Københavnersnuden: Ingen ved deres fulde fem vil beundre Ørestaden om 70 år

Fortidens bygninger står smukt og minder os om den kvalitet, man byggede med engang. Men patinering er en glemt kunst i nutidens arkitektur. Desværre.

»I København oplevede jeg noget af det samme med Gamle Scene ved Det Kongelige Teater. Den stod også helt sort og skulpturel, da jeg flyttede til byen i 1980, men også den blev renset i løbet af årtiet og skiftede ham fra skifersort til sandstensgylden«, skriver københavnersnuden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

»Tilegnet alt der har stået for længe i regnen« hedder første linje i et digt af Søren Ulrik Thomsen. Det er en meget SUTsk linje, naturligvis. Han er kendt som baggårdenes, strømmenes og forfaldets besynger og som en stor elsker af København.

Kærligheden til byen deler digteren sandsynligvis med de fleste læsere af denne klumme, men jeg vil alligevel gerne her slå et slag for netop den kvalitet, som SUT så smukt digter om: Tidens tand kunne man kalde den, eller patinering som det hedder blandt arkitekter.

Den sorte kolos

Da jeg var i London for første gang i mit liv, i 1967, var vi også henne forbi Parlamentet. Vi hørte historier om Guy Fawkes, og Winston Churchill og Gladstone og mange andre mytologiske skikkelser fra britisk historie. Fortællingerne og rundvisningen gjorde indtryk på mig, javist, men mest af alt blev jeg slået omkuld af selve den enorme matsorte bygning, der så ud til at være lavet af massivt kul.

Med sine takker og krummelurer og helt uoverskuelige form koncentrerede den al mytologi om London og imperiet. Den sorte klods var Dickens, Peter Pan, William Blake og Sherlock Holmes i sten. En perfekt visuel metafor for alle forestillinger om England, og da jeg senere i løbet af halvfjerdserne var i London adskillige gange, blev parlamentet ved med at være en (begsort) hjørnesten i ethvert besøg.

Men da halvfjerdserne lakkede mod enden var det slut. En ny tid begyndte i firserne, briterne brændte ikke så meget kul af mere, og det var desuden åbenlyst, at den meget porøse sandsten, parlamentsbygningen er beklædt med, ikke kunne tåle forureningen.

Man gik derfor i gang med et langvarigt rensningsprojekt: Over en årrække lod man vand sive ned over bygningen, og til sidst stod den mild og æggesnapsgul tilbage, som den dag den stod færdig i 1876. Det så fint ud, men noget var forandret. Det var pludselig ikke sjovt at se på bygningen mere. Den lignede bare en helt ny kulisse og havde fuldstændig mistet sin forbindelse til det levede liv og til Londons og imperiets historie.

I København oplevede jeg noget af det samme med Gamle Scene ved Det Kongelige Teater. Den stod også helt sort og skulpturel, da jeg flyttede til byen i 1980, men også den blev renset i løbet af årtiet og skiftede ham fra skifersort til sandstensgylden. Flottere uden tvivl, men også den på en fremmedgørende måde pludselig mærkeligt ny midt i det gamle København.

C.F. Hansens Domhus fra 1815 er en af den slags bygninger, der næsten bliver pænere af at blive ældre. Hvor meget af det vi bygger nu, vil vi kunne tåle at se på om 200 år? Fold sammen
Læs mere
Foto: BJARKE ØRSTED.

At ældes med ynde

De to oplevelser peger på den mærkelige ting, patinering kan gøre. Materialer, der ældes smukt, er de bedste materialer. Vi kender alle de slidte trapper i middelalderbygninger, eller de blankpolerede hjørner på dørhåndtag, og den dybe farve en gammel kalket væg kan få, præcis fordi den er gammel og har optaget smuds og spindelvæv gennem årtier.

Fortidens arkitekter vidste, at de byggede til århundrederne. De valgte altid materialer, der ikke blot kunne holde længe, de valgte helt naturligt materialer, der bliver smukkere med tiden. Den slags behøver ikke være dyre: En ganske almindelig håndstrøgen mursten patinerer for eksempel smukt, og i København kan man stadig glæde sig over de ydmyge ildebrandshuse fra slutningen af 1700tallet, der på trods af deres alder, eller måske netop på grund af den, står helt klart i gadebilledet selv her på over 200 års afstand.

»Fortidens arkitekter vidste, at de byggede til århundrederne. De valgte altid materialer, der ikke blot kunne holde længe, de valgte helt naturligt materialer, der bliver smukkere med tiden.«


En uskøn forvitring

Det er sentimentalt at tænke sådan, det ved jeg godt. Men altså: som indrømmet sentimental Københavnersnude kan man blive noget bekymret, når man betragter nutidens byggeri. For hvad er det for en arv, vi efterlader til vore børn og børnebørn?

Folk vil næppe beundre Ørestad om 70 år, mener Holger Dahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

De huse, der bygges i dag har intet blik, der rækker ud over den dag, alle lejlighederne er solgt. Så kan huset få lov til at forvitre ganske uskønt og trist. Der er ingen ved deres fuld fem, der forestiller sig, at vi om 70 år vil spadsere gennem Ørestad og beundre den fine patinering på fugemassen og de billige betonelementer fra begyndelsen af det 21. århundrede. Og det er trist.

I en tid, hvor bæredygtighed hver eneste dag fylder mere og mere i pressen og i folks bevidsthed, er det værd at understrege, at den mest bæredygtige måde at bygge på, er at bygge holdbart. En bygning der skal rives ned eller renoveres efter tyve års brug er ikke bæredygtig, uanset hvor mange solpaneler man putter på den.

Derfor er det en katastrofe, at vi helt har glemt den gamle håndværksbårne kultur. Vi skal have lidt mere respekt for de spor, vi selv sætter i verden, og derfor skal vi sørge for at sætte dem ordentligt. For at fortsætte med SUT:

... / i varmen i skyggen i blæsten i verden / alt der står lænket til livet / mens solen braser gennem dets anløbne omrids.