Han har levet 16 år som zombie. Nu har han skrevet om det

Hverken piller, læger eller alternative behandlere har kunnet hjælpe den norske forfatter Anders Bortnes mod hans søvnløshed, der har været ved at æde ham op gennem mange år. Nu har han skrevet en bog for søvnløse med råd til, hvordan man leve »et lidt bedre liv med søvnløse nætter.«

I seksten år har Anders Bortne været på jagt efter mirakler for at komme ud af sin zombietilstand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Ammel

Han har købt sig fattig i selvhjælpsbøger. Stået på hovedet i yogastillinger, lagt sig på briksen hos hypnotisøren, været på tonsvis af urte- og saftkure, fået stukket utallige nåle i ben, arme, hoved og bryst af ihærdige akupunktører og på et tidspunkt overskredet sin kraftige modstand mod sovemedicin.

For når man ikke kan sove, bliver man villig til alt!

Men intet har hjulpet, og gang på gang er den norske forfatter, tegneserieskaber og far til to mindre børn Anders Bortne blevet bekræftet i, at der ikke findes permanente løsninger, når man lider af søvnløshed i en sådan grad, at det er ødelæggende for livskvaliteten. Man bliver søvngænger om dagen og ligger vågen om natten. De løsninger, han er blevet præsenteret for og også har afprøvet, kalder han for »overfladiske, latterlige og hovedrystende.«

I 16 år har Anders Bortne været på jagt efter mirakler for at komme ud af sin zombietilstand. Bortset lige fra sovemedicinen, der hjalp i en periode, men gjorde ham afhængig og havde bivirkninger, har det været en ørkesløs vandring. Recepter på sovepiller kunne han til gengæld få udskrevet i en lind strøm. Uden spørgsmål fra lægen.

Bogen »Søvnløs - tusind vågne nætter og jagten på en løsning,« som udkommer på dansk 2. marts, er resultatet af de alt for mange timer i døgnet, hvor Anders Bortne har været lysvågen. Timer, som han har brugt på at opsøge søvnforskere, neurologer og psykologer, sideløbende med, at han har stukket næsen dybt ned i en stak af alt det, der i tidens løb har været skrevet om søvn.

Sammenligner med spiseforstyrrelse

Anders Bortne fortæller i bogen sin egen historie, tilsat en god potion selvironi, kombineret med sin indsamlede viden og nyeste erfaringer. For der er faktisk noget, der kan hjælpe lidt på den søvnløse elendighed, så han i dag kan leve bedre med sine natlige plager. Men slippe helt af med dem, tror han ikke på, at han kan. Forfatteren sammenligner sin fokusering på søvn med et menneske, der lider af en spiseforstyrrelse og er besat af køleskabet. Selv er han besat af forholdene omkring sin seng.

 

Det vigtigste er ikke, hvor længe, men hvordan du sover. Få timers sammenhængende søvn er bedre end en nat med mange afbrydelser, anbefaler Anders Bortne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Agnete Brun.

»Pudevår og dynebetræk skal have knapper, så indmaden ikke buler ud i nattens løb. Topmadrassen må ikke have en eneste fold eller ligge skævt. Hvis der ligger tøj eller ting, når jeg skal i seng, må jeg gøre forsøget senere,« skriver forfatteren.

»Sengelampernes ledninger skal være fæstnet ordentligt til væggen for at undgå, at de klasker imod panelet. Alene tanken om, at pæren har for kraftig en lysstyrke, kan ødelægge natten for mig. Men hvor besat jeg end har været af sengen, så lå jeg næsten ikke i den.«

For Anders Bortne begyndte søvnløsheden, da han var i slutningen af 20erne og stadig var studerende.

»I et lille værelse på en boksmadras begyndte jeg at ligge vågen hele natten, hørte den sidste sporvogn larme forbi ved et-tiden og morgenens sporvogn klokken fem.«

Anders Bortne ved, at han langt fra er den eneste, der lider af søvnløshed, og kalder de overfladiske løsninger for at »vildlede mennesker og afkoble dem en forståelse for deres egne problemer: »Søvnløshed er i allerhøjeste grad knyttet til den enkeltes livsstil og psyke, mener han. »Til netop det menneske, man er.«

5 gode råd fra Anders Bortne:

1. Det vigtigste er ikke, hvor længe, men hvordan du sover. Få timers sammenhængende søvn er bedre end en nat med mange afbrydelser.

2. Rutiner er gode, find noget, der passer til dig. Gør ikke for meget ud af det.

3. Find ud af, hvad du egentlig er bange for, når du er bange for, at du ikke kan sove.

4. Log af. Sæt dig ned. Eller gå ud og byg en snehule. Kunsten at falde i søvn er forbundet med kunsten at være til stede.

5. Lyv ikke for dig selv. Hvis din søvn skal blive bedre, må du først kende dit søvnmønster. Skriv ned, hvordan du sover. Hvor længe og hvor mange opvågninger.

Anders Bortnes »Søvnløs. Tusind vågne nætter og jagten på en løsning« udkommer 2. marts på Gads Forlag.