Derfor er Charles Saatchi guld værd for kunstnere

Britiske Charles Saatchi tjente mange penge som reklamemand, men så besluttede han sig for at gå efter den store gevinst: Han blev kunstsamler. Det var der mange kunstnere, der OGSÅ blev meget rige af. I anledning af kunstmessen i Herning portrætterer Torben Weirup den markante britiske samler.

Charles Saatchi er blevet betegnet som alt fra en moderne Medici til en spekulant, der begår barnerov i kunstakademiernes kuvøser, gør kunstnere berømte og dropper dem, når han ikke kan tjene mere på dem. For andre er Saatchi, der har en fortid som reklamemand, en passioneret samler. Han har skrevet bogen »My Name Is Charles Saatchi And I Am An Artoholic«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Der er en historie om en kvindes uredte seng, som Charles Saatchi erhvervede for en formue.

Men inden vi fortæller den, er det på sin plads at nævne, at Charles Saatchi først tjente en formue som reklamemand. Charles Saatchi er født i 1943. Han var blandt andet Margaret Thatcher meget behjælpelig med at vinde magten i 1979 og drev i 1980erne, sammen med sin bror, verdens største reklamebureau.

Det er også i de år, Charles Saatchi for alvor begynder at interessere sig for kunst og åbner et interessant galleri i London-kvarteret St. John's Wood. Her viser han værker af nogle af de kunstnere, han er optaget af på det tidspunkt, fra de amerikanske minimalister til gruppen yBa, young British Artists. yBa og Charles Saatchi skal gennem årene få endog overordentlig stor gensidig glæde ved at kende hinanden og tjene rigtig mange penge på deres fælles interesse for kunst. Og hinanden.

It's advertising, stupid

Charles Saatchi har ikke for ingenting en baggrund i reklamebranchen. Da den amerikanske fotograf Tierney Gearon i 2001 udstillede nogle formelt set egentlig ganske banale billeder af sine børn af den slags, der før instagram var i enhver families fotoalbum, blev der selvfølgelig sørget for at advisere pressen og politiet, og der blev sat advarselsskilte om nøgenhed op ved indgangen. Med det indlysende resultat, at et stort og nyfigent publikum selvfølgelig strømmede til Bundary Road for at se, hvad the fuss was all about.

Charles Saatchi, der i perioder erhvervede mindst ét værk om dagen, var heller ikke særlig diskret med, hvilke kunstnere han interesserede sig for. Det betød, at mange andre også købte værker af de kunstnere, Saatchi satsede på, og så steg prisen efterfølgende. Det var hensigtsmæssigt for dem, der var tidligst ude. Som regel.

Alfahannen i Young British Artists, Damien Hirst, der her ses foran sit værk fra 1991 »The Physical Impossibility of Death in the Mind of Someone Living er en af dem, der har haft et langt og frugtbart samarbejde med Charles Saatchi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

Memento mori

Kunstnere har brug for gode kunsthandlere, og en sådan fandt Damien Hirst i Charles Saatchi i et sådant omfang, at førstnævnte bruger sin private helikopter, når han pendler mellem London og sit slot. Damien Hirst var alfahannen i gruppen af Young British Artists, der fik en formidabel succes i 1990erne, blandt andet takket være Charles Saatchis udstillinger og markedsføring. Damien Hirst blev dengang mest kendt for sine vitrineværker, hvor forskellige døde dyr er syltede i formaldehyd og – hvad enten der nu er tale om hajer, får, køer eller andre dyr – bliver tillagt en filosofisk betydning. Hirst indrettede også på en tidspunkt en af kunstmuseet Tates sale som et apotek med diske, kasseapparater og lange baner af pilleglas, og i mange af hans værker møder man en stemning og en tematik, der kort fortalt går ud på, at vi skal huske, at vi skal dø, og derfor skulle vi måske ærlig talt forsøge at få det bedste ud af livet.

Dét var også Tracey Emins udfordring. Var Damien Hirst førerhannen i yBa og Saatchigruppens hyrde, blev Tracey Emin alfahunnen.

Emin vakte tidligt en del opmærksomhed for værket »Everyone I have Ever Slept With 1963-95« – et telt med 102 navne, som hun havde delt seng med, platonisk eller på anden vis – men det nægtede hun at sælge til Charles Saatchi, fordi han bistod Thatcher med at vinde magten. Saatchi købte det så gennem en mellemmand, og med tiden kom de til at stå på god fod med hinanden.

Det vakte en vis opsigt, da Charles Saatchi erhvervede Tracey Emins skulptur »The Bed«, der kan opfattes som et billede på sorg og depression. Alle implicerede smilede ikke desto mindre på vejen til banken, og Charles Saatchi gjorde en særdeles god handel, da han videresolgte »The Bed«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ed Jones.

Sleeping partners

Dette var praktisk for begge parter, da Tracey Emin i 1998 udtænkte »The Bed«. Den er en scene, der tematiserer ensomhed, fortvivlelse og depression. Nogle kunstnere ville have malet et billede. Tracey Emin udstiller sin uredte seng, komplet med tømte vodkaflasker og ditto pilleglas, trusser og strømpebukser, slippers og de mange servietter, man bruger, når man ligger i sin seng og er ked af det.

»Det var det værk eller selvmord,« forklarede Tracey Emin noget flamboyant. Heldigt for hende, at hun valgte værket. Charles Saatchi gav hende 150.000 pund for det.

Gyngerne og karousellerne

»The Bed« er blandt de udstillede værker, da Charles Saatchi i begyndelsen af det nye årtusinde flytter sit galleri til County Hall ved Themsen. Det tidligere hjem for Londons bystyre ligger sammen med pariserhjulet The London Eye, et forfærdeligt dårligt Dali-museum, burgerrestauranter og andet gøjl, og kunsten i Saatchi Gallery antager uvilkårligt karakter af raritetskabinet. Nogle år senere flytter Charles Saatchi imidlertid sit galleri til det tidligere hovedsæde for the Duke of York på King's Road i Chelsea, hvor han har haft adskillige fremragende udstillinger, der har vist nye tendenser i billedkunsten, men han ved også, at pengene skal ind, når man driver en kunsthal med gratis adgang, så lige nu og til 3. maj vises en udstilling med Tutankhamons skatte.

Og Tracey Emins uredte seng? Den solgte Charles Saatchi for et par år siden på auktion. Pris: 2,5 mio. pund.