Mærsk hælder rapsolie i containerskibenes tanke for at spare CO2

Siden juni har rederigiganten Mærsk sejlet tøj fra tøjkæden H&M i containerskibe, der sejler på biobrændstof af raps og træflis. Det gør transporten klimavenlig, men det er ikke holdbart i længden, skriver Information.

Mærsk udledte sidste år 36 mio. ton CO2 i atmosfæren, blandt andet fra dette containerskib, som er på vej ind i New Yorks havn med hjælp fra en slæbebåd. Det er er næsten lige så meget, som Danmark udleder på et år. Nu forsøger selskabet sig med biobrændstof på nogle af sine skibe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix

Den danske rederigigant Mærsk har siden juni hældt biobrændstof, herunder rapsolie, i tanken på nogle af sine containerskibe for at gøre dem mere klimavenlige. Der er tale om et CO2-neutralt pilotprojekt, som er sin første af slagsen i skibsindustrien, skriver Information.

Pilotprojektet bliver i øjeblikket testet i samarbejde med den svenske tøjkæde H&M, der er villig til at betale en merpris for at få tøj fragtet CO2-neutralt.

Men selv om det umiddelbart kan lyde som en succes, er det ikke en fremtidssikret løsning. Det er simpelthen ikke muligt at producere tilstrækkelig biobrændstof til formålet.

»Vi kunne måske dække vores eget behov med biofuel, men så vil der ikke være noget tilbage til andre i verden,« siger Ole Graa Jakobsen, chef for flådeteknologi hos Maersk Line, til Information.

Og det ville være et problem, for blandt andet flybranchen har også kastet sin interesse på biofuel, ligesom vognmænd gerne vil kunne fylde biodiesel på deres lastbiler.

Grøn strøm bliver fremtiden

Derfor satser Mærsk også på at udvikle skibe, der kan sejle på grøn strøm fra vind og sol.

Mærsks strategi med at kombinere biobrændstof og grøn strøm roses i Information af flere eksperter, heriblandt Henrik Sornn-Friese, lektor og centerleder for CBS Maritime.

»Biobrændsel er ikke en ubegrænset ressource. Derfor er det fornuftigt og helt nødvendigt, at Mærsk også tænker i andre ressourcer,« siger han til Information.

Mærsk er i dag én af Danmarks mest klimaforurenende virksomheder. Selskabet udledte sidste år 36 mio. ton CO2, hvilket svarer nogenlunde til den mængde CO2, Danmark udledte i 2018. Mærsk har sat sig et mål om at reducere CO2-udledningen med 60 pct. i 2030 sammenlignet med 2008 og at være klimaneutral i 2050.

Ifølge eksperterne er det allerede i dag teknologisk realistisk at bruge vedvarende energi til skibstransport. Den store udfordring for Mærsk bliver at gøre den grønne skibstransport økonomisk bæredygtig for kunderne.