Gangnam Style har fået os til at spise koreansk – men i Teaterpassagen er køkkenet lidt for ujævnt

Vi spiser Seoul-food som aldrig før, og selv i en coronatid var der fuldt hus på Vesterbros sydkoreaner. Autentisk og med masser af smag, men kun nærved og næsten, skriver Svend Rasmussen.

 

Ikke et ord om corona!

Og så alligevel, for den omsiggribende angst for at blive smittet med covid-19, der afholder folk fra restaurantbesøg, var forgangne uge tilsyneladende ikke nået til restaurant Moi. Måske fordi det mest er de dyre restauranter, som rammes, når turisterne bliver væk, og Moi ligger med hovedretter til 195 kr. og en treretters menu til små 400 kr. et sted i mellemlejet.

Der var i hvert fald tæt på fuldt hus i lokalerne i »Teaterpassagen« mellem Vesterbro Torv og Gammel Kongevej, da vi på vores rundrejse til asiatiske restauranter, der foreløbig har bragt os forbi Indonesien, Vietnam, Thailand og Japan, nåede til Korea.

Moi, koreansk restaurant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

K-pop og hipness

Sydkorea er med K-popfænomener som PSY (ham med »Gangnam Style«) og verdens p.t. største boyband, BTS, de senere år blevet hipt, og det har også givet en stor interesse for Seoul-food verden over. Den fermenterede kål kimchi, ris-»biksemaden« bibimbap, det barbecuegrillede bulgogi-oksekød og mange andre K-favoritter har gået deres sejrsgang også i Danmark; og forståeligt nok, for det koreanske køkken lægger sig lunt i svinget mellem det kinesiske og det japanske. Der er endda dem, der mener, at koreanerne opfandt sushien før japanerne, og vores første ret kunne da også sagtens ses som en forløber for samme.

Rettens navn lød som tidlig Miles Davis – hwe dup bap – og smagte med sin blanding af tangpyntet rå sashimi-laks og ingefærblandet ris med en ledsagende dip af wasabi og soja tæt på sushi. Forskellen var, at ris, tang og fisk var overhældt med en sesamdomineret olie, og det gjorde smagen lækker, men mindre »cool« for nu at blive i jazzlingoen. Største problem her var, at Moi serverer sine retter med spisepinde af metal. Det er en gammel koreansk tradition fra dengang, hvor de kongelige spiste med sølvspisepinde (i håb om at sølvet ville reagere, hvis der var gift i maden), og det finere borgerskab brugte metal.

Moi, koreansk restaurant. Hwe dup bap (laks på ris). Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Glatte pinde og klumpede fingre

Men glatte metalpinde er svære at holde i klumpede vestlige fingre, så jeg var glad for at få en ske til min næste ret, som var aftenens bedste: en støbejernsgryde fyldt med ris, sesamolie, shiitakesvampe, rejer og den spinatlignende koreanske bjergurt namul med et pocheret vagtelæg på toppen. Gryden var sydende varm, simpelthen fordi koreanerne elsker at de nederste ris i gryden er sprødristede, forklarede vores tjener.

Sesamolien og svampene trak »spinatens« iboende nøddeagtige smagsnoter helt frem i forgrunden, og det fungerede særdeles fint med sødmen fra rejer og ris, især da vi blandede med den medfølgende sauce på soja, sesamolie og chili, som gav retten både balance og bid.

Moi, koreansk restaurant. Hotstone chi-namul-ris med shiitakesvampe og rejer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Bid var der også i de fire små banchan-sidetallerkener, der blødte fedmen fra pandekage og chi-namul op: en chilisprælsk kimchi, agurk i chilipasta, ristet kartoffel og babyspinat med sesam. Og i den grad også i min »hovedret«, hvor der ikke var sparet på den chili, som mine wokstegte blækspruttestykker var stegt med. Desværre serverer Moi efter asiatisk skik alle retter samtidig – det kom bag på os, da menukortet omtalte småretter og hovedretter. Derfor var de chilistærke sprutter blevet kølet noget ned, da vi nåede til dem i det kæmpe batteri af tallerkener og skåle, der pludselig stod foran os, og det gik meget ud over smagen, hvor kun den afkølede chili brændte igennem.

Min medspiser havde valgt en treretters bulgogi-menu, og indledte med en oliestegt pandekage fyldt med rejer, blæksprutte og muslinger – ikke langtfra vietnamesernes bánh xèo. Den koreanske version var særdeles gennemstegt i masser af olie og skulle spises, mens pandekagen var rygende varm, for ikke at føles som en klods i munden.

Moi, koreansk restaurant. Pandekage med rejer, blæksprutte og muslinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Uskønt roderi

Hans næste ret var den bulgogi, som menuen var opkaldt efter. Et oksebryst, angiveligt fra en økogård i Sverige, var skåret i tynde skiver og marineret natten over i en blanding af sojaolie, hvidløg, pære- og blommefrugtjuice og riseddike, inden det fik både karamelliseret stegeskorpe og røgsmag på grillen.

Ved bordet skulle brystet sammen med ris pakkes ind i medfølgende blade af friseesalat, smurt med doenjang-pasta af fermenteret sojabønne og chili, og spises håndholdt. Ikke en helt nem manøvre, for friseebladene var tynde og flossede og meget varierende i størrelse, så det blev hurtigt et uskønt roderi. Her kunne Moi-køkkenet godt have brugt lidt mere omhu i udvalget af salat – og jeg har da også andre steder oplevet, at det er de noget mere robuste blade af hjertesalat, der bruges til at pakke ind.

Moi, koreansk restaurant. Bulgogi lavet på økologisk oksebryst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vi havde indledt måltidet med en cocktail på æble, ingefær og soju – en vodkaagtig risbrændevin på ca. 20 procent, der dog også var tilført kimchi-juice og derfor havde en duft af gæret kål (95 kr.). Vi skiftede derfor hurtigt til et glas tysk moselriesling fra Dr. Thanisch (85 kr.), som med sødme og syre klarede det meste.

Det grillede bulgogi-oksebryst kaldte dog på noget mere substantielt, og på Mois udmærkede lille vinkort fandt vi en glimrende spätburgunder fra Nahe i Tyskland (Weber, 385 kr. flasken). Menuens dessert var en fad rødbønne-sorbet, serveret med mandelsplitter og kastanje på toppen, som medspiseren, hvis sundhedsgen blev tricket ved tanken om en dessert med fibre fra både bønne og kastanie, fik lov at holde for sig selv, mens jeg var meget glad for min ganerensende og frisktsmagende frosne yakult, der er en fermenteret drik på skummetmælk syrnet med japansk shirota-bakteriekultur.

Moi, koreansk restaurant. Frossen yakult. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Ejerne af Moi er kokken David Mill og hans kone Eva Dahlberg, der også ejer blandt andet Grand Hôtel for foden af Kullen i skånske Mölle, men køkkenet i København styres af den kvindelige kok Hee Kim, der for to år siden kom hertil fra Sydkorea. Hun laver autentisk Seoul-food med masser af smag og kimchi-kick, men med ujævnheder undervejs, så vi ender på tre stjerner.

Hvad: Moi, Vesterbrogade 42, 1620 København V, tlf. 33 22 22 23

Hvor meget: vin fra 385,- billigste hovedret 195,- treretters menu 395,-