Mette Moestrup: Jeg kunne mærke historiens ondskab fra mit skriverefugium

Læsernes bogpris 2020: »Til den smukkeste« er en ekstremt opmærksomhedskrævende og intellektuelt udfordrende bog, men også en digtsamling med funklende øjeblikke af både sproglig skarphed og skønhed. Mette Moestrup er nomineret til Læsernes Bogpris 2020.

Lyriker og digter Mette Moestrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Hvad var den primære drivkraft bag at skrive »Til den smukkeste«?

»Det gådefulde spørgsmål om, hvad der er smukt og hvorfor. Men også hjemsøgthed. Og mytekritik.

Det har været en skriveproces, hvor jeg har været fortryllet, besat. Jeg blev opslugt af at undersøge det farlige over for det frydefulde ved ideen om skønhed. Det har både med poetisk praksis og med politiske emner at gøre.

»Det er en meget naturlig ting, at vi mennesker gerne vil forstå, hvad fortiden vil os, men det var ikke nogen picnic. Spøgelserne var sultne, og jeg gik dybt ind i ensomheden.«


Æblet blev omdrejningsfigur. Kvinder og æbler, det er den vildeste kombination, åbenbart. Eva tager en bid af et æble, og så bliver der syndefald! Eris, stridsgudinde i den antikke myte, kaster et æble og, voila, så bliver der krig! Så … det søde, røde æble er forbundet med noget voldsomt eller ligefrem voldeligt.

Jeg gik ind i disse figurer og satte min egen krop på spil i det. Jeg har arbejdet meget rituelt med æbler og systemer; magiske maskiner. »Til den smukkeste« er mere et værk, der overgiver sig til sådanne magiske maskiner, end det er en selvbiografisk digtsamling. Digterjeget fylder ikke så meget, som det ellers ofte gør i poesi pt. Der er flere af bogens ni dele, som slet ikke har noget lyrisk jeg, men som derimod drives af rituelle systemer.

Når det er sagt, så handler æblebogens kerne (den del, som hedder »Blodæbledøgnet« og som foregår i Tyskland) ikke kun om noget tysk, men også om spøgelser fra min egen slægt. Jeg lod mig hjemsøge. Åbnede mig for spøgelserne og spurgte dem: Hvad har I med min skrift og min samtid at gøre?«

Hvad håber du, læserne tager med sig fra din bog?

»Noget honningsødt og noget blodrødt! Og … nogle glimt af utopi i forhold til forestillingen om noget andet end det bestående. Jeg tror bedst, jeg kan beskrive det med et citat fra et af digtene:

nogle sten / er levende / de åbner sig / om natten / som natteblomster / ultraviolette / udstrålende melodiske / bølgebevægelser / i en kode / på en frekvens / som ingen mennesker men/ alt andet levende / hører & forstår / en omfordeling / af alt er / uomgængelig / & / allerede i gang

Nazisternes Wannseekonference

Hvad var det sværeste ved at skrive »Til den smukkeste«?

»Det var de vintermåneder i 2014, da jeg boede i Wannsee i Tyskland. Det var der, jeg skrev første udkast til »Blodæbledøgnet«. Jeg boede i en gammel villa, som nu til dags bliver brugt som skriverefugium. På den anden side af søen lå den villa, som husede nazisternes Wannseekonference i januar 1942. Det er et fornemt område, men man kan også godt mærke historiens onde vingesus.

Jeg vågnede en nat ved lyden af et æble, der blev skrællet og skåret i både, og jeg følte, der var en anden person i værelset. Det var nok sådan en oplevelse, hvor man drømmer, man er vågen. Men det blev begyndelsen på, at jeg lod mig hjemsøge. Det er en meget naturlig ting, at vi mennesker gerne vil forstå, hvad fortiden vil os, men det var ikke nogen picnic. Spøgelserne var sultne, og jeg gik dybt ind i ensomheden.«

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde Læsernes Bogpris 2020. Stem her!

Hvornår har du senest læst en bog, der gav dig en fysisk reaktion?

»Åh, der er heldigvis mange, jeg læser nok meget med kroppen. Men en efterårsdag i 2019 tog jeg bussen hjemad ude fra Hvidovre Hospital, hvor jeg lige havde fået at vide, at min livmoder nok skulle fjernes, og jeg var livræd! (Det endte senere lykkeligt med en livmoderbevarende operation.) Jeg stod af bussen og gik zombieagtigt ind på en café, købte en kop kaffe og rodede i muleposen. Dér lå den svenske digter Burcu Sahins debut »Broderier« (2018), og den fik mig til at græde, men også til at føle samhørighed. Den handler om mødre og døtre, om flugt, tab, forbindelser. Den »røde tråd« er tråde, silketråde og garntråde. Kvinders håndarbejde. At spinde, sy, væve. Og sammenhængen med sår og ar var slående. Smukke mønstre, vrangens virvar. Stingenes historier:

tråde hænger / guldskinnende tyngde / stingenes historier / nætter hvor vi bliver oppe / lytter til de ældre / mormor vender stoffet om / dette er den ubegribelige bagside

Hvad er den bedste danske digtsamling, du selv har læst det seneste år?

»Der er udkommet en del danske digtsamlinger i 2019 og 2020, som jeg stadig har til gode. Men jeg har lyst til at fremhæve »Den sorte bog« (B-sider) af Lone Aburas, fordi den går så radikalt til værks i forhold til det politiske og det personlige. Så er der den her æstetikkritik til stede, som også ses i titlen, og som har med tematikkens råhed at gøre. Pænhed og håbefuldhed, nej tak. Og så … i delen »Baba«, hvor en far taler, dér bliver det på én gang så hårdt og ømt, at ømheden bliver hård, hårdheden øm.«

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde Læsernes Bogpris 2020. Stem her!