EU i opråb til Netflix om at undgå trafikkaos under coronakrisen

I forbindelse med at folk verden over arbejder hjemmefra, og andre er i karantæne, stiger trykket på internetudbyderne. Der bliver set gevaldige mængder Netflix, og verdens andenstørste internet- og mobiludbyder har oplevet en stigning i internetforbruget på 50 pct. Nu kræver EU handling.

Presset stiger på internetudbyderne. Det skyldes blandt andet, at personer i hjemmekarantæne i høj grad ser Netflix, lyder det fra verdens næststørste internetudbyder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucy Nicholson/Ritzau Scanpix

EUs kommissær for det indre marked og tjenester, Thierry Breton, kommer med et opråb til streamingplatforme som Netflix og YouTube for at undgå trafikknuder på internettet forårsaget af personer, der arbejder hjemmefra eller ser Netflix under coronakrisen.

Det oplyser The Guardian og Reuters.

Teleselskabet Vodafones kunders internetforbrug er således steget med op mod 50 procent i visse europæiske lande, idet mange nu arbejder hjemme eller holder sig inden døre.

Stigningen i dataforbruget kommer fra en lang række aktiviteter – fra børn, der får adgang til uddannelsesmateriale online, spiller digitale spil og ser film og TV på flere enheder, såvel som alle dem, der arbejder fra hjemmet.

Vodafone, som er verdens næststørste teleselskab, har næsten 120 millioner kunder i 12 lande i Europa.

Det oplyses ikke, hvilke lande der har haft størst dataforbrug, men dette vil sandsynligvis omfatte Spanien, Italien og Frankrig, hvor lukningerne af lande har holdt offentligheden indendørs i en længere periode, skriver The Guardian.

I Storbritannien har Vodafone 18 millioner kunder, og dataforbruget er her allerede er steget med 30 procent.

Dette tal vil sandsynligvis stige, idet regeringen nu følger samme strategi som de europæiske naboer.

»Vi kan forvente, at denne tendens med datavækst fortsætter, og vi har allerede set datatrafikken stige med 50 procent på nogle markeder,« skriver Vodafone i en pressemeddelelse:

»Vores teknologiteam i hele Europa har fokuseret på kapacitet på tværs af vores netværk for at sikre, at de er modstandsdygtige og kan absorbere ethvert nyt brugsmønster, der opstår, når flere begynder at arbejde hjemmefra.«

Skru ned

Onsdag holdt kommissær Thierry Breton møde med Netflix' administrerende direktør, Reed Hastings, for at drøfte muligheden for at lette de tunge datatrafikale belastninger.

Efterfølgende opfordrede Thierry Breton i en meddelelse streamingtjenesterne til at arbejde tæt sammen med internetudbyderne om eventuelt at sænke kvaliteten af videoer, film og serier for at holde dataforbruget nede.

»Streamingplatforme, teleoperatører og brugere – alle har vi et fælles ansvar for at tage de nødvendige skridt for at sikre, at internettet fungerer gnidningsløst under kampen mod spredningen af virussen,« sagde han.