Fem stjerner: Veloplagt kampskrift om tidens umiskendelige tegn på forfald

»I tidens malstrøm af facile meninger, selvterapeutisk snak og kändisstøj er det befriende at læse en bog af et menneske, der faktisk mener noget,« skriver Bent Meier Sørensen i sin anmeldelse af om Rasmus Ulstrup Larsens »Tidens tegn«.

»Ulstrup Larsen ser ungdomsoprøret som den sidste fatale geninvestering af 1600-tallets individualiserende liberalisme og 1700-tallets progressive, humanistiske idealisme,« skriver Bent Meier Sørensen i sin anmeldelse. På billedet fra studenteroprøret i 1968 taler stud.psych. Ole Skovse til sine medstuderende på Københavns Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Helmer

Tiden er gået af led, skrev Shakespeare for mere end fire hundrede år siden, og det er ikke spildte Guds ord på Rasmus Ulstrup Larsen. Han har skrevet en bog, eller måske snarere et kampskrift, om tidens umiskendelige tegn på forfald.

Det er en stærk tekst, Ulstrup Larsen her kaster ind i debatten, og i tidens malstrøm af facile meninger, selvterapeutisk snak og kändisstøj er det befriende at læse en bog af et menneske, der faktisk mener noget. Vi skal ganske vist igennem temmelig megen elendighed for at begribe disse meninger; her er hovedskurken ungdomsoprøret i 1968, og hvad deraf fulgte. Ulstrup Larsen ser ungdomsoprøret som den sidste fatale geninvestering af 1600-tallets individualiserende liberalisme og 1700-tallets progressive humanisme.

»Jeg vil også gerne rose forfatteren for ikke at falde for den gesvindte retræte ind i selvet, som stoicismen hos både Svend Brinkmann og for nyligt Niels Overgaard er udtryk for.«


Frigørelsens spøgelse hærger nu overalt: i marxismen skal mennesket frisættes fra sin klasse, i liberalismen fra den store stat og i »socialdemokratismen« – et udtryk, der måske får fornyet resonans i coranaens tid – skal individet frisættes fra sin sociale arv. I dagens børnehaver og plejehjem kan man på en og samme tid både »frigøre børnene fra deres familiære arv og de ældre fra deres afhængighed af børnene, samtidig med at de, der både har børn og forældre selv, kan frigøres til et liv, der primært udleves på arbejdsmarkedet.« Sådan.

Pinagtige dilemmaer

Herfra går bogen veloplagt til en kritik af nedbrydningen af familien, der ikke af stat og samfund ses som en enhed, det er værd at værne om. I afsnittene om solomødre, behandling mod rejsningsbesvær og halvstuderede psykoterapeuter går det lidt over stok og sten, men det afsluttes af en fin overvejelse af abortspørgsmålet. Det er en i dag fortiet diskussion, og mens Ulstrup Larsen fastholder, at abort kan forsvares gennem »moralsk set vægtigere grunde end individets selvbestemmelse«, bliver spørgsmålets pinagtige dilemmaer belyst.

I kapitlet om feminisme peger Ulstrup Larsen på faren ved en særlig antagelse, som for tiden trives godt på universiteterne: at alt i hele verden er et magtspil, hvor friheden ligger i at få fat på, hvad modstanderen forekommer at have. For kvinder viser det sig at være mændenes arbejde, og selvom at tillægge feminismen slagordet »Arbeit macht frei« er urimelig dårlig stil af forfatter såvel som af forlægger, ender vi nu alle, kvinder såvel som mænd, med at være maksimalt stressede på det allestedsnærværende arbejde 24 timer i døgnet.

Mod det selvstyrende og selvberoende individ sætter Ulstrup Larsen en etik, i hvilken mennesket altid allerede er givet i en historisk, national og social sammenhæng. Det er en givethed, uden hvilken vi ville være fattigere, mere udsatte og mindre hjemme i verden. Bogen opfordrer os til at smile i de lænker, sådanne strukturer udgør, for de er ikke skabt til min selvrealisering, men for at vi kan interagere moralsk med hinanden.

Det giver plads til den kommunitarisme, som Ulstrup Larsen ganske modigt er fortaler for. Den sætter forpligtelsen på fælleskabet som samfundets centrale dyd både kulturelt og økonomisk, og er i øvrigt støttet af filosofiske giganter som Charles Taylor og Alasdair MacIntyre. Det modige ligger i, at den ikke er støttet af så vanvittigt mange andre.

»Det er præcis tilgivelsen, der giver det frygtsomme menneske mod til endnu engang at prøve at blive et lidt bedre og, faktisk, friere menneske.«


Kommunitarisme er imidlertid en uhyre sympatisk tænkning, der søger at dæmme op for både markedsutopi og statsromantik, og dens oprindelse i de kristne klostre mildner luften for de får, Ulstrup Larsen så heftigt klipper. Den mildhed holder, nok så vigtigt, også de allermest reaktionære ulve på afstand af bogens ærinde.

Stoicismens fedtspil

Jeg vil også gerne rose forfatteren for ikke at falde for den gesvindte retræte ind i selvet, som stoicismen hos både Svend Brinkmann og for nyligt Niels Overgaard er udtryk for. Stoicismens selvhenvisende fedtspil og sterile passivitet bukkede da også under for den formidable modstander, kristendommen skulle vise sig at være. Jesus gennemskuer uden vanskeligheder, at menneskets frisættelsestrang egentlig er herskertrang, nemlig over egen uformåenhed og medmenneskenes ydmygende indsigt heri. Mod denne gift findes kun én frisættelse, nemlig den tilgivelse, i hvilken mennesket får alt, hvad det i sin indkrogethed, egoisme og hovmod har sat til, tilbage.

Dette forhold forbliver alene bagtæppe for Tidens tegn, og det er, når man ifølge Shakespeare er født til at bringe den forvredne tid på ret køl igen, jo lidt for lidt. For det er præcis tilgivelsen, der giver det frygtsomme menneske mod til endnu engang at prøve at blive et lidt bedre og, faktisk, friere menneske.

Tidens tegn. Hvordan frigørelse, individualisering og selvrealisering gør os til dårligere mennesker

Forfatter: Rasmus Ulstrup Larsen. Sider: 161. Forlag: Munch & Lorenzen. Pris: 250 kroner.