ellemann bliver aldrig statsminister i Danmark uden sit eget tydelige politiske projekt. Det rækker ikke at gentage skattestoppet, som Venstres leder ellers relancerede under partilederrunden 14. maj. Borgerlige vælgere vil kippe med flaget for skattestoppet, men der skal et bredere og stærkere borgerligt projekt til at begejstre større vælgergrupper.

Opgaven for Jakob Ellemann-Jensen er at vove at sætte ord på Danmarks største problemer og give svarene på dem. Det første er lettere end det andet. De tre problemer er formentlig klima og grøn omstilling, velstand og arbejdsløshed samt endelig en reform af den offentlige sektor og velfærdssystemet.

Man kan se konturerne af nogle af svarene, nemlig at tage et opgør med den nationalt orienterede klimapolitik og at adoptere en global klimastrategi, hvor vi især måler Danmarks bidrag til at reducere den globale CO2-udledning – i stedet for at overfokusere på 70-procentmålet. Altså med andre ord den tankegang, som blandt andre formanden for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, har været talsmand for.

Jakob Ellemann-Jensen arver høj troværdighed i den økonomiske politik, så her er en plan forankret i skattestop og gode rammevilkår for at stifte og drive virksomhed et borgerligt svar på Socialdemokratiets skattestigninger på familievirksomheder og aktieejere.

Reform af den offentlige sektor

Men måske er den største og mest modige udfordring, som Ellemann kan vælge at tage på sig, en reform af den offentlige sektor og velfærden – uden at gøre det til en ren spareøvelse.

Alle danske statsministre siden 1982 har talt om en reform af den offentlige sektor. Ingen har leveret. Socialdemokratiet tør ikke reformere den offentlige sektor, og sektoren selv er dybt reaktionær i forhold til forandringer. Formanden for regeringens ydelseskommission, tidligere vismand Torben Tranæs, mener, at velfærdsstaten styrer mod sin største krise. Hans argumenter er værd at studere.

Kære Jakob Ellemann-Jensen, du har ikke bare brug for en ny rådgiver, du har brug for et hold af borgerlige økonomer og tænkere, der kan bygge din politiske platform.