Nu bliver Danmarks højeste boligbyggeri en realitet

Et nyt boligbyggeri i Aarhus vil efter planen rage højere op end noget tårn i København. Og nu er de sidste godkendelser faldet på plads så byggeriet kan gå i gang i projektet, der forventes at stå færdigt om to år.

For en tid i hvert fald får Aarhus Danmarks højeste vartegn – en skyskraber på 142 meter placeret på byens havnefront. Den høje bygning skal opføres i den nordlige del af havnen, som i løbet af de kommende årtier vil blive bebygget med boliger, kontorer og institutioner, i takt med at de hidtidige havnevirksomheder endegyldigt forsvinder. Foto: Lighthouse Fold sammen
Læs mere

Et 142 meter højt boligtårn er ved at rejse sig ved spidsen af Aarhus Ø. Torsdag blev de sidste formelle forbehold ophævet, hvilket betyder, at det 142 meter høje projekt  nu endeligt bliver en realitet.

Dermed vil tårnet række længere ind i himlen end Domus Vista-højhuset i Frederiksberg Kommune, som er 102 meter. Dernæst følger Bohrs Tårn i Carlsberg Byen med 100 meter – dette stod færdigt i 2017.

Det senest planlagte høje byggeri i København, Pasteurs Tårn i Carlsberg Byen, bliver med sine 120 meter og 37 etager heller ikke højere end tårnet i Aarhus. Københavnere og tilflyttere kan forvente at flytte ind i tårnet i Carlsberg Byen i 2022.

Samme år skal det aarhusianske Lighthouse efter planen stå færdigt. Navnet kommer af tårnets placering ved byens bugt, forklarer Kim Herforth, stifter og kreativ direktør hos 3XN, til Building Supply:

»Lighthouse er et fascinerende projekt. Det har en helt særlig nærhed til havet, hvilket har givet inspirationen til arkitekturen. Bugtens bølger er med til at forme bygningen, og med en placering helt ud til Aarhus Bugten vil Lighthouse markere sig som et fyrtårn og vartegn for hele Aarhus.«

Byggeriet begynder i denne måned, hvor der vil blive bygget en etage om ugen. Bygningen skal indeholde store lejligheder på 200 til 300 kvadratmeter, men også to- og treværelseslejligheder.

Fra toppen af bygningen vil man kunne se ud over Aarhus, til Mols Bjerge og Samsø. På toppen af tårnet vil der være en udsigtsplatform, restaurant eller café, som bliver tilgængelig for offentligheden.