Anne Sofie Allarp: »Jeg håber ikke, det ender med mange konkurser og panikdrevne selvmord«

Coronadagbog: Hendes virksomhed er delvist lammet og så har coronavirussen måske slået kløerne i hende, så hendes børn har måttet putte hende i seng. Selv frygter hun, at mange vil kvæles i den økonomisk deroute. Her sætter Anne Sofie Allarp ord på sit eget coronakaos.

Anne Sofie Allarp er selvstændig, alenemor, og nu har hun også fået coronavirus. »Der er en solidaritet, men samtidig er det en sindssyg og fuldstændig vanvittig destruktion af privat indkomst og sikkerhed. Jeg har aldrig forestillet mig, at staten skal smadre folks privatøkonomi på denne her måde.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»Jeg har en aftale om at gå i biografen til en premiere. Min ven springer fra, for han vil hellere hjem til mig og drikke drinks end at sidde i en biograf fuld af fremmede mennesker. Han er bekymret for at komme til at smitte sin far. Vi drikker drinks og lytter til Mette Fredeiksen, der lukker landet ned. Ungerne er helt ekstatiske, fordi de ikke skal i skole. Der er en mærkelig fredagsstemning.

Jeg er på arbejde til en større konference på selve dagen, hvor mange har fornemmelsen af, at det er sidste gang i en lang periode, vi er sammen ude i det rigtige liv. Jeg forstår sagtens motivationen for at sige, at nu lukker vi helt ned i en periode.

Det her er nødvendige tiltag for at redde alle de ældre og svage medborgere, som vi allesammen har i vores familier. Der er en solidaritet, men samtidig er det en sindssyg og fuldstændig vanvittig destruktion af privat indkomst og sikkerhed. Jeg har aldrig forestillet mig, at staten skal smadre folks privatøkonomi på denne her måde.

Jeg er selv splittet mellem loyaliteten overfor den her katastrofe og den umiddelbare trussel imod os alle sammen – for ingen kan jo vide sig sikker, og er det lige mig, der får en svær infektion – og så det indgreb i folks frihed til at klare sig selv ved deres udmærkede arbejdskraft, det er simpelthen så voldsomt, at det er fuldkommen sindssygt historisk.

»Nu har jeg selv symptomer. Mine kirtler under hagen er hævede. Jeg er normalt aldrig syg. Jeg googler, er der virkelig kirtler under hagen?«


Jeg har arbejdet i hele verden. Tilbragt år i Afrika og tilbragt meget tid i det sydlige Asien. Det, der er essensen af fattigdom, er at man ikke har en adgang til at bruge de to hænder, man har, og sit hoved til at skaffe sig brød på bordet. Det er essensen. Vi er helt parkerede, og hele den private sektor styrtbløder, og det er et drama, der er parallelt med det andet drama, og som alverdens hjælpepakker kan sætte små plastre på, men som jeg slet ikke synes, man kan undervurdere i denne her situation.

Ungerne har det pragtfuldt. De sover længe, de lægger mig i seng, fordi jeg er syg. De er omsorgsfulde. Jeg tror, mange bruger det første par dage på at have besøg. Jeg havde besøg af en veninde sidste weekend. Jeg håber ikke, jeg har smittet hende.

En kombineret rædsel

Når feriestemningen lægger sig, tror jeg, der er mange, der sidder med store øjne i en form for kombineret rædsel. Rædslen over at miste sine gamle og elskede, kombineret med det rædselsfulde ved, at det her samfund bare bliver sindssygt meget fattigere, hvor vi ikke selv kan betale huslejen. Den lokale handelsdrivende, den lille café om hjørnet. Hele den private sektor og deres økonomiske udsigter. Jeg synes, det er så dramatisk.

»Når feriestemningen lægger sig, så tror jeg, der er mange, der sidder med store øjne i en form for kombineret terror.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

For alle, der holder oplæg, foredrag og er moderator på konferencer, er det her en trussel. Det lever jeg selv af. I de her måneder har jeg et rimeligt overskud, jeg mærker ikke en konkret personlig trussel, men jeg har mange penge ude at køre på den type arrangementer, når vi kommer lidt tid fremad. Jeg kan da mærke det. Jeg ved ikke, om det kommer til at koste mig 50.000 eller 200.000, men det er måske i den størrelsesorden. Jeg håber ikke, det ender med mange personlige konkurser og panikdrevne selvmord. Jeg ved ikke, hvor meget der ligger i det der store bjerg af økonomisk destruktion. Det økonomiske drama er ret voldsomt.

Nu har jeg selv symptomer. Mine kirtler under hagen er hævede. Jeg er normalt aldrig syg. Hvis jeg er syg, er det med en parasit fra Afrika, det er aldrig influenza, der lægger mig ned. Jeg googler, er der virkelig kirtler under hagen? Nu er der dundrende hovedpine, ondt i hele kroppen og ubehag, og noget vandagtig løbende næse. Nu kommer den karakteristiske trykken for brystet med kort vejrtrækning, som om der sidder et mellemstort barn på brystet.

»Man stiller folk i en situation, hvor de kan miste kære og gamle, og samtidig stiller man dem i en situation, hvor de er økonomisk trængte. Det er en sprængfarlig cocktail.«


Jeg bekymrer mig ikke. Jeg har ikke svært ved at trække vejret. Jeg sætter min lid til immunforsvaret, der forhåbentlig trækker den godt hjem. Jeg har ingen hovedpine tilbage.

Jeg tror, mange af os får det, og jeg tror, det vil vare ved nogle år, og i den forbindelse er jeg ikke ked af nok at have haft det allerede. Jeg ved godt, der er et stort operationelt system i gang. Men jeg synes, det er vildt, at de ikke tester os, ikke mindst for at have en reserve, der ikke kan smitte gamle, som man ville kunne mobilisere. Jeg registrerer mig på det site, man skal registrere sig på.

Hvis jeg om en uge står på den anden side og kan bidrage i krisesituationen sammen med andre, der har haft det, så er det da meget rart at have en lille armé af folk, der ikke bringer nogen fare. Vi kan sørge for mad eller hjælp til andre. Måske har jeg for store forventninger til vores evner her i krisetider.

Jeg oplever bredt, at folk tager det mega alvorligt. Spørgsmålet er, hvor længe man kan regne med, at folk lader sig spærre inde i deres hjem med deres børn. Hvornår folk får spat og skrider ud. Det går godt indtil videre, og alle forstår, at man bliver nødt til at bidrage konstruktivt.

Min søde nabo lagde chokoladekage på trappen. Og mange har spurgt, om jeg skal have hjælp til at købe ind. Det er sødt.

Anne Sofie Allarp med sin søn i hjemmet. Fold sammen
Læs mere

Vi har organiseret os rigtig spansk, begge børn er halvt spanske, så vi går sent i seng.Vi har en kæmpestor specialbygget seng på to gang to meter. Der sover vi alle tre. Der er campingstemning i det. Det er hyggeligt nok. Og så prøver jeg at få lavet nogle ting, mens vi laver nogle lektier. Jeg synes, det stiller virkelig høje krav, når man skal det hele. Både at have coronavirus, være hjemmelærer og være forsørgeren og samtidig være den, der laver mad og gør rent. Det er svært.

Børnenes far bor i Malmø med en sød kæreste, der er sygeplejerske på Malmø Sygehus. Jeg har nok coronavirus, så hvordan kan vi gennemføre en overførsel? Og kan børnene overhovedet rejse ud af Danmark og ind i Sverige? Hvornår kan børnene komme over til deres far? Hvornår er de ikke længere smittefarlige, så de ikke smitter hende, og hun tager det med på sygehuset? Det er i sig selv en stor øvelse med mange logistiske overvejelser.

»Lige nu har vi ingen friheder. Vi er lukket ned, som var vi et diktatur.«


Ingen stiller spørgsmålstegn

Jeg synes det er en virkelig svær ledelsesmæssig opgave at skulle bringe det her sikkert i havn. Det kræver noget andet. Lige nu har vi ingen friheder. Vi er lukket ned, som var vi et diktatur. Men vi er et demokrati, og vi forventer at diskutere ting. Lige nu er der kun flokmentalitet, og man må ikke stille spørgsmålstegn ved noget. Jo mere folk bløder personligt, jo mere vil vi se folk stille spørgsmålstegn ved politikken. Det vil stille kæmpemæssige krav til både politisk samling på Christiansborg, men også krav om en utrolig stor åbenhed i alt, hvad der bliver fremlagt af initiativer og direktiver.

Vi kan godt klare to uger, og de private erhvervsdrivende kan nok klare to eller tre uger, men kommer vi hen til det punkt, hvor folk ikke kan betale huslejen, og vi ser folk være ved at kvæles i den økonomisk deroute, som vi er igang med at selvudføre, så vil det stille enormt store krav.

Jeg forestiller mig, at der er kapacitet i dansk politik til at imødegå sådan en situation på en ordentlig måde, men den offentlige samtale har en ringe kvalitiet lige nu. Politikerne er ikke vant til at indgå i en reel diskussion. De er vant til at fremføre en talelinje og så gentage den – og bullshitte sig igennem. Vi står ikke på et tidspunkt i dansk demokrati, hvor vi har en stor tillid mellem presse, befolkning og politikere, og det, kan jeg godt være bange for, er et problem på længere sigt. Man stiller folk i en situation, hvor de kan miste kære og gamle, og samtidig stiller man dem i en situation, hvor de er økonomisk trængte. Det er en sprængfarlig cocktail.«