Chanels berømte næse

Olivier Polge er Chanels nye parfumør. Han følger efter sin far og skal løfte arven som skaber af nogle af verdens mest populære parfumer og sikre en milliardomsætning. MS har som første skandinaviske medie mødt ham.

I Frankrig skal alle skolebørn hvert år ved skoleårets begyndelse aflevere et skema, hvor der står, hvad barnets forældre laver. Det gjorde Olivier Polge også, da han gik i skole i Paris i 1980erne.

»Parfumeur« stod der ud for hans far.

»Åh,« sagde nye lærere ofte.

»Har han en bod et sted, så vi kan dufte, hvad han laver?«

Det havde han ikke. Overhovedet ikke. For Olivier Polges far var Jacques Polge, og selv om hans navn nok ikke er et almindeligt kendt navn, er han det tætteste, man kommer på en superstjerne inden for parfumefaget. Han var i 36 år Chanels parfumør, den kun tredje i rækken siden 1921. Det job, der i grove træk betragtes som det mest eftertragtede i parfumeverdenen. Chanel har nemlig ikke kun en lang række af verdens mest berømte parfumer i sortimentet, men også egne marker i Grasse, hvor man producerer ingredienser til parfumer, og egen fabrik lidt nord for Paris, tæt på lufthavnen Charles de Gaulle.

Som Chanels parfumør har man, udover et stort apparat at spille på og en lang historie at varetage, et stort økonomisk ansvar. Over halvdelen af firmaets indtægt, som Forbes anslår til omkring 4,7 milliarder dollar, menes at stamme fra kosmetik- og parfumesalget. Om tallene er præcise, ved ingen, for Chanel er stadig privat ejet af Alain og Gerard Wertheimer og ikke børsnoteret. De er efterkommere af Pierre og Paul Wertheimer, to franske forretningsmænd, som Coco Chanel indgik partnerskab med, da hun havde brug for kapital til at producere og distribuere sin første parfume i 1921. Den hed no. 5, fordi hun valgte den femte duftprøve udviklet af Ernest Beuax, som i 38 år var husets parfumør. No. 5 var verdens første ’moderne’ parfume, der kombinerede både syntetetiske og naturlige noter. Beaux blev i 1954 efterfulgt af Henri Robert, der blev afløst af Jacques Polge.

Som far, så søn

Da Jacques Polge gik på pension i 2014, efter at have været husets kun tredje parfumør i næsten i 100 år, faldt valget på hans søn, Olivier, der nu sidder på 5. sal i Chanels hovedkontor i den rige pariserforstad Neuilly-sur-Sei. Hovedsædet er et stort kontorbyggeri. Her er sort og hvidt. Velklædte ansatte med små diskrete CC’er på alt fra frakkeknapper til smykker. Til den ene side ligger en japansk have, hvor gartneren en gang om ugen river gruset i smukke mønstre, til den anden side ligger en engelsk have, der blomstrer duftende om sommeren. Og øverst, med udsigt over Paris, ligger laboratoriet, hvor Olivier Polge nu regerer, og hvor han har komponeret sin første duft for Chanel, Misia.

Han er en nydelig mand, 40 år gammel. Mørkt hår, der er lige præcis så tykt og uregerligt, at han umuligt kunne være en forretningsmand af typen med excelark og vigtig mine i fast track-køen i lufthavnen. Iført et let gråt jakkesæt i så kostbar en kvalitet, at det falder smukt, selvom det er så tyndt, at det har et anstrøg af boheme. En grøn rullekravesweater antyder, at han godt ved, på hvilken Seinebred, Sorbonne ligger. Lange hænder og et forsigtigt engelsk, samtalen klatrer af sted på.

»Da jeg var barn, ville jeg aldrig være parfumør. Jeg ville være alt andet, jeg spillede klaver og drømte om at blive musiker. Men selvfølgelig fyldte det meget, at min far arbejdede for Chanel, og hjemme hos mine forældre på det møbel ude i entreen, hvor man normalt har nøgler liggende, lå der altid små duftprøver, men jeg endte med at ville studere.«

Derfor begyndte han at læse kunsthistorie, men en sommerferie fik han et job på Chanels laboratorium.

»Den sommer gik det op for mig, at det var det, jeg ville lave. De kunne jo noget særligt på laboratoriet. Det gik op for mig, at det er et håndværk at lave dufte. Min far siger altid, at han blev parfumør, fordi han var en af de få, der vidste, at man kunne blive det, fordi han voksede op i Grasse, og på en måde var det vel det samme, der skete for mig. Jeg vidste, at det fandtes, og da jeg opdagede, hvordan det er at arbejde med råvarerne, hvad man faktisk gjorde, var det det, jeg skulle.«

Ingen officiel parfumær-skole

Der findes ingen officielle skoler for parfumører, så Olivier Polges far sammensatte et program for ham, hvis allerførste skridt var at sende ham langt ud af huset Chanel.

»Det var rigtigt set af ham. Jeg skulle lære selv, og jeg skulle få min egen identitet, ikke ’kun’ være hans søn.«

Han tilbragte en række år hos producenter af råvarer for at få en fornemmelse for, hvad det egentlig er, parfumefremstilling handler om. Først hos råvareproducenter, især i parfumebyen Grasse, før han i 1998 blev trainee i det amerikanske firma, International and Flavour, der normalt bare forkortes IFF, hvor han senere blev ansat. IFF er et amerikansk firma, som lever af at producere dufte, til alt fra madvarer, drikke og snacks til sæbe, shampoo og skyllemiddel, men firmaet producerer også parfumer til high end modehuse som Viktor og Rolf og Balenciaga. I moderne modehuse, der laver muligt andet end mode – og især tjener pengene på alt muligt andet end lige præcis tøjet – er det helt almindeligt, at store dele af sortimentet produceres i samarbejde med eksterne leverandører. Det gælder parfumer, men også solbriller, hvor 80 pct. af alle mærkevaresolbriller produceres af Luxxotica, der blandt andet laver solbriller for Prada, Burberry, Versace, Miu Miu, Stella McCartney og såmænd også Chanel. På samme måde kan luksusmærker bestille en duft i et firma som IFF uden selv at have en parfumør ansat. Derfor lavede Olivier Polge dufte for en bred palet af topnavne som blandt andre Balenciaga, Blumarine, Burberry, YSL, Bvlgari, Jimmy Choo og Jill Sander.

»Da min far skulle holde op i Chanel, var det jo ikke ham, der skulle udnævne afløseren, men jeg tror da, at de lyttede til ham,« siger Olivier Polge. I en parfumeverden, hvor familieforbindelser betyder meget, er det nok årtiets underdrivelse. Men det gjorde de formentlig, for han fik tilbudt jobbet, som indebar, at han i et års tid skulle arbejde sammen med sin far for at sikre en gnidningsløs overgang.

»Karrieremæssigt var jeg slet ikke i tvivl. Det var en stor mulighed, Chanel er jo noget særligt. Vi styrer processen fra begyndelsen til slutningen. Chanel har både parfumer, der sælges bredt og produceres i store mængder, og serien Les Exclusifs, som sælges langt færre steder.«

Han hopper ned af stolen, som han sidder på, går gennem rummet og kommer tilbage med en flaske. Han tager et lille firkantet stykke pap, en anelse ru i overfladen, og sprayer på det. Han holder det i hånden et øjeblik, før han rækker det videre.

»Den her parfume, »Le Jersey«, lavede min far, fordi der kom en leverandør fra Grasse og tilbød os en helt ekstraordinær god kvalitet lavendel. Han høster ikke mange kilo af dem om året - derfor ville vi aldrig kunne bruge ham som leverandør, når vi skal producere store mængder, men i mindre skala giver det god mening. At gøre begge dele, det er Chanel den eneste, der kan, og det er en af grundene til, at jeg sagde ja. Privat var jeg nok lidt mere bekymret. Hvordan ville det være at være voksen og skulle arbejde sammen med sin far?«

Han griner.

»Men det gik. Det gik faktisk fint.«

Inspiration fra Chanels liv

Hans første parfume for Chanel Exclusifs er netop blevet lanceret, og som mange andre parfumer i Chanelhusets sortiment trækker den på inspiration fra skaberen Chanels liv. Den er inspireret af Misia Sert, en polskfødt pianist, der voksede op hos sine bedsteforældre i Brüssel i et kunstmiljø – Franz Listz var en nær ven af huset. Som voksen var Misia gift et utal af gange med velhavende mænd og havde selv en kunstnerisk salon i Paris, hvor blandt andre Monet, Renoir og Proust kom. Hun omgikkes og støttede kunstnere og poserede ofte for dem. Hun mødte Coco Chanel i 1917, og var den, der hev Coco Chanel ind i en mere intellektuel og kunstnerisk verden. For den unge Gabrielle, som Chanel oprindeligt hed, var nok både driftig, talentfuld og med evne for at omsætte tidsånden til mode, men hun var også et børnehjemsbarn uden en formel uddannelse eller intellektuel opdragelse.

Døren til den verden åbnede Misia for hende, især ved at introducere hende for Les Ballet Russes, et balletkompagni, der eksisterede 1909-1929, men som navnet til trods var baseret i Paris og ikke optrådte i Rusland, og som Chanel senere tegnede kostumer og kulisser til.

Parfumen er dedikeret til de to kvinders venskab, men det er sekunderne, før balletdanserne træder ind på scenen, der har inspireret Olivier Polge.

»Når man skal lave en parfume inspireret af et menneske, er man nødt til at vælge et øjeblik, der symboliserer det menneske. Jeg har tænkt på Ballet Russes, som hun introducerede Chanel for. På hvordan det må have duftet, når danserne skulle på scenen. Det øjeblik i kulissen. Af det pudder, de brugte, læbestifterne.«

Derfor er duften især baseret på to slags roser, lavendel (hvis duft giver en antydning af læbestift) og især iris, hvis rod (ikke de smukke blomster, der nok pynter i en vase, men parfumemæssigt er ligegyldige) giver en sød pudderagtig duft. Olivier Polge viser dem frem i laboratoriet, hvor de ligger i en glasbakke. Her er også tongabønner, der dufter dybt og tæt, og her er et duftorgel, en kæmpe karrussel i flere lag, hvor hundredvis af små flasker med hver sin duft står. Her er vinduer fra gulv til loft, to damer i hvide kitler. Han peger på en række bøger. Smukke læderindbundne med guldskrift på ryggen. Og åbner et af de højglanspolerede ved siden af.

»Her står så alle de grimme,« siger han og griner. Farvede bogrygge i mange størrelser dukker op.

»Det er dem, vi bruger, men de pynter ikke. Sådan er det. Det at skabe en parfume er ikke særlig romantisk, jeg beklager, men det er det ikke. Det handler om at udregne den rette formel. Meget af mit arbejde foregår på et stykke papir, og meget af det, man skal lære, handler om at vide, hvordan formlerne skal formuleres. Først når jeg har en fast idé, får jeg egentlige duftprøver. Chanel-parfumer ligner ikke hinanden, men det typiske er nok en komponeret duft. En Chanel-parfume dufter ikke af en blomst. Du kan ikke sige »det er en rosenparfume«, eller det er iris. Den dufter af flere ting, du ikke kan adskille. Det har de til fælles og har haft siden no. 5«

Duftprøverne står som små vifter på hans bord i et lille kontor med et skrivebord og plads til en enkelt stol overfor. De er små, spidse papirstykker holdt fast i en holder, så han kan dufte, hvordan de udvikler sig over tid. Næste projekt er i gang, men han kan ikke sige noget om det. Heller ikke om det er en parfume, han arbejder på, eller en duft til et Chanel-makeupprodukt, der også laves i laboratoriet på 6. sal.

»Det er det, der er så fantastisk her. Jeg kan lave mange ting, og jeg kan lave en portfolio, en række dufte, der passer sammen. Det kunne jeg ikke før, så lige nu har jeg ikke noget imod at blive sammenlignet med min far. Men hvis det kun er ham, jeg skal tale om, om fem år, bliver jeg måske lidt træt.«

Og så går han tilbage på sit kontor og sætter sig. På den plads, der nu er hans.