Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt er rørt til tårer over Pernille Vermunds opførsel

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Den tillidsfulde

Jarl Cordua

Pernille Vermund fra Nye Borgerlige anklager Venstre-formanden Jakob Ellemann-Jensen for »kynisk« og »uklædeligt spin« under Coronakrisen.

Groft sagt føler med den yderste højrefløjs forkæmper, der hellere fletter fingre med den populære statsminister end at bruge krudt på at forsvare Venstres oppositionspolitik.

Det er helt sikkert også den rene skinbarlige idealisme, der driver den så håbefulde og tillidsfulde Pernille Vermund, når hun samler penge ind til støtteannoncer for Venstres næstformand. Det er som bekendt hende, der for tiden underholder offentligheden og dommerne i Instrukskommissionen med det, der mest af alt ligner troværdigheds-striptease for åbent tæppe.

Selv om sagen kan vise sig ødelæggende for Venstres regeringsambitioner i mange år frem, behøver Vermund da ikke holde sig tilbage med at bakke hjerteveninden op. For hvad har man venner til?

Groft sagt er faktisk rørt til tårer.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Jeg tænker-pandemien

Peter Nedergaard

Vi lider ikke kun under coronapandemien. En bestemt sproglig vending har også ramt som en pandemi i sproget. Det drejer sig om vendingen »jeg tænker«. Danskere er ganske holdt op med at mene, hævde, synes og påstå noget. Disse præcise ord er blevet afløst af det udflydende, diffuse og grødagtige »jeg tænker«. Vendingen anvendes i alle mulige og umulige sammenhænge og besværliggør en ordentlig samtale, thi hvad mener vedkommende med »jeg tænker«?

Groft sagt-redaktionen består af folk, der elsker sproglig præcision og skarphed. Vi anbefaler derfor 14 dages sproglig isolation til den næste »jeg tænker«-person fulgt op med en sproglig smittesporing med henblik på at få udryddet dette sproglige uvæsen én gang for alle.