Forfatter Ditte Wiese: Det er hårdt at leve inde i hovedet på et ulykkeligt menneske

Læsernes Bogpris 2020: Ditte Wiese har med romanen »Og så drukner jeg« skrevet en hudløs ungdomsroman om SoMe-generation, der rammer en meget øm nerve i tiden.

»Når jeg skriver, er det så uendeligt vigtigt for mig at vise læserne, at de ikke er alene. Og især de unge,« fortæller tidligere lærer og forfatter Ditte Giese. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Hvad var den primære drivkraft bag at skrive »Og så drukner jeg«?

»Når jeg skriver, er det så uendeligt vigtigt for mig at vise læserne, at de ikke er alene. Og især unge, som er ramt af stress, præstationsangst og forventningspres, kan hurtigt tro, at de er de eneste i verden, som ikke kan alt det, som andre bare ser ud til at flyde på toppen af. De har virkelig brug for at se, at de ikke er de eneste. Og hvis de er i tvivl, så kan de i øvrigt bare kigge på Den Nationale Sundhedsprofil, der viser, at hver tredje unge kæmper med et højt stressniveau. 1, 2, bum! De er desværre slet ikke alene.

»Den bog efterlod mig med knugende mavepine«


Så hver gang jeg møder mennesker, der kæmper i livet, får jeg trang til at vise verden, at sådan er livet også. Ikke som en sort spiral, alle skal følge med ned i, men for at skabe noget, andre kan spejle sig i eller endog få større indsigt af.«

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde Læsernes Bogpris 2020. Stem her!

Hvad håber du, læserne tager med sig fra din bog?

»Jeg håber læserne får indblik i og en forståelse for et ungeliv, der ofte bliver beskrevet som »forkælet«, eller at de unge skal lade være med pibe, for modsat os »gamle« kan de jo vælge og vrage og har intet, der holder dem tilbage. Men jeg synes faktisk, vi skylder at give unge noget litteratur, de kan spejle sig i. Og at give dem en stemme, der trænger igennem til andre og til voksne, der selv er vokset fra og har glemt de oplevelser, livet giver unge.

Jeg håber, at læserne stopper op og begynder at reflektere. Det er ikke min opgave at være belærende eller komme med svar på noget. Det skal vi hver især. Det ypperste, vi kan gøre som mennesker, er at skabe refleksion, fordi der her ligger en dør til udvikling og en mulighed for at skabe en ny virkelighed. Som forfatter er bogen en måde at skubbe til den refleksion og dermed måske bidrage til, at læseren finder nogle svar, ser nogle muligheder eller frigør noget potentiale.«

Hvad var det sværeste ved at skrive »Og så drukner jeg?«

»Personligt var det svært at dykke ned og være vidne til så mange unge mennesker, som ikke har det godt, og som kæmper. Uden at nogen opdager det, og uden at de får hjælp. Og når man sidder så mange måneder i hovedet på et menneske, som er ulykkeligt, er det umuligt ikke selv at blive påvirket også.

Det lå mig meget på sinde at skrive en virkelighedsnær historie, der ikke udstillede, umyndiggjorde eller ynkede nogen, men som gav et reelt billede. Det var en svær, men vigtig balance. Den skulle ikke være skyts mod et stringent skolesystem, forventningsfulde forældre, filtrerede sociale medier eller de unge selv. Den skulle være en øjenåbner og debatskaber – og det er svært at ramme.

Foss favner ensomhed

Hvornår har du senest læst en bog, der gav dig en fysisk reaktion?

»For ganske nylig læste jeg Glenn Ringtveds »Hader, hader ikke«. Historien om en dreng, der hader, at han er god til boksning. En dreng, der hader, at hans far og storebror hepper på. Og som måske hader, at han faktisk elsker at skrive. Kampen mellem det, man kan, og det, man vil. Mellem at gøre som forventet eller følge en anden sti. Den bog efterlod mig med knugende mavepine.«

Hvad er den bedste danske bog, du selv har læst det seneste år?

Det er et privilegie at leve i et land, hvor der udkommer så meget stærk og rammende ungdomslitteratur. Den bedste danske bog, jeg har læst det seneste år, er »Kvadrantiderne« i Nanna Foss’ ungdomsserie »Spektrum«. Den er så overlegen i sin vinkel på hovedpersonen, måden at styre plot på over en lang serie og stadig gøre den enkelte bog til sin egen. Og så er sproget matchet karakter og fortælling helt ned i mindste detalje. Foss tager ungelivet alvorligt, hvor hun favner ensomhed, død, sorg, handikap og seksualitet på en indlevende og naturlig måde.

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde Læsernes Bogpris 2020. Stem her!