Magten bag ministeren

Ministeriernes topembedsmænd rangerer højt i Magtanalysen 2014. Embedsværkets rolle har ændret sig meget over tid, men det er en overdrivelse, at embedsmændene har sat sig på magten.

Finansministeriets departementschef, David Hellemann, topper listen over mest magtfulde embedsmænd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Politik er hverken »Javel, hr. minister!«, »House of Cards«, »Borgen« eller »West Wing«. Og dog, for ministeriernes topdrenge, de­par­te­ments­cheferne, dominerer toppen af listen over de mest magtfulde embedsmænd.

Her finder vi Finansministeriets departementschef, David Hellemann, Statsministeriets Christian Kettel Thomsen, Erhvervs- og Vækstministeriets Michael Dithmer, Økonomi- og Indenrigsministeriets Sophus Garfiel og Udenrigsministeriets Ulrik Vestergaard Knudsen.

Seks departementschefer, som alle også befinder sig i den øverste halvdel af den samlede magtliste over landets 100 mest magtfulde. Departementscheferne danner tandempar med den minister, de betjener, og deres magt er et spejl af, hvor magtfulde deres minister er.

Det er mennesker, der arbejder i statens tjeneste. De lever ret usynligt i offentligheden og får først opmærksomhed, hvis de gør noget galt. Tag bare daværende departementschef Peter Loft i Skatteministeriet, der måske var lidt for meget viklet ind i Helle Thorning-Schmidts skattesag. Det gælder også ved den tidligere justitsminister Morten Bødskovs misinformering af retsudvalget og tidligere udviklingsminister Chri­stian Friis-Bachs rolle i GGGI sagen. Også i de sidste to tilfælde kom departementscheferne pludselig i fokus.

Fra sagsbehandling til rådgivning

Embedsværket har gennemgået en voldsom udvikling gennem tiderne. Før Anden Verdenskrig arbejdede embedsværket kun med sagsbehandling. I dag arbejder embedsværket med beslutningsforberedelse og analyser.

Det er faktisk en nyere udvikling, at embedsmænd overhovedet spiller en rolle i forhold til politiske sager og rådgivning af ministre.

Ifølge administrerende direktør Kresten Schultz Jørgen fra konsulenthuset Lead Agency vil embedsmændenes magt vokse i de kommende år:

»Den offentlige sektor har ændret sig. Staten og den kommunale sektor er i dag konkurrencevirksomheder, som hele tiden ændrer navne, kurs og omformer sig. De, der sidder som direktører, er langt mere magtfulde, end de var for 15, 20, 30 år siden. I dag har vi en konkurrencepræget offentlig sektor. Det gør dens chefer ekstremt magtfulde. Og den tendens vil fortsætte i de kommende år.«

Politikerne har accepteret, at embedsmændene finder ud af tingene, så længe politikerne ikke selv har en holdning til området. Men det betyder ikke, at embedsmændene bare kan gøre, hvad de finder for godt. De skal hele tiden være opmærksomme på, at de ikke skaber en fælde for deres egen minister. Det hindrer ikke, at man i det ene eller andet ministerium eller styrelse kan have sine egne fikse forestillinger om, hvordan verden er og bør være indrettet.

Selvfølgelig er det muligt for embedsmænd at udøve indflydelse. Men i nogle ministerier har embedsmændene større mulighed for det end i andre. Især når der er hyppig udskiftning på ministertaburetterne.

Hele seks gange har regeringsleder Helle Thorning-Schmidt skiftet ministre ud, siden hun fik statsministerposten i 2011.

Jo oftere ministre skiftes ud, jo oftere har embedsmændene altså mulighed for at hjælpe ministeren med at finde ud af, hvilke sager der skal prioriteres.

Ministre er politikere og ikke embedsmænd. Men nogle ministre er fra starten bedre klædt på til at forstå embedsmændene og ministeriets sager end andre.

En justitsminister kan for eksempel have en faglig baggrund som jurist, eller en miljøminister kan have haft et miljøordførerskab og have siddet i relevante udvalg, før vedkommende får ministerhvervet. Med forhåndskendskab har ministeren i lidt mindre grad brug for embedsmændenes hjælp til at forstå sagerne i ministeriet.

En anden faktor er ministerens ønsker til samarbejdet med embedsmændene.

Jo mindre ministeren ønsker eller har mulighed for at sætte sig ind i sagerne og deres detaljer, jo mere er der for embedsmanden at tage stilling til.

Tilbage til normalen

Peter Mose, forfatter, strategisk rådgiver og partner i Hegelund & Mose, mener ikke, at embedsmændene har sat sig på magten. Det er efter hans mening at undervurdere politikerne:

»Sandheden er mere, at vi er kommet tilbage til en normal tilstand. Der er en tendens til at sammenligne med, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister. Han kom med sin drejebog, som var utroligt detaljeret. Han satte jo rekord i detaljeret regeringsgrundlag. Og når noget først står på skrift, så bliver det nærmest en bibel for embedsværket. Anders Fogh Rasmussen var eminent til at lave et regeringsgrundlag, som kunne holde en svag fagminister oppe, men også lidt nede, fordi der var ikke meget plads til at sprælle.«»Vi kom lidt tilbage til det normale under Lars Løkke Rasmussen, som havde et lidt mere løst regeringsgrundlag. Lars Løkke Rasmussen er en meget mere improviserende type i forhold til Anders Fogh Rasmussen,« forklarer Peter Mose.

»Under den nuværende regering er der heller ikke fri bar for embedsværket. Det er at undervurdere systemet. Det er klart, at systemet har en enorm magt, fordi det kan historikken og har ressortindsigten. Embedsmændene ved, hvilke sager der ligger nede i skufferne også fra den forrige regering, og de tager gamle forslag frem, som under en tidligere regering ikke var politisk modne – fordi den parlamentariske situation var anderledes. Embedsværkets magt ligger i kontinuiteten.«

»Men at Djøf-eliten er ved at sætte sig på landet. Det er at undervurdere ministre, der vil noget. De har deres egen retning og møder op med kompas selv,« siger Peter Mose.