Spanien registrerer højeste daglige antal coronadødsfald

Næsten 5000 coronasmittede personer er døde i Spanien, der er det land med næstflest coronadødsfald i verden.

 
Coronavirussen spreder sig i verden. Få overblikket her. Video: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

769 personer er det seneste døgn bekræftet døde i Spanien efter at have været smittet med coronavirus.

Det oplyser Spaniens sundhedsministerium fredag formiddag.

Det er det største antal dødsfald på en enkelt dag i Spanien, der den seneste tid er blevet ekstremt hårdt ramt af coronavirusset.

Torsdag lød det daglige antal ofre på 655 personer. Det var et fald fra 738 dagen før, men fredag er tallet altså steget igen.

I alt har 4858 smittede personer nu mistet livet i Spanien. Det er det næsthøjeste antal i verden - kun overgået af Italien.

Antallet af bekræftede smittetilfælde i Spanien er også steget markant det seneste døgn. Med knap 8000 nye tilfælde er det samlede antal smittede steget fra 56.188 til 64.059, oplyser ministeriet.

Det svarer til en stigning på 14 procent, hvilket er en smule lavere end torsdagens stigning på 18 procent.

Spanien indførte 14. marts en nedlukning af store dele af samfundet. Landets parlament valgte torsdag at forlænge nedlukningen frem til 11. april.

Sundhedsmyndigheder i landet håber, at man snart kan se nedlukningens effekt fremgå af de spanske smitte- og dødstal.

Spaniens premierminister, den 48-årige socialdemokrat Pedro Sanchez, har sagt, at landet står over for sin værste krise siden borgerkrigen i 1930'erne.

»Kun de ældste, der kender til en borgerkrigs trængsler og eftervirkning, kan huske en kollektiv krise, der var værre end den nuværende.«

»Spaniens øvrige generationer har som fællesskab aldrig stået over for noget, der er lige så hårdt som det her,« lød det fra premierministeren, da han tidligere på måneden annoncerede den spanske nedlukning.

Coronavirusset brød oprindeligt ud i den kinesiske millionby Wuhan i slutningen af december sidste år.

Siden da har det spredt sig hastigt til lande over hele kloden.

/ritzau/Reuters