Regeringen lovede milliarder i tilskud til grøn varme – det har nu sat en stopper for salget af klimavenlige varmepumper

En af landets største varmepumpeleverandører melder om total opbremsning i salg og opsætning af de klimavenlige varmepumper. Det sker efter, at regeringen for en måned siden lovede, at danske boligejere fremover kan få tilskud til at skifte olie- og gasfyr ud med varmepumper.

At få det varme vand opvarmet af en stor varmepumpe i stedet for et oliefyr kan være en bekostelig energiomlægning. Nu melder branchen om, at salget af varmepumper er dalet voldsomt, idet mange købere vil se tiden an. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Søndag klokken 17 indledte Folketingets partier det, der tegner til at blive en afgørende runde i forhandlingerne om første del af regeringens klimahandleplan.

En af dem, der følger ekstra godt med, er 61-årige Per Kildegaard. Han ejer et hus, som han har lejet ud til sin søn. Huset, som ligger i en lille landsby ti kilometer syd for Ringsted, er opvarmet med en brændeovn og et kombifyr, som står i garagen. Kombifyret, hvor man kan skifte mellem olie og brænde, er ineffektivt, og derfor har Per Kildegaard haft fat i en VVS-installatør og bestilt en varmepumpe.

Eller det havde han, for Per Kildegaard har valgt at stille udskiftningen i bero, efter at regeringen for en måned siden meddelte, at den har tænkt sig at indføre et tilskud til at skifte olie- og gasfyr ud med varmepumper.

»Det var lidt af en tilfældighed, at jeg hørte i radioen, at der var planer om at give ikke bare et tilskud, men et »klækkeligt« tilskud til at installere en varmepumper. At sætte en varmepumpe til 100.000 kroner op er alligevel lidt af en investering, så det ville være dumt at sige nej til et tilskud. Selv om jeg er klar til at bestille, valgte jeg at vente og se,« siger Per Kildegaard.

Gik forbavsende godt, men ...

Per Kildegaard er langtfra den eneste boligejer, der har sat projekt varmepumpe i bero. Det oplyser en af landets store leverandører af varmepumper, Bosch.

»Det gik faktisk forbavsende godt med salget af varmepumper, coronakrisen taget i betragtning. Jeg tror, at nogle danskere var begyndt at kigge på at lave forbedringer på huset for nogle af de penge, de ellers ville have brugt på rejser. Men da klimaminister Dan Jørgensen så gik på TV og sagde, at regeringen ville indføre et tilskud, der kunne få prisen på varmepumper ned, stoppede folk op,« fortæller Boschs nordiske salgsdirektør, Jens Bredning.

»Vores grossister melder om, at køb af nye varmepumper er gået i stå, og installatørerne ringer og siger, at de kunder, der havde bestilt en varmepumpe, alligevel ikke vil have den op, men venter på en afklaring omkring tilskudsordningen. Og der kommer ingen nye ordre ind på varmepumper lige nu,« siger Jens Bredning.

Det lød ellers lovende, da finansminister Nicolaj Wammen (S) og klimaministeren præsenterede regeringens forslag til første del af en klimahandlingsplan midt i maj i år. Planen indeholdt et forslag om en skrotningspulje på i alt 2,3 mia. kr. over de næste fire år. Puljen skulle gøre det billigere at udskifte de fossile olie- og gasfyr med grønne varmekilder som elektriske varmepumper eller fjernvarme. Regeringen har foreslået tilskud på 15.000 til 25.000 for udskiftning til varmepumper og et tilskud i størrelsesordenen 20.000, hvis der skiftes til fjernvarme. Derudover ville regeringen sænke afgifterne på el til varme.

Skrotning af de cirka 80.000 danske oliefyr og 400.000 gasfyr i Danmark til fordel for varmepumper eller grøn fjernvarme er en vigtig brik, hvis Danmark skal nå i mål med ambitionerne om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Ifølge regeringens beregninger ville skrotningstilskud og sænkede elvarmeafgifter betyde udskiftning af mellem 20.000 og 40.000 oliefyr og 50.000 og 80.000 gasfyr. Tilsammen vil dette sænke den danske CO2-udledning med 0,7 mio. ton CO2. Jo hurtigere udskiftningen sker, desto bedre for klimaet.

»Det er dumt«

Men fordi regeringen ikke har fortalt noget om, hvornår skrotningspræmien træder i kraft, og hvor stor præmien rent faktisk bliver, har udmeldingen om tilskuddet indtil videre haft den stik modsatte effekt. Samtidig har forhandlingerne om klimahandlingsplanen trukket ud, fordi politikerne har været længe om at blive enige om første del af planen, som handlede om affaldsforbrænding.

Per Kildegaard fra Ringsted er ikke imponeret over politikernes måde at melde nye tilskud ud på. Han har været i autobranchen hele sit liv og har set det samme ske flere gange, når politikerne har ønsket ændret tilskud og afgifter på biler.

»Hver gang politikerne har sagt, at vi lige sænker en bilafgift, så stopper bilsalget. Det er fuldstændig det samme, der nu sker med varmepumper. Det er dumt. Derfor håber jeg, at politikerne meget hurtigt kommer med klare udmeldinger. Som det ser ud lige nu, står vi over for at skulle hælde mere fyringsolie på vores kombifyr, så vi er sikre på, at kunne varme huset op til efteråret. Det er jo ellers det, man gerne vil have stoppet,« siger Per Kildegaard, der også overvejer han at skifte oliefyret i sit eget hus, få hundrede meter væk fra sønnens hus, ud med en varmepumpe.

Behov for hurtig afklaring

Jens Bredning fra Bosch opfordrer til en hurtig afklaring og gerne inden sommerferien.

»Nu er det lige straks sommerferie, og hvis ikke vi får en afklaring inden da, frygter jeg, at vi løber ind i flaskehalse efter sommerferien. Højsæsonen for at sætte varmepumper op er september, når fyringssæsonen står for døren. Det er her, folk kommer i tanke om, at det er tid til at skifte olie- eller gasfyret ud med en varmepumpe, eller at få skiftet en gammel varmepumpe ud,« siger Jens Bredning.

Han bakkes op af adm. direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, som foreslår, at politikerne i det mindste melder ud, at resultatet af forhandlingerne om en tilskudspulje kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. juni.

Tilskudsordningen er imidlertid en ting. Ifølge Jens Bredning fra Bosch er det endnu vigtigere, at politikerne hurtigt bliver enige om at sænke afgiften på el til opvarmning, så kommende varmepumpeejere kender hele omkostningen ved at installere en varmepumpe.

»Det største problem for mig at se er, at der i dag er de høje afgifter på el sammenlignet med gas og ikke mindst træpiller. Træpiller er biomasse, og biomasse er helt fritaget for afgifter. Det er nok den største forhindring for at få sat flere varmepumper op. Derfor er det vigtigt, at man får elafgiften ned i et fornuftigt leje. Det vil sammen med en klar udmelding om tilskud kunne sætte gang i installationen af varmepumper igen. Og man skal ikke glemme, at der er en rigtig god beskæftigelseseffekt til at opsætte varmepumper,« siger Jens Bredning.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra relevante ordførere, idet de søndag aften forhandler om klimahandlingsplanen i Finansministeriet.