Jill Byrnit: »Ved corona-fronten har vi ikke Brad Pitt. Men vi har Søren Brostrøm, fornuftens stemme«

I den forgangne uge fik vi en usædvanlig opvisning i, hvad panik kan gøre ved menneskesjælen, og hvad der sommetider sker med samfundssindet, når folkemasser vejrer uro. Og hvad vi så, var ikke kønt, skriver Jill Byrnit i sin klumme.

»Hvordan er det dog kommet dertil, at vi som befolkning helt ukritisk er begyndt at efterspørge sydkoreanske og kinesiske tilstande og betragte svenskerne som et folk, vi aldrig har delt værdifællesskab med?« skriver Jill Byrnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Der er intet kønt over panik. Lad det være sagt med det samme. Panik hjælper ikke nogen som helst til noget som helst. Og da slet ikke noget konstruktivt. Du stormer omkring i ubestemt retning, mens du falder over dine egne og andres ben.

Dette var vi vidne til i den forgangne uge, hvor vi i Danmark fik en for landet usædvanlig opvisning i, hvad panik kan gøre ved menneskesjælen. Vi fik demonstreret, hvad der sommetider sker med samfundssindet, når folkemasser vejrer uro, og hvad vi så, var ikke kønt.

Jeg taler naturligvis om den surrealistiske oplevelse, det var at gå på indkøb i det lokale supermarked og erfare, at det var blevet bordet af corona-pirater. Og ikke blot en enkelt gang, men flere på hinanden følgende dage. Sådan for ligesom at slå pointen fast om, at de gamle og syge, der ikke lige kan køre til næste by, dem lader vi om at bestille take-away med kurér-service.

Dette blev ugen, hvor jeg med galgenhumor kunne konstatere, at min analoge tilgang til nyheder gjorde mig til det dummeste dyr på savannen. Mormortypen, der ræsonnerer, at i et landbrugsland med en massiv eksport af fødevarer, der dør vi jo nok af kedsomhed ved hjemmearbejde, længe før vi dør af mangel på mad. Men vi må da glæde os over, at landet ikke er ramt af krig eller hungersnød. For så skulle vi jo nok lige se at få sat gang i haste-omdeling af et par pjecer om, hvordan man udviser civil høflighed under pres.

Spøg til side. Man kan altid bebrejde folk, at de er egoistiske, udannede eller dårlige samfundsborgere, men vi kan hverken bebrejde os selv eller andre, at uvished får os til at gå i panik. For panik har ingenting at gøre med sund fornuft og alt at gøre med driften mod at ville overleve, koste hvad det vil af menneskelige hensyn. I panikkens favntag er vi alle byttedyr.

Det er ikke for sjov, at enhver katastrofefilm med respekt for sig selv kører militæret i stilling indenfor de første 10 minutter af filmen. Og desuden lader en af de bærende roller være udfyldt af en højtrangeret militærperson. Hvis situationen da ikke ligefrem kalder på Hollywood-stjernen Brad Pitt til at bekæmpe zombier.

»Vi må da glæde os over, at landet ikke er ramt af krig eller hungersnød. For så skulle vi jo nok lige se at få sat gang i haste-omdeling af et par pjecer om, hvordan man udviser civil høflighed under pres«


Det kan nok være svært at forstå brugen af militær i et samfund som det danske, hvor vi lever under så fredelige og ordnede forhold. Men historien viser, at folkemasser i panik meget hurtigt kan blive et langt større problem end den situation, der igangsatte panikken. I sådanne stunder har vi brug for nogen, der er vant til at administrere magt til at forhindre bærende samfundsstrukturer i at bryde sammen.

For panik unddrager sig enhver form for hensigtsmæssighed. Og ikke kun på det samfundsmæssige plan, men også det personlige. Af alle følelsesmæssige tilstande, som mennesket og andre dyr kan befinde sig i, er panik i et evolutionært perspektiv den mest ubegribelige.

I vores repertoire af følelser rummer vi adskillige, der kan opleves som ubehagelige, og som vi tænker, at vi langt hellere ville være foruden. Vi har følelser, hvis konsekvenser i en postmoderne virkelighed kan forekomme irrationelle og uhensigtsmæssige, og som måske endda bringer os selv eller andre i fare.

Skuer vi imidlertid nogle tusinde år tilbage og gør os tanker om den virkelighed, vores forfædre har befundet os i, så ser billedet meget anderledes ud. Følelser, der kan virke irrationelle og destruktive i dag, kan engang have ansporet os til netop den handling, der var udslagsgivende for, om vi levede eller døde.

Sådan er det ikke med panik. Panik redder dig sjældent ud af livstruende situationer, men får dig ofte til at handle så desperat, at du ender med at forværre din situation. Panik er af samme årsag en følelsesmæssig reaktion, som evolutionspsykologien og relaterede fagområder kun har meget rudimentære hypoteser om.

Når man først mærker panikken rase, er der relativt lidt, man kan gøre for at tøjle den. Men man kan lære sine egne reaktioner at kende, så man er rustet til at imødegå panikken bedre næste gang, den måtte opstå.

Så til dem, der allerede nu er i gang med at planlægge næste hamstringstogt: Lyt til en, der har årelang erfaring med at nørde epidemifilm. Toiletpapir er en dårlig fødekilde. Pastaskruer vil give jer omtrent lige så megen næring, som hvis I blandede mel og vand. Og, okay, vi har ikke Brad Pitt med sin 1.000 karat-udstråling, en Oscar i bagagen og den samlede amerikanske flådestyrke af kommandosoldater i ryggen.

Men vi har fornuftens stemme, Sundhedsstyrelsens sympatiske og besindige direktør, Søren Brostrøm.

Og han er værd at tage ved lære af.