DSB bruger hjælpepakke og sender 1750 ansatte hjem med løn

Cirka 400 af de hjemsendte er ansat i DSB's kiosker, mens resten er fundet i produktionen og administrationen.

DSB har valgt at benytte sig af regeringens hjælpepakke og sender nu cirka 1750 medarbejdere hjem med løn som følge heraf, skriver Ekstra Bladet. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

DSB sender cirka 1750 medarbejdere hjem med løn via regeringens hjælpepakke.

Det oplyser DSBs administrerende direktør, Flemming Jensen, til Ekstra Bladet.

»Vi har set et massivt fald i antallet af kunder, så vi nu har noget, der ligner 15 procent af vores normale antal kunder. Og det betyder, at der er ikke behov for den kapacitet, vi normalt har.«

»Efter aftale med regeringen har vi derfor lavet en justeret køreplan, der i runde tal betyder, at vi kommer til at køre 50 procent af en normal køreplan,« siger Flemming Jensen til Ekstra Bladet.

Omkring 400 af de berørte medarbejdere er ansat i DSB's kiosker, mens resten er fundet i produktionen og administrationen.

Onsdag åbnede Erhvervsstyrelsen for ansøgninger fra virksomheder, som vil bruge regeringens hjælpepakke om lønkompensation. På de første 24 timer havde 4690 virksomheder ansøgt.

Lønkompensation gælder for virksomheder, som er hårdt ramt af situationen omkring coronavirus, og som står over for at skulle fyre 30 procent af staben eller flere end 50 ansatte.

Ordningen betyder, at virksomheder kan sende ansatte hjem, og at staten går ind og dækker en del af lønnen.

/ritzau/