Fire er døde og 960 personer er bekræftet smittet med corona

Der er tirsdag formiddag i alt registreret 960 coronasmittede og fire coronarelaterede dødsfald i Danmark.

 
Coronavirussen har lukket Danmark ned. Her er et overblik over situationen. Video: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Antallet af danskere med coronasmitte er tirsdag steget til 960.

Det oplyser Statens Serum Institut på dets hjemmeside.

Mandag var smittetallet 914, så der er kommet 46 nye bekræftede tilfælde.

Desuden er antallet af coronarelaterede dødsfald nu opgjort til fire.

Region Hovedstaden har tidligere oplyst, at to ældre personer på henholdsvis 80 og 81 år indlagt på Herlev Hospital døde i weekenden.

Derudover var der i sidste uge et tilfælde i Nordjylland, hvor en 80-årig mand, der var indlagt på Aalborg Universitetshospital, blev konstateret smittet efter sin død.

Mandag oplyste Aarhus Kommune ifølge Århus Stiftstidende, at en 92-årig mand var død på plejehjemmet Hørgården i Aarhus.

Tallene for antallet af smittede skal tages med forbehold.

Det skyldes, at teststrategien er ændret, således at kun alvorligt syge bliver testet for coronavirus.

Det reelle antal smittede antages derfor at være langt større.

Myndighederne oplyste mandag, at 62 personer er indlagt med coronavirus. Heraf er ti personer så syge, at de befinder sig på intensiv afdeling.

/ritzau/