Trumps rådgiver Michael Flynn får dom for Rusland-løgne

Den særlige anklager anmoder om milld straf til tidligere national sikkerhedsrådgiver for samarbejdsvilje.

Tidligere general Michael Flynn var i en kort periode præsident Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver. Siden gik han til bekendelse og indrømmede, at han i 2016 talte med den russiske ambassadør om USA's sanktioner. (Arkiv) Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Præsident Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn får dom tirsdag. Han er anklaget for at have løjet over for forbundspolitiet FBI.

Dommen falder klokken 17 dansk tid. Det sker ved en domstol i hovedstaden Washington.

Den særlige anklager Robert Mueller, som leder efterforskningen af, om Rusland blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016, har anmodet dommeren om ikke at sætte Flynn i fængsel.

Han henviser til, at Flynn er tidligere general i hæren og har samarbejdet »i betydelig grad« og givet vigtige oplysninger under efterforskningen.

I december 2017 erklærede Flynn sig skyldig i at have løjet over for FBI-folk. Det var om hans samtaler med den russiske ambassadør Sergej Kisljak i valgåret.

I januar 2017 sagde han til FBI, at han ikke havde drøftet USAs sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør. Det gjorde han imidlertid, fremgår det af hans senere erklæring, hvor han indrømmer at have løjet.

At lyve over for FBI kan koste op til fem års fængsel.

Flynn nåede kun at være national sikkerhedsrådgiver i 25 dage, inden blev indhentet af sin løgn.

I den aftale, som Flynn har indgået med anklagemyndigheden, fremgår det, at han kan idømmes alt fra ingen til et halvt års fængsel. Han vil også kunne slippe for at betale en bøde.

Flynn er blevet afhørt 19 gange af Muellers hold. Det antyder, at han har haft mange oplysninger, der har betydning for efterforskningen.

Flynn var under hele valgkampen i 2016 meget tæt på Trump. Han blev berygtet, da han under Republikanernes partikonvent fra talerstolen førte an i tilråbet »lock her up« - bur hende inde - om Trumps demokratiske modkandidat, Hillary Clinton.

/ritzau/