Minister: Britisk nedlukning kan vare en betydelig tid

Briterne skal blive hjemme lidt endnu. Holland, der ikke beder folk blive hjemme, runder 10.000 smittede.

 

209 mennesker, der var smittet med coronavirus, er døde i løbet af det seneste døgn i Storbritannien. Det viser den seneste opgørelse fra det britiske sundhedsministerium søndag.

Det er lidt lavere end antallet af coronarelaterede dødsfald døgnet inden, som lød på 260 ofre.

Dermed er i alt 1228 mennesker døde som følge af coronavirus i Storbritannien.

Briterne har samtidig konstateret over 2400 nye smittetilfælde i løbet af de seneste 24 timer. Tallet lå på omkring 2500 nye smittede et døgn inden. I alt er 19.552 bekræftet smittet i Storbritannien.

Regeringen advarer om, at de strenge tiltag, der er sat i værk, kan vare ved i et godt stykke tid endnu.

Briterne er blevet bedt om blive i deres hjem, hvis det er muligt. Det blev indført i takt med, at antallet af nye smittetilfælde skød i vejret.

»Alle må forberede sig på en betydelig periode, hvor disse tiltag er i værk«, siger Michael Gove, der er minister uden portefølje.

Gove varetager de daglige pressebriefinger i stedet for premierminister Boris Johnson, der selv er testet positiv for coronasmitte.

Johnson har oprindeligt sagt, at nedlukningen af det britiske samfund vil vare i tre uger.

Men professor Neil Ferguson, som er en af de epidemiologer, der rådgiver regeringen, siger til avisen Sunday Times, at nedlukningen kan vare i flere måneder.

I Holland, hvor man endnu ikke har besluttet at bede folk blive hjemme, er antallet af bekræftede smittetilfælde søndag oppe på knap 11.000.

Landets sundhedsmyndigheder melder om i alt 771 døde blandt de coronasmittede.

Den hollandske regering har indført en række tiltag for at bekæmpe coronavirusset. Skoler, barer, restauranter samt Hollands mange coffeeshops og bordeller har været lukket i de seneste to uger.

Men myndighederne har indtil videre ikke bedt folk blive hjemme.

Hollands regering har advaret borgerne om, at de risikerer skrappere tiltag, hvis de nuværende ikke er tilstrækkelige. Regeringen skal efter planen se strategien efter i sømmene på et møde tirsdag.

/ritzau/