Efter 50 dages fred: En uvelkommen gæst er tilbage i Beijing

Nyt udbrud af coronavirus har ramt Beijing, hvor dele af byen er lukket ned. Importeret laks er kommet under mistanke.

 
Coronavirus har ramt hele verden. Få et overblik her. Redigering: Ida Meesenburg og Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Længe gik det godt.

I over 50 dage havde der ikke været et eneste registreret tilfælde af coronavirus i Beijing. Livet var så småt ved at blive normalt igen.

Men i torsdags kom det første. Dagen efter var der seks. Og lørdag var der hele 36 nye tilfælde af coronavirus i den kinesiske hovedstad.

I løbet af de sidste fire dage er 79 personer blevet registreret som smittede, mens over 80.000 er blevet testet, skriver The Guardian.

Sagerne viser, hvor svært det er at holde coronavirussen fra døren. Og noget usædvanligt er importeret laks kommet under mistanke for at sprede den dødbringende sygdom.

De nye smittede er blevet forbundet med Xinfadi-markedet i Beijing, som er byens største fødevaremarked. Titusinder besøger markedet hver eneste dag, og ifølge BBC forsyner det hovedstaden med 80 procent af dens kød og grøntsager.

En sikkerhedsvagt står klar ved det nu lukkede Xinfadi-marked i Beijing, hvor nye tilfælde af smitte med coronavirus kommer fra.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Noel Celis/AFP/Ritzau Scanpix.

Laks i søgelyset

Kinesiske statsmedier skriver, at man har fundet coronavirus på et skærebræt, der tilhørte en importør af udenlandsk laks.

Alene mistanken har fået salget af laks til at gå i stå i Beijing.

Avisen Global Times skriver, hvordan store supermarkedskæder som Carrefour og Wumart er holdt op med at sælge laks. Flere sushirestauranter har fjernet laks fra menuen.

Det har også ramt den norske eksport af laks til Kina.

»Vi får rapporter om aflysninger af ordrer med fersk laks til markedet som følge af tiltagene for at teste madvarer, der nu er sat i værk,« siger Victoria Braathen, udsending for fiskeri i Norsk Sjømatsråd i Kina til NRK.

Det er dog yderst tvivlsomt, om laksen skulle være synderen, da forskningen ikke har bevist, at coronavirus kan smitte fra fisk til mennesker.

Stammer sandsynligvis fra Europa

Yang Peng, en forsker fra Beijings center for prævention og kontrol med sygdomme (Beijing CDC) siger til de kinesiske statsmedier, at det stadig er uklart, hvordan virussen fandt vej til markedet.

Ifølge ham viser gensekventeringen, at virussen sandsynligvis stammer fra Europa. Man opererer med to teorier: Den ene er, at virussen kommer fra kød eller fisk importeret fra udlandet. Den anden er, at virussen stammer fra besøgende på markedet, som har hostet eller nyst og derigennem overført smitten til markedet.

Myndighederne i Beijing er i fuld gang med at inddæmme smitten. Man har isoleret boligkomplekser i den sydlige del af byen, hvor Xinfadi-markedet ligger.

Chefen for markedet er blevet fyret, fordi han ifølge statsmedierne ikke havde implementeret tilstrækkelig viruskontrol. To partikadrer fra Fengtai-distriktet, hvor markedet lå, er også blevet fyret.

Alle virksomheder i Beijing har fået at vide, at de skal sende deres medarbejdere i karantæne i 14 dage, hvis de har besøgt markedet.

Kinas statsmedier har ellers fremhævet, hvor effektiv det kinesiske styre har været til at slå coronavirussen ned. Men eksperter har sået tvivl om, hvorvidt de officielle kinesiske statistikker fortæller hele sandheden om virussens udbredelse i Kina.

Indtil videre har Kinas myndigheder rapporteret om 83.000 tilfælde af coronasmitte og 4.634 dødsfald.