Stadsarkitekt: Løs lokalplan skyld i Østerport II

Københavns nuværende stadsarkitekt udpeger fejlen i sagen om Østerport II. En for »løs« lokalplan er skyld i, at Østerport-byggeriet potentielt ikke blev stoppet. Arkitekturen i byen bør dog altid være et politisk skøn, slår lokalpolitiker og stadsarkitekt fast efter kritik.

Østerport II. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Et år er efterhånden gået, siden Berlingskes egen Københavnersnude og arkitekturskribent, Holger Dahl, anmeldte Østerport II her i spalterne. Det skulle blive starten på en lang rejse for det nu udskældte byggeri, der både er kåret af Berlingskes læsere og af Arkitekturoprøret til det grimmeste byggeri – af sidstnævnte endda som det grimmeste byggeri i fem år.

Spørger man stadsarkitekt Camilla van Deurs, er forklaringen, på hvordan byggeriet i første omgang kom til at se dagens lys, en for »løs« lokalplan.

»Fejlen ved Østerport II er, at lokalplanen for området var meget løs. Der stod blot i lokalplanen, at facaden skulle være i naturmaterialer, hvilket både kan være tegl, glas og træ eksempelvis. Derfor kunne man ikke forudsige, hvordan facaden ville ende med at se ud,« siger Camilla van Deurs.

Lokalplaner skal ellers sikre, at lokalpolitikernes politik og vision for byen bliver fulgt, når der kommer nye byggerier til. Men en for løs lokalplan kan altså give politikerne problemer på nakken.

Meget af kritikken har blandt andet berørt beklædningen på facaden. Beklædningen er på grund af en produktfejl taget ned, men skal efter planen sættes op igen.

Camilla van Deurs begyndte først i hvervet som stadsarkitekt 1. februar 2019. Hun sad derfor ikke selv i jobbet, da Østerport II blev godkendt. Men da Berlingske spørger ind til, om der er byggerier i København, man burde have undgået at bygge, falder snakken automatisk på Østerport II.

Hun forklarer, at det er en stadsarkitekts rolle at rådgive og vejlede lokalpolitikerne i sager, der har at gøre med byudvikling og arkitektur, så de er klædt godt nok på, når de skal godkende eller forkaste lokalplaner.

»Lokalplanerne kan med fordel derfor være mere strikse på særligt følsomme steder i byen, så man i fremtiden undgår en sag som Østerport II,« siger stadsarkitekten.

Stadsarkitekten i København har – modsat i andre kommuner – ikke beslutningskompetence til selv at beslutte, om et byggeri skal godkendes eller ej. Det er i sidste ende ene og alene lokalpolitikerne i Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen, der bestemmer, hvilke byggerier der kommer til.

Til møderne med politikerne kan stadsarkitekten komme med sin faglige vurdering omkring byggeriet, og eksempelvis påpege, hvis det ikke er ambitiøst nok. Men politikerne har ikke pligt til at følge hendes vurdering.

Et politisk skøn

Flere politikere har tidligere til Berlingske forklaret, hvordan de føler sig »taget ved næsen« i forbindelse med netop byggeriet af Østerport II, hvor de oplever, at der er langt fra de visualiseringer, de har set af byggeriet, og det færdige resultat. Derfor har Københavns Kommune også netop indskærpet kravene til retningslinjer for de arkitekttegninger kommunen modtager.

»Jeg fortryder, at byggeriet blev godkendt, når resultatet er, som det er,« sagde Lars Weiss fra Socialdemokratiet og 1. næstformand for Borgerrepræsentationen i sin tid om processen.

»Vedrørende Østerport II synes jeg, vi er blevet taget ved næsen. Vi havde stemt anderledes, hvis vi skulle stemme ud fra, hvordan det ser ud i dag,« siger Jakob Næsager (K), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Men Jakob Næsager mener, at det stadig bør være politikerne, der varetager beslutninger om byudviklingen, da »æstetikken i høj grad er et skøn«. Det, selv om det kan være komplicerede beslutninger at træffe.

Er det den rigtige beslutning, at det skal være et politisk skøn?

»Det synes jeg. Mange af tingene er ikke en faglig beslutning, men en politisk beslutning: Hvordan byen skal udvikle sig, hvor højt man må bygge, eller hvordan Middelalderbyen skal udvikle sig. Det er i høj grad politiske beslutninger,« siger Jakob Næsager.

Han siger videre, at der er mange valg, der skal træffes, inden en lokalplan falder på plads.

»Nogle gange er det politiske valg, andre gange er det mere tekniske valg. Jeg synes, at vi er klædt på til at foretage de skøn, der skal skønnes. Så har vi forhåbentlig dygtige nok embedsfolk til at klæde os på til de tekniske og de juridiske dele,« siger Jakob Næsager.

Stadsarkitekt Camilla van Deurs er enig i, at det trods kritik stadig bør være politikerne, der bestemmer, hvad der skal bygges i København.

»Det bør altid efter min vurdering være politikerne, som jo repræsenterer borgerne i København, der har den endelige beslutning om byens udvikling,« siger Camilla van Deurs.

Adjunkt i bæredygtig byplanlægning på Roskilde Universitet Jesper Pagh er enig i, at det bør være en politisk beslutning, men mener, at arbejdsformen i flere sager bør være anderledes.

»Grundlæggende bør der være tale om en politisk beslutning. Men så kan man spørge sig selv, om de samarbejdsformer, vi har mellem politikere, borgere, forvaltning, investorer og arkitekter, når beslutningsgrundlaget tilvejebringes, måske ikke altid er optimale. Den individuelle sagsbehandling bliver nogle gange problematisk. Eksempelvis når politikere sidder individuelt og vurderer, om et byggeri er grimt eller ej,« siger Jesper Pagh.

Efter byggeriet af Østerport II har forvaltningen lavet en ny manual til udarbejdelsen af lokalplaner, som skal sikre, at der er en ensartethed i sagsbehandlingen af byggerier. Lokalplanerne skal også fremover være mere præcise i deres formuleringer.