Hun led et knusende nederlag på Super Tuesday, men lovede at fortsætte kampen: Nu overvejer Warren at trække sig

Den progressive Elizabeth Warren har tidligere fastholdt, at hun ville blive i valgkampen helt frem til Demokraternes konvent i juli. En dybt skuffende Super Tuesday kan dog have lagt Elizabeth Warrens planer i ruiner.

 
Video: CNN. Fold sammen
Læs mere

Super Tuesday blev en dårlig dag for Elizabeth Warren. Hun vandt ikke i en eneste af de 14 delstater, der stemte i Demokraternes kapløb om at blive præsident Donald Trumps udfordrer.

Dette var sådan set forventet, så hvad værre er: Elizabeth Warren satte sig heller ikke på andenpladsen i nogen af de 14 delstater. End ikke i hendes hjemstat, Massachusetts.

Nu kan Super Tuesday vise sig at udgøre 14 knusende nederlag for Warrens kampagne, skriver The New York Times, idet hun ifølge avisen overvejer, om tiden er til at trække sig. Også selv om hun flere gange har fastholdt, at hun vil blive i kapløbet frem til, at Demokraterne skal udpege deres præsidentkandidat på konventet i juli.

Det kræver et flertal på mindst 1.991 delegerede at vinde Demokraternes nominering. På Super Tuesday fordeles knap en tredjedel af de delegerede – 1.357 – på tværs af de i alt 14 delstater. Og med kun 61 delegerede efter Super Tuesday og de fire primærvalg forinden er der uendeligt langt til mål for Elizabeth Warren.

Tidligere har hun talt for at blive i ræset, fordi der er en sandsynlighed for, at hverken Bernie Sanders eller Joe Biden får et flertal på 1.991 delegerede heller.

Sker dette, skal konventet ud i en ny afstemning med 750 superdelegerede, som må stemme frit på den kandidat, de helst ser tage nomineringen. Dette kunne blive Elizabeth Warrens mulighed for at tage nomineringen trods færre stemmer under primærvalgene.

Efter et dybt skuffende Super Tuesday overvejer hun nu sine muligheder på ny, skrev hendes kampagnechef ifølge The New York Times i en e-mail til kampagnens frivillige onsdag.

Ifølge The Guardian er Warrens rådgivere nu begyndt at mødes med Bernie Sanders' rådgivere – muligvis for at drøfte, hvordan Elizabeth Warren kan tildele Sanders sin støtte til ham. De to har længe haft en alliance som partiets mest progressive kandidater.

Først skal Elizabeth Warren dog have »tid til at tænke over den rette måde at fortsætte kampen på«, skriver kampagnechefen Roger Lau i e-mailen:

»Denne beslutning er i hendes hænder, og det er vigtigt, at hun har tid til at overveje næste skridt.«

En lignende besked lød fra Bernie Sanders, da han tidligere på dagen talte i sin hjemstat, Vermont, om valgresultatet, der for Sanders ikke blev så prangende som forventet. Han sagde, at han havde talt med Elizabeth Warren tidligere på dagen, og at hun havde forklaret, at hun genovervejede sin kampagne, men endnu ingen beslutning havde truffet:

»Hun har ikke truffet nogen beslutning, og det er vigtigt, at vi alle – og især mig, der har kendt Elizabeth Warren i mange, mange år – respekterer og giver hende den tid og plads, hun har brug for, når hun skal træffe sin beslutning,« sagde Bernie Sanders ifølge The New York Times.

Joe Biden blev den helt store vinder på Super Tuesday og vandt ti ud af de i alt 14 delstater.