Stadig koks i etiketten

Hierarkiet i toppen af Magtanalysen 2014 er påfaldende, ved at to ministre placeres højere end stats- ministeren. Lige så påfaldende er hierarkiet i bunden, hvor hele ni ministre end ikke vurderes at være blandt landets 100 mest magtfulde personer.

Som landets førstekvinde sidder statsminister Helle Thorning-Schmidt etikettemæssigt for bordenden, når landets øverste ledelse – regeringen mødes. Landets førstekvinde må dog, ifølge Berlingske Business Magasins magtpanel indfinde sig på en tredjeplads i magthierarkiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Som landets førstekvinde sidder statsminister Helle Thorning-Schmidt etikettemæssigt for bordenden, når landets øverste ledelse – regeringen mødes. Sådan skulle man også tro, det var, når man spurgte Berlingske Business Magasins magtpanel. Men niks og nej.

For tredje år i træk er etiketten brudt. Og landets førstekvinde må se sig ydmyget og henvist til den mindre prestigefyldte tredjeplads i magthierarkiet.

Panelet anviser derimod igen i år finansminister Bjarne Corydon (S) pladsen som landets mest magtfulde, og derefter kommer økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Måske kan Helle Thorning-Schmidt i skrivende stund – ved udgangen af maj – lune sig ved, at hendes politiske rival, Venstres Lars Løkke Rasmussen, har rod i sine beklædningsbilag og er i færd med at rulle den røde løber ud for den socialdemokratiske partileder op til den kommende valgkamp.

Men hvorfor er det ikke lykkedes Danmarks statsminister at indtage den prestigefyldte plads på magthierarkiets top?

Ifølge Peter Mose, forfatter, strategisk rådgiver og partner i Hegelund & Mose, er årsagen, at økonomi, globalisering, job og offentlige reformer har været det dominerende tema i hendes regeringstid.

»Det har været det samfundsmæssige åndedræt. Og netop på de punkter er det Bjarne Corydon, der har optrådt i medierne. Det er ham, vi har set komme ud fra forhandlingslokalerne, og ham, der oftest har udlagt teksten på regeringens vegne,« forklarer Peter Mose.

Dertil kommer, at Bjarne Corydon er en dygtig kommunikator, er lynhurtig i hovedet, kreativ og dybtgående i forhold til at finde løsninger.

Han har robustheden til at kunne tage alle de knubs og den kritik, som altid skyller mod chefen i Finansministeriet. Han er ekstremt dygtig til at udtale sig præcist og kontrolleret i sin politiske kommunika­tion. Endelig har han evnen til at optræde med stor autoritet og troværdighed.

»Han er situationens mester, der med et lille humoristisk svirp kan levere over for en forsamling, og derfor går han i hvert fald ind i erhvervslivet med træsko på, Han har så nogle andre udfordringer i forhold til sit klassiske bagland,« siger Peter Mose.

Pengegården

Administrerende direktør Kresten Schultz Jørgensen fra konsulenthuset Lead Agency hæfter sig også ved, at de økonomiske ministre ligger i front.

»Det er pengepugerne – alle dem, der tæller gryn og penge – der ligger øverst. Det er finansministeren og økonomi- og indenrigsministeren, beskæftigelsesministeren og skatteministeren. Hvorimod alle værdi­ministrene, men også alle fremtidsministrene – forstået som udvikling, klima, infrastruktur, energi, sundhed, forebyggelse ligger i bunden. Det siger noget om, at regeringens opfattelse er at blive oplevet som et projekt, der handler om at holde sammen på Danmark økonomisk,« siger han og fortsætter:

»Det er formentlig en korrekt tolkning af, at den, som sidder på pengegården i Danmark, er de stærkeste i øjeblikket. De er også dem, der ligger øverst, når vi kigger på departementschefernes rangordning.«

»Det vil jeg ikke betvivle magtmæssigt, men det er et kæmpeproblem for et lille land som Danmark, som altid har skullet overleve på innovation, vækst og handlekraft. Det er et kæmpeproblem, at vores land er domineret af budgetbisser, hvis alle værdi- og tankeministerierne er placeret i bunden, så tyder det lidt på at vi har besluttet os på ikke bare at blive nærige, men også at blive fantasiløse,« vurderer Kresten Schultz Jørgensen.

Ny i toppen

Henrik Sass Larsen (S) kom med på ministerholdet som erhvervs- og vækstminister i forbindelse med den ministerrokade, som statsminister Helle Thorning-Schmidt foretog i august 2013. Og han kommer højt på magtlisten i 2014. Det skyldes, at han har pondus, men ikke mindst at Erhvervs- og Vækstministeriet er et af de tunge ministerier, og han sidder solidt på sit ressortområde. Her skal han bl.a. udfolde Vækstplan DK som blev vedtaget sidste år. Derudover står han stærkt på de indre linjer hos Socialdemokraterne.

Heldigvis for statsministeren er der ikke gået helt koks i bordplanen. Det værste scenarium for statsministeren ville have været, hvis Henrik Sass Larsen og endnu værre kronprinsessen, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), havde ligget over hende i Magtanalysen, men det gør de trods alt ikke.

Så ville det ikke blot have været et brud på bordplanen. »Så ville det have været skandalen ved festen,« påpeger Peter Mose.

Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksen står parat i kulissen til at tage over den dag, at Helle Thorning-Schmidt taber magten. Men indtil da gør både statsministeren og finansministeren en aktiv indsats for at holde Mette Frederiksen nede, fordi hun kan udfordre dem.

De tavse ministre

Tænkevækkende er det også, at næsten det halve regeringen – ni ministre – slet ikke vurderes at befinde sig blandt de 100 mest magtfulde i Danmark.

Det gælder bl.a. fødevareminister Dan Jørgensen, minister for sundhed og forebyggelse Nick Hækkerup (S), transportminister Magnus Heunicke (S), uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) og miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Tidligere ville landets udenrigsminister givetvis også have ligget højere på den samlede liste. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) må nøjes med en placering som nummer 40.

Årsagen kan være, at økonomien har fyldt i de senere år, hvilket har betydet, at prognoser og tal er blevet magtens sprog.

Oppositionens førstemand

Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen, er i Magtanalysen placeret der, hvor en oppositionsleder skal ligge. Det er ikke overraskende. Men målingen er foretaget, inden han gerådede ud i nye pletter på sit renommé, og det slider selvsagt på hans magtposition.

Og den røde løber skal også tages med et gran skrivesalt for i en nylig måling af, hvem danskerne helst så som landets kommende statsminister, takkede danskerne såmænd nej til både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Og så ved vi endnu ikke, hvad der gemmer sig af uforudsete sager i Pandoras æske før Folketingsvalget bliver udskrevet.

Lars Løkke Rasmussens problem er mere det personlige lederskab, mener Peter Mose. En dygtig politiker, der vil til tops, skal ifølge Mose bestride fem dyder:

»Menukortet ser sådan her ud: En politiker skal kunne kommunikere, kunne samarbejde, have en vision for landet og sit partis fremtid, skabe resultater og for det femte, være i stand til at arbejde med sit personlige lederskab.«

»Kan Lars Løkke Rasmussen kommunikere? Ja. Kan han samarbejde? Ja. Har han en vision? Ja. Kan han skabe resultater, og har han skabt resultater? Ja, han er en forhandlingssnedker af guds nåde. Men det personlige lederskab? Det er der, hvor kæden er ved at hoppe af. Det med at se sig selv som en rollemodel og leve op til de standarder, som vi forventer af en moderne leder, det er hans store uven.«

Når Venstre samtidig som mærkesag har, at det offentlige skal gå længere på literen, så geråder man ud problemer.

Måske er der ved at ske et skred mod mere amerikanske tilstande herhjemme. Amerikanerne skelner ikke mellem politiske mærkesager og sager, som har med den enkelte politikers karakter og lederegenskaber at gøre. I USA er de to ligeværdige, mens vi herhjemme har en tendens til at vurdere de politiske sager højere end karaktersager om en kandidats moralske habitus.

Ud over Lars Løkke Rasmussen har Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, fundet vej til top 10 blandt politikerne uden for regeringen på magtlisten. Han er den naturlige arvtager, når Lars Løkke Rasmussen engang er fortid som formand for partiet.

Folketingssalen

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, bliver vurderet til at være den næstmest magtfulde politiker uden for regeringen.

Han er langtfra erhvervslivets yndlingskandidat, men i befolkningen har Dansk Folkepartis leder skabt sig et bomstærkt brand. Og Dansk Folkeparti vil givetvis vokse til nye højder ved det kommende Folketingsvalg. Det er en historisk udvikling, hvor partiet i dag synes mere midtersøgende og moderat i forhold til, da det blev stiftet.

Dansk Folkeparti er lykkedes med at transformere sig fra et protestparti til at blive et af landets største partier, der søger indflydelse, indgår kompromiser og – under de rette omstændigheder – er parat til at løfte svære reformer, som det skete med genopretningspakken i 2010 og tilbagetrækningsreformen i 2011.

Det er lykkedes DF at få nedkæmpet anklager om, at partiet – sagt med Poul Nyrup Rasmussens berømte og berygtede ord – ikke er stuerent. I dag anser en stor og voksende del af befolkningen således DF for at være modent og klar til at indtræde i en regering.

Hele fire politikere fra Dansk Folkeparti er placeret blandt de ti øverst placerede politikere. Det er foruden partiformanden selv gruppeformand Peter Skaarup, værdi­ordfører Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt.

Udenfor det fine selskab

Tankevækkende er det, at de tre partiformænd, SFs Pia Olsen Dyhr, Det Konservative Folkepartis, Lars Barfoed og Liberal Alliances Anders Samuelsen, ikke bliver placeret blandt de 100 mest magtfulde politikere. De er ganske enkelt ikke fundet tunge nok til at befinde sig blandt de 100 mest magtfulde danskere anno 2014.

Eneste konservative indslag er EU-kommissær for klima Connie Hedegaard, der fortsat er en populær skikkelse herhjemme og indtager en central 49. plads.

Det er slående, at Pia Olsen Dyhr, Lars Barfoed og Anders Samuelsen bliver vurderet som mindre magtfulde end eksempelvis formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, formand for Poul Due Jensen’s Fond, Niels Due Jensen og direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing.

Summa summarum

Dansk politiks afgørende aktører anno 2014 er en bomstærk Bjarne Corydon i rollen som finansminister sekunderet af en lige så fagligt og politisk stærk økonomi- og indenrigsminister i skikkelse af Margrethe Vestager. Bag dem har statsministeren fortsat svært ved at overbevise omverdenen om sin tyngde og autoritet som nationens leder.

Meget kan se anderledes ud efter det kommende Folketingsvalg i 2015.

Apropos bordplanen til den tid:

Mon de konservative atter bliver inviteret med til festen efter et valg? Og får Pia Olsen Dyhr en invitation? Holder hun Enhedslistens vælgerfremgang i ave? Bliver Anders Samuelsen inviteret med, og holder han så den frække tale?