Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Nyt fra Odenses shariapoliti

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Eva Selsing

Den meget islamiske politimand og islampolitiske aktivist, Alvir Elbaz, er foruroligende optaget af borgerlige kvinders sexappeal. Så meget, at han i Facebookgruppen »Muslimer til stemmeboksen« måtte lette trykket således: »NB-kvinder bruger målrettet deres fra afstand ’flotte udseende’ til at fremme og gøre deres racistiske og fremmedfjendske holdninger ufarlige.« Hvor betryggende at have en islamisk politimand til at patruljere kvinder i dansk politik med øjnene.

Men der er noget med det islamiske og borgerlige kvinder. Der var eksempelvis debattøren Geeti Amiris hysterisk-udadreagerende harme over et uskyldigt klap på skulderen fra DFs Marie Krarup. Eller SFeren Halime Oguz, som i 2018 mente at Mette Thiesen (NB) »opildnede til borgerkrig« og forleden samvittighedsløst anklagede Marie Krarup for at være fremmedfjendsk i Folketinget.

Heldigvis har det ikke noget med misogyni, misundelse eller religion at gøre – den slags findes kun på højrefløjen.

Helt uforståeligt

Peter Nedergaard

Det skønnes, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd i Danmark i 2017 (sidste år med statistik herom) var udsat for fysisk partnervold. Som hjælp i den forbindelse har regeringen ved Astrid Krag fremsat et forslag om at tilbyde voldsudsatte kvinder ti timers psykologhjælp. Men altså kun for kvinder. Mændene må ligge, som de er slået. I det berømte forståelsespapir, som regeringens aftalte med dets støttepartier i 2019 – en slags håndfæstning for at få overdraget regeringsmagten – står der ellers, at man vil »sikre bedre ligestilling«, og at »en ny regering ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder reelt har lige muligheder«.

Hvordan denne passus hænger sammen med regeringens nye forslag om mere forskelsbehandling og flere ulige muligheder, finder Groft sagt svært at forstå. For nu ikke at bruge voldsommere ord.