Hongkongs demonstranter forbereder sig på voldelig weekend: Tager selvforsvarstimer

Efter at en gruppe hvidklædte mænd angreb en metrostation sidste weekend, forbereder demonstranter i Hongkong sig på, at der under weekendens demonstration kan opstå vold igen. Derfor tager de selvforsvarstimer.

Søndag gik en gruppe hvidklædte mænd til angreb mod demonstranter og aktivister på en metrostation i Yuen Long – og mindst 45 blev efterfølgende indlagt med skader. Nu er weekendens demonstration flyttet til Yuen Long, og denne gang forbereder demonstranterne sig på, at de hvidklædte mænd kan dukke op igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis Hongkongs demonstranter bliver angrebet denne weekend, har flere af dem på forhånd forberedt sig. I ugen op til weekendens demonstration i Yuen Long-området har flere af aktivisterne taget gratis selvforsvarstimer.

Det skriver The Guardian.

Efter at en gruppe hvidklædte mænd angreb en metrostation i Yuen Long-området søndag, er der på tværs af byen blevet åbnet gratis selvforsvarshold. Ifølge The Guardian er mange af byens indbyggere bange for, at også denne weekend kan blive voldelig.

»Alt det, der er sket den seneste måned, føles så surrealistisk; jeg kan nærmest ikke forstå, at det her er Hongkong,« siger 45-årige Jessica Chu, som deltager i selvforsvarstimerne, til The Guardian:

»Angrebet har skabt en frygt i os alle. Vores fundamentale tryghedsfornemmelse er ødelagt,« siger hun.

Hundredtusindvis af mennesker deltog søndag i en demonstration mod styret i Hongkong — hvor der de seneste syv uger har været demonstrationer mod Kinas voksende indflydelse i byen. Demonstrationen endte i voldelige sammenstød med politiet, som brugte både tåregas og gummikugler mod demonstranterne.

Da demonstranterne efterfølgende bevægede sig hjemad, blev de, der tog hjem via metrostationen Yuen Long, igen udsat for vold. Adskillige maskerede hvidklædte mænd stormede stationen og begyndte at banke løs på demonstranter og aktivister med store stave. 45 personer blev efterfølgende indlagt.

Siden angrebet fandt sted, har Hongkongs aktivister planlagt en ny demonstration – i Yuen Long, hvor de hvidklædte mænd sidst dukkede op. Flere af indbyggerne i Yuen Long mistænker de hvidklædte mænd for at være en del af organiserede kriminelle netværk — og at politiet i øvrigt skulle være i ledtog med dem.

Det nægter politiet imidlertid, mens Hongkongs øverste leder, Carrie Lam, har taget afstand fra angrebet. 12 personer er blevet anholdt siden søndag.

Men Hongkongs indbyggere undrer sig over, at politiet ikke kom dem til undsætning, mens de var under angreb. Alle de hvidklædte mænd nåede i stedet at slippe væk, inden politiet dukkede op på metrostationen. Og da politiet tog af sted, kom de hvidklædte mænd tilbage.

Det er en anden grund til at tage selvforsvarstimer, forklarer Rose Chan, en anden kvinde på selvforsvarsholdet, som The Guardian har besøgt:

»Når politiet ikke formår at beskytte os, hvilket andet valg har vi så end at forsvare os selv?«

Efter angrebet lukkede butikker og restauranter i store dele af Yuen Long-området, og folk holdt sig inden døre af frygt for, at der kunne udbryde vold igen. I løbet af et par dage åbnede butikker og restauranter igen, men ikke uden frygt for, at de i løbet weekenden må lukke ned igen.

»Jeg er bange,« fortæller Mei, der ejer en nudelrestaurant, til The Guardian og tilføjer:

»Jeg tror, at alle i Hongkong er bange.«

Hongkong er en tidligere britisk koloni, som i 1997 blev overdraget til kinesisk styre. Dengang blev indbyggerne lovet, at de ville nyde en højere grad af politisk frihed end i Kina, og at området skulle styres under princippet »ét land, to systemer«.

Men mange indbyggere i Hongkong frygter, at Kinas indflydelse vokser. Da demonstrationerne for syv uger siden begyndte, skyldtes det et lovforslag, som skulle gøre det muligt for Kina at retsforfølge indbyggere i Hongkong. En sådan lov ville gøre det nemmere for Kina at få fingre i kritikerne af det kinesiske kommunistparti, mener demonstranterne.

Lovforslaget har Carrie Lam allerede skrottet, men demonstranterne kræver nu også hendes afgang.