Business-update: Kim Kardashian sælger andel af kosmetikfirma for 1,3 milliarder

Berlingske Business viser vejen til de vigtigste historier om økonomi og virksomheder.

Kim Kardashian og Kanye West er blandt de allermest kendte amerikanere. Nu har hun solgt en femtedel af sit kosmetikfirma for 1,3 milliarder kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Danny Moloshok

God eftermiddag, og velkommen til denne dugfriske Business-update.

Som altid opdaterer vi dig på de centrale historier om dansk erhvervsliv og økonomi, så du kan gå velinformeret ud i sommervejret.

Lad os bare komme i gang – god læselyst.

Nu rammer fyringerne i SAS.

Coronakrisen gør ondt på SAS og de ansatte. Mandag kom de ventede opsigelser, der rammer i alt 1.593 danske medarbejdere. Det drejer sig om 176 piloter, 684 kabineansatte, 586 ansatte på landjorden samt en række andre medarbejdere, herunder administrativt personale.

Det fremgår af en meddelelse, som SAS netop har udsendt.

»Det er en trist dag i SAS’ historie. Vi har i dag måttet sige farvel til et stort antal loyale, værdsatte og dygtige medarbejdere. Coronakrisen har ramt SAS med så stærk kraft, at vi nu kæmper for vores overlevelse. Vi forventer først, at efterspørgslen efter flyrejser er tilbage i løbet af 2022, og derfor bliver vi nødt til at nedskalere vores virksomhed drastisk,« hedder det i en kommentar fra SAS.

Læs Frederik M. Juels historie om SAS-fyringerne her.

Medicinalgigant løfter sløret for pris på coronamedicin

Den amerikanske medicinalkoncern Gilead Sciences vil tage 390 dollar per dosis for selskabets lægemiddel Remdesivir til behandling af covid-19.

Den pris gælder for regeringerne i USA og andre udviklede lande, oplyser selskabet i en meddelelse mandag. Det skriver Rizau ifølge Dagbladet Børsen.

Direktør stopper efter skandalesag på Seruminstituttet

Den spektakulære sag på Statens Serum Institut, som har sendt chokbølger gennem det danske forskningsmiljø, nåede mandag en foreløbig kulmination.

Mads Melbye, administrerende direktør i Statens Serum Institut, fratræder sin stilling. Han har siden december været fritaget for tjeneste grundet mistanke om fejl og uregelmæssigheder.

Berlingske-journalist Mads Klitgaard giver dig her de seks ting, som du skal vide om den opsigtsvækkende sag.

Coty køber 20 procent af Kardashians kosmetikfirma

Og nu til historien fra overskriften.

Financial Times skriver, at den amerikanske kendis Kim Kardashian West sælger 20 procent af sit kosmetikfirma KKW. Køberen er kosmetikgiganten Coty, der betaler 200 millioner dollar (1,3 milliarder kroner) for en femtedel af firmaet. Coty, der står bag kendte makeupmærker som Max Factor og Covergirl, forsøger med købet at modernisere sin portefølje af varemærker, skriver Financial Times.

Kim Kardashian West, der er gift med rapperen Kanye West, har skabt en milliardforretning på sin kendistilværelse, og er med sine 177 millioner følgere på Instagram en af de højest profilerede amerikanere.

Danskerne har 999 mia. kr. i banken

Danskernes indlån i bankerne har aldrig været større og voksede i maj med 12 mia. kr. til rekordniveauet 999 mia. kr., viser nye tal fra Danmarks Nationalbank. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Det svarer til, at personer over 18 år i gennemsnit har 215.000 kroner stående i banken, påpeger økonom.

»Selv om pengene langt fra er ligeligt fordelt blandt danskerne, så peger mange ting på, at robustheden i mange danske familier er til stede, hvor der er midler til at stå imod med i dårlige tider,« siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Hansen i en kommentar.

Men i Arbejdernes Landsbank er man ikke overbevist om, at milepælen på en billion kroner bliver nået i den nærmeste fremtid. Her forventer man, at tallet vil falde over sommeren.

»Årsagen til det er, at danskerne i den kommende tid vil gå ud og bruge nogle af de penge, som har hobet sig op på kontoen, og de vil samtidig også begynde at bruge nogle af de penge, som de endnu ikke har fået som følge af aftalen om feriepenge. Derudover forventer vi også en reduceret udlånsaktivitet med et lavere tempo på boligmarkedet, hvilket vil påvirke indlånet i nedadgående retning,« skriver Brian Friis Helmer ifølge erhvervsmediet Finans.dk.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Kapitalfond afviser at betale 650 mio. kr. i erstatning for jysk skandalehandel

Kapitalfonden FSN Capital skal have 650 millioner kroner i erstatning for at være blevet taget ved næsen, da man købte Koldig-virksomheden Gram Equipment af den svenske kapitalfond Procuritas. Men det er ingen penge tilbage at betale med, lyder beskeden nu fra Procuritas. Jonas Rimer Hansen opruller den opsigtvækkende sag her. Mere om det opsigtsvækkende slagsmål her.

2. Topchefer åbner for mere hjemmearbejde – men ser bekymret på produktiviteten

Danske topchefer er klar til at lade deres medarbejderne arbejde mere hjemmefra end tidligere. Men på mange arbejdsdage skal medarbejderne fortsat møde fysisk på arbejde, viser en rundspørge til Berlingskes Toplederpanel. Læs Morten Laugesens historie lige her.

3. Lang vej igen for Skats nye våben mod gæld

Skattevæsenet har store forventninger til sit nye inddrivelsessystem. Men nye tal fra Gældsstyrelsen viser, at det nye system i debutåret 2019 kun fik kradset et relativt lille beløb ind. Dermed er systemet endnu langt fra at være det potente våben, der kan få barberet gælden ned. Journalist Vibe Hyltoft har i en række artikler sat fokus på danskernes gæld til det offentlige. Læs blandt andet med her.

4. 17 ord fra ølkonge viser krisens dybde i Harboe

Det bliver i familien. Generationsskiftet i Harboes Bryggeri er gået helt, helt galt – og Bernhard Griese, bryggeriets altdominerende hovedperson i årtier, bærer ansvaret. Det skriver denne signatur i en kommentar på baggrund af seneste årsregnskab fra Skælskør-bryggeriet. Læs kommentaren her.

5. Denne detalje kan ende med at blive en lille solstrålehistorie fra coronakrisen

Siden midten af marts har coronavirussen kastet skygge over dansk erhvervsliv. Krisen har dog også vist noget overraskende, som muligvis kan betegnes som lidt af en solstrålehistorie. Her fortæller Berlingskes arbejdslivsjournalist Nikolai Steensgaard om sine egne oplevelser som selvstændig under krisen. Læs historien her.