Kevin Stuhr Ellegaard vender hjem til dansk klub

Kevin Stuhr Ellegaard vender hjem til danske fodbold. Og betragteligt ned i niveau.

Målmanden har skrevet kontrakt med 2. divisionsklubben FC Helsingør.

Det skriver Helsingør Dagblad på sine hjemmeside.

Kevin Stuhr Ellegaard er efterhånden blevet 36 år, og han kalder selv 'opbygningsprojektet' i sin nye danske klub for 'spændende og tillokkende'.

Han har i de seneste otte år spillet i svenske Elfsborg, hvor samarbejdet dog i efteråret ikke sluttede helt gnidningsfrit.

»Det er rigtigt, at jeg tingene omkring mit kontraktforløb i Elfsborg ikke var så professionelt, som jeg kunne ønske mig, men jeg havde først og fremmest mange gode år i klubben, og nu er jeg klar på at tage fat i Helsingør. Og igen, der skal ikke være den mindste tvivl om, at jeg stadig er vildt sulten i forhold til at spille topfodbold,« siger Kevin Stuhr Ellegaard til Helsingør Dagblad.

Han har i det meste af sin karriere spillet i udenlandske klubber. For 10 år siden havde han dog et ophold i Randers FC, men ellers har arbejdsgiverne i de seneste knap 20 år heddet Manchester City, Blackpool, Hertha Berlin, Heerenveen og altså Elfsborg.

Derfor mener sportslig ansvarlig og chefscout Brian Gellert også, at kontrakten med Kevin Stuhr Ellegaard, der løber til 2022, kan 'være med til at løfte det hele'.