Afmærkede båse skal hjælpe folk til at holde afstand i København

Københavnere får atter lov til at slænge sig på Islands Brygge fra lørdag, lyder det fra politiet. Samtidig vil Københavns Kommune afmærke båse i det offentlige rum, der skal hjælpe folk med at holde afstand. Hvis det ikke virker efter hensigten, vil opholdsforbuddet blive genindført.

I den seneste uge har det været forbudt at tage ophold på Islands Brygge. Det forbud ophæves sent fredag. Og nu vil Københavns Kommune hjælpe borgerne med at holde passende afstand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I knap en uge har det været forbudt at opholde sig på Islands Brygge. Men det forbud udløber fredag kl. 23.59, og Københavns Politi oplyser, at de ikke agter at forlænge forbuddet.

Men det kræver, at folk holder afstand til hinanden.

Og det vil Københavns Kommune nu hjælpe med.

Fra og med fredag vil kommunen afmærke båse langs havnefronten på Islands Brygge. De afmærkede arealer bliver på cirka 40 kvadratmeter, og mellem dem vil der være brede stier. I hver af de afmærkede båse må der ikke opholde sig flere end ti personer ad gangen.

»Vi ønsker alle at holde byens åndehuller åbne for københavnere og byens gæster. Men det bliver nødt til at foregå i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Derfor forsøger vi nu at gå nye veje for at gøre det lettere for folk at overholde reglerne, så vi kan færdes i byens grønne områder uden at komme for tæt på hinanden,« siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse, hvori kommunen også opfordrer borgerne til at følge ensretningen, når de færdes i området.

Herudover vil kommunen sætte plakater op i området, der skal oplyse om de nye tiltag, ligesom vil kommunen også vil udstationere medarbejdere i området, der skal hjælpe borgerne med at efterleve myndighedernes anbefalinger og påbud som følge af coronavirus.

Politiet: Opholdsforbuddet kan blive genindført

Politiet indførte opholdsforbuddet på Islands Brygge lørdag den 25. april, da der var så mange mennesker forsamlet, at det ifølge politiet overskred forsamlingsanvisningerne fra myndighederne.

Opholdsforbuddet har betydet, at man gerne må færdes på Islands Brygge, men ikke må sætte sig på bænke og bruge legepladser. Det har i den forløbne uge ført til, at flere har fået bøde for at bryde reglerne. Blandt andet har Berlingske beskrevet en sag, hvor to personer fik bøde for at tage ophold i området, mens de ventede på havnebussen. Politiet har dog senere slået fast på Twitter, at passagerer, der venter på havnebussen ved dens stoppested, er undtaget fra opholdsforbuddet.

Selv om kommunen nu vil hjælpe folk med at overholde reglerne i området, så vil politiet indføre et opholdsforbud igen, hvis de ikke holder passende afstand.

»Vi sætter pris på, at Københavns Kommune sætter gang i dette initiativ, som bakker op om sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Vi håber, at det vil gøre det muligt at holde havnefronten åben på forsvarlig vis. Hvis ikke det er tilfældet, er vi parate til at genindføre opholdsforbuddet,« siger politidirektør Anne Tønnes i en pressemeddelelse.