Lobbyisternes klare rangorden

Der er DI og så alle de andre. Sådan ser virkeligheden ud i lobbyland, hvor DIs Karsten Dybvad ligger suverænt foran alle de andre ledere i faglige organisationer og brancheforeninger.

DIs Karsten Dybvad, befinder sig atter i år helt i toppen af magtens pyramide over landets 100 mest magtfulde personer. Samlet set bliver han placeret som den tiende mest magtfulde i landet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Lobbyisternes førstemand, DIs Karsten Dybvad, befinder sig atter i år helt i toppen af magtens pyramide over landets 100 mest magtfulde personer. Samlet set bliver han placeret som den tiende mest magtfulde i landet. Og blandt faglige organisationer og brancheforeninger er han klart storebror blandt lobbyistfællerne.

Det bør han også være som topchef for landets største erhvervsorganisation, DI.

Under hans regimente er det lykkedes at få luftet ud i DIs tidligere halvstøvede meningsgemakker og bringe erhvervslivets synspunkter tilbage på den politiske scene og DI tilbage på det dagsordensættende landkort.

Karsten Dybvad er ikke typen, der larmer og er skarp i kanten kommunikationsmæssigt. Det ligger ikke til hans personlighed, og det har industriens bagland måttet affinde sig med både under den tidligere borgerlige regering og den nuværende.

Karsten Dybvad er en mand, der træder varsomt og sagligt. Hans helt uovertrufne trumfkort er, at han er en effektiv operatør på Slotsholmen, hvor han tidligere regerede som departementschef i Finansministeriet og siden som departementschef i Statsministeriet, inden han blev administrerende direktør for DI.

Derfor er hans netværk ekstraordinært både blandt politikere og embedsmænd, hvilket er guld værd for DIs medlemmer, når det drejer sig om at få politisk indflydelse.

Der er næppe nogen tvivl om, at han har placeret DI allerøverst i regeringens bevidsthed og fået organisationen til at fremstå som den, der har løsninger på Danmarks fremtid.

DI har flere muskler end nummer to blandt organisationerne, Jørn Neer­gaard Larsen, der er administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Omvendt har DI også brug for kollegerne i DA, Dansk Byggeri og Danske Erhverv, når det gælder forhandlingerne om overenskomster, så de store eksportvirksomheder, der er medlem af DI, får billige overenskomster.

De mindre organisationer har til gengæld også brug for storebror DI, når det gælder lobbyisme over for Folketinget og EU.

Blandt erhvervslivets lobbyister har Jørn Neergaard Larsen den højeste anciennitet. Han har trådt sine sko hos DA siden 1966.

Administrerende direktør for Dansk Erhverv Jens Klarskov har sin helt egen udfordring som lobbyist og talerør for et bagland, der rummer alt fra videntung IT-industri til manuel transport. Og så har han endda bebudet, at organisationen skal være endnu større. I øvrigt forhandlede Dansk Erhverv og Dansk Byggeri fusion i begyndelsen af 2010erne, som skulle give de to organisationer større politisk indflydelse i forhold til DI, men fusionsforhandlingerne kuldsejlede.

Dansk Byggeris administrerende direktør, Lars Storr-Hansen, har end ikke fundet vej ind på listen over de 100 mest magtfulde i Danmark.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade blev i 2012 topchef for Landbrug & Fødevarer, der ønskede en mere markant og mere udadvendt profil som talerør for landbruget, hvis eksportindtægter løber op i 148 mia. kr.

Organisationen havde den gang i længere tid været udsat for hård kritik fra baglandet. Kritikken skyldtes især, at erhvervet var blevet underlagt en stribe nye miljøregler, som potentielt kunne medføre store tab for landmændene.

Landbrug & Fødevarer blev kritiseret for at have optrådt for passivt, defensivt og forsigtigt i det politiske spil, og mange i baglandet mente, at deres egen organisa­tion simpelthen havde svigtet. Samtidig havde flere tusinde landmænd meldt sig ind i den alternative protestorganisation Bæredygtigt Landbrug.

Et gammelt ord på Axelborg siger, at »dyrene er i Jylland, politikerne i København«. Derfor bruger Søren Gade meget af sin tid på at rejse rundt i landet for at tale med sine medlemmer. Som lobbyist har han det synspunkt, at skal han overbevise politikerne på Christiansborg, skal han først have overbevist sine egne medlemmer.

Blandt erhvervslivets lobbyister er der næppe tvivl om, at Finansrådets direktør Jørgen A. Howitz, har haft det sværeste og tungeste job i de senere år. Respekten for pengeverdenen er ikke, hvad den har været, hverken i befolkningen eller blandt politikerne, så Horwitz skal kæmpe for at blive hørt. På bagperronen kæmper han med, at der er store interesseforskelle i hans organisation – dels mellem store og små pengeinstitutter, dels mellem nichebanker og full service-banker.

Bankerne vil i de kommende år være nødt til at øge deres indtjening. Det er både banksektoren og politikerne enige om, fordi svagt funderede banker lægger en dæmper på samfundets økonomiske vækst. Men kunsten er, hvordan man så lige præcis opnår den øgede indtjening.

Arbejdstagermagt

LOs formand, Harald Børsting, må glæde over, at han trods alt ligger så højt på magtlisten, som han gør. Men han har slet ikke haft samme held som Karsten Dybvad til at vinde gehør for sine dagsordener hos regeringen.

Mens medierne har haft fokus på, at ­FOAs­ formand, Dennis Kristensen, smækkede med døren og forlod LOs daglige ledelse, mødtes alle forbundsmændene i LO-familien for at drøfte et forslag om at slå de to hovedorganisationer LO og FTF sammen. Det ægteskab kunne give fagbevægelsen flere muskler over for arbejdsgiverne, øge dens politiske indflydelse og stoppe de senere års styrtblødning af især LO-medlemmer.

FOAs Dennis Kristensen er den frække dreng i klassen, der hiver overskrifterne hjem. Han har nok større mediemagt end gennemslagskraft på Christiansborg. Ikke desto mindre vurderer panelet bag Magt­analysen 2014, at han er den femtemest magtfulde blandt faglige organisationer og brancheforeninger.