Prins Charles er smittet med coronavirus: Hvem har han mødt de seneste 14 dage?

Den britiske kronprins er blevet testet positiv for coronavirus. Han har haft så mange officielle opgaver, at det bliver umuligt at finde en smittekæde, mener kongehuset. Men briterne er i gang med at finde ud af, hvem prinsen har mødt.

 
Myndighederne skærper tonen til danskerne. Her er baggrunden for anbefalingerne. Kilde: Mads Joakim Rimer/Ritzau Scanpix rediger Fold sammen
Læs mere

Med sine 71 år er den britiske kronprins Charles i den særlige risikogruppe for smitte med coronavirus, som premierminister Boris Johnson har udpeget. Nu er prinsen blevet smittet, men ifølge det britiske kongehus har han det godt og har kun udvist »milde symptomer« efter at være testet positiv for sygdommen.

Med det afklaret er briterne nu gået i gang med at afdække, hvem prins Charles har mødt de seneste to uger under udførelsen af sine mange officielle opgaver.

På en video kan man se, hvordan prins Charles møder folk på den røde løber, da hans fond, Prince Trust, foretog den årlige kåring af unge, der har overvundet sociale barrierer og er blevet lokale forbilleder.

Hvor blev prins Charles smittet, og har han bragt smitten videre. I øjeblikket gransker en del briter billeder fra prinsens offentlige optrædener den seneste tid.

Det var 11. marts og indenfor den mulige smitteperiode, skriver flere britiske medier. Her mødte prinsen blandt andet skuespillerne Pierce Brosnan, Anna Friel og James Norton. På videoen kan man se, hvordan prins Charles tager sig selv i at give hånd og i stedet hilser på gæsterne uden berøring.

Dronningen ved godt helbred

Dagen efter mødte han kortvarigt sin mor, den 94-årige britiske dronning. Kongehuset har i dag oplyst ifølge Sky News, at dronning Elizabeth »fortsat er ved godt helbred«. Prins Charles har også holdt en tale ved en begivenhed til støtte for ofrene for skovbrandene i Australien.

Det kan blive svært at etablere en smittekæde for prins Charles' coronavirus. Kongehuset har meddelt, at det ikke er muligt at spore, hvor prins Charles har pådraget sig sygdommen på grund af det »store antal officielle pligter i offentligheden, som han har udført de seneste uger«.

Prins Charles tilhører gruppen af briter, der er blevet bedt om at holde sig fra social kontakt. Men på Twitter bliver det diskuteret, om han var syg nok til, at det ville berettige en test for andre briter med hans symptomer.

Den britiske kronprins Charles vil nu gå i selvisolation på kongehusets gods Balmoral i Skotland sammen med sin hustru Camilla. Hun er også blevet testet, men har ikke spor af sygdommen, lyder det fra det britiske kongehus.

Hun er ligesom prinsen over 70, og parret tilhører dermed den gruppe af briter, som Boris Johnson har bedt holde sig væk fra social kontakt i 12 uger under udbruddet af coronavirus.