Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Messerschmidt er blevet ked af det

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Niels Jespersen

Groft sagt har påtaget sig det slidsomme hverv at udhænge krænkelseslabile mimoser og grædekoner med deres identitetspolitiske klynkeri. De findes ikke kun i Politiken, for som vi flere gange har gjort opmærksom på, så kæmper stærke kræfter på højrefløjen for at gøre idiotiet tværpolitisk.

Det gælder bl.a. Morten Messerschmidt, der har set noget på internettet som har gjort ham ked. Det drejer sig om et billede af en niqab-klædt kvinde, der på et tidspunkt har holdt oplæg på Krogerup Højskole. Det har Messerschmidt bedt kulturministeren om at gribe ind over for.

Hvem har højskolen ellers haft besøg af? Blandt andre Flemming Rose, den etnonationalistiske bevægelse Generation Identitær og... Morten Messerschmidt! Groft sagt tænker, at DFernes blonde kronprins skulle være blevet nede i Bruxelles. Så kunne han havde spildt EUs tid og penge og ikke danskernes.

Go Indian

Hans Hauge

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Enhedslisten vil som bekendt halvere produktionen af svinekød, hvis de kunne. De ønsker, at bønderne skal dyrke grøntsager i stedet for at opdrætte svin, fordi svin sviner. Det er ikke en utopi. Det kan lade sig gøre. Danskerne har næsten forladt kristendommen. Hvis de alle blev muslimer, ville der ikke være svin. Danmark kunne blive baconfrit område. Men muslimer spiser burhøns og lam. Men så kunne vi blive hinduer, de er nemlig vegetarer og dyrker yoga. Yoga dyrker danskerne allerede. Indien er det mest bæredygtige land i verden. De har nogle gamle hellige køer, men de prutter ikke ret meget. De gamle 68’ere lod sig inspirere af guruer fra Indien, det kunne de nye ungdomsoprørere også gøre. Go Indian. Eat curry.

Tænketanksarbejde

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det er yderst sjældent, at Groft sagt gør sig morsom på andres bekostning, men denne gang gør vi en undtagelse. Tænketanken DEA har ifølge den administrerende direktør Stina Vrang Elias i længere tid arbejdet på en analyse, der viser, at hvis man tager et ufaglært job som barista eller kasseassistent, så tjener man mindre, end hvis man tager et højtlønnet akademisk job. Denne skarpe analyse følges op med en overraskende følgekonklusion. Hvis man starter i et ufaglært job, og senere får et akademisk topjob, så tjener man over nogle år mindre end dem, der starter i topjobbet, og dermed får man et lønefterslæb. Groft sagt tager simpelthen hatten af for akademisk toparbejde, når det er bedst. Hjernearbejde i europæisk topklasse.