Frederiksberg Have lukker midlertidigt for løbere grundet corona

Find et sted, hvor der er mere plads til løbeturen, lyder opfordringen fra myndigheder grundet coronakrisen.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Video: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Motionsløbere på Frederiksberg og i København skal den kommende tid springe Frederiksberg Have over.

I stedet må man løbe en tur i eksempelvis Søndermarken, hvor der er mere plads.

Det er opfordringen fra Slots- og Kulturstyrelsen, Frederiksberg Kommune og Københavns Politi, som fredag indfører et midlertidigt stop for løbere i haven.

Der er ikke tale om et forbud, som i så fald kunne udløse bødestraf, lyder det.

Niels Mellergaard, der er slotshavechef i Slots- og Kulturstyrelsen, siger, at tiltaget kommer for at gøre plads til det store antal gæster i haven.

»Vi oplever i disse tider, at rigtig mange frederiksbergere og københavnere har stor glæde af at benytte det grønne frirum, som Frederiksberg Have er.«

»Men vi kan også konstatere, at det øgede pres her og nu ikke er foreneligt med de mange motionsløbere på de smalle stier. For vi skal alle følge myndighedernes anvisninger om at holde to meters afstand til hinanden,« siger han i meddelelsen.

For at gøre opmærksom på de nye tiltag har styrelsen sat skilte op ved alle indgange til Frederiksberg Have.

Derudover vil der i løbet af dagen være vagter fra haven til stede, som sammen med parkeringsvagter fra Frederiksberg Kommune vejleder gæsterne.

Samtidig har man indført ensretning på alle stierne i Søndermarken, hvor løbere nu henvises til. Det samme er eksempelvis set omkring Søerne i København.

Politidirektør Anne Tønnes i Københavns Politi siger, at tiltaget er nødvendigt for at stoppe smittespredningen med coronavirus.

»Langt de fleste borgere retter sig efter myndighedernes anvisninger og holder afstand. Men vi ser desværre fortsat enkelte eksempler på områder, hvor for mange mennesker er samlet for tæt, for eksempel Frederiksberg Have.«

»Det øger smittespredningen og skal stoppes. Det er helt afgørende, at vi alle tager et ansvar her, og derfor er min opfordring klar: Husk nu at holde afstand og søg andre steder hen, hvis I er i områder med mange mennesker,« siger hun i meddelelsen.

Reglerne for motionsløbere på Frederiksberg vil gælde, så længe myndighederne anbefaler, at man holder afstand.

/ritzau/