En monstrøs blanding af nøgleroman, dragesnak, robotpornografi og ondskabsfuld slotsreportage

Forfatteren Preben Major Sørensen har altid gået sine egne sære veje som fantastisk fortæller, og med »Helvedsgavlen« holder han stilen som vrissende litterær enegænger, skriver Jørgen Johansen og giver fire stjerner.

Preben Major Sørensens byder i »Helvedsgavlen« på masser af syret dragesnak, seksuelle udskejelser og mærkelige nedslag i viden om trosretninger, sprog og alverdens andre fænomener, skriver Jørgen Johansen i sin anmeldelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Palle Hedemann

Preben Major Sørensen melder klart og utvetydigt og måske også en smule arrogant ud i en fortale til sin nye bog med den undergangsmørke titel »Helvedsgavlen«:

»Jeg er ligeglad med, om man kalder det her en roman, et læs papir eller en skriftblok. Jeg ved ikke, hvad en roman er, og det interesserer mig ikke at vide, hvad en roman er, jeg gider ikke undersøge det…«

Preben Major Sørensen har gået sine egne sære veje som fantastisk fortæller fra det første udspil med novellesamlingen »Ildmesteren« tilbage i 1965, og som vrissende litterær enegænger holder han stilen med den aktuelle »Helvedsgavlen«, der også meget passende med et af forfatterens egne ord kan kaldes en samling »bizarrerier«.

Under alle omstændigheder er der tale om en monstrøs blanding af nøgleroman, dragesnak, robotpornografi, samfundskommentar og ondskabsfuld slotsreportage. Preben Major Sørensen blander kortene eller papirarkene med suveræn foragt for alle spilleregler og overskrider med en vellyst, der er indlysende demonstrativ, alle den traditionelle fortællings og ikke mindst da alle den gode smags grænser.

Efter et par indledende klagesange med et passende mix af højstemthed og parodi går det løs med forfatterens forord, der varsler en handling med afsæt i ophold og oplevelser på godserne Vrange og Vraa i Sønderjylland. Helt i nøgleromanens ånd banes vejen for de Se og Hør-baserede gætterier med standardformuleringerne: »Hvad angår de i bogen optrædende standspersoner er de selvfølgelig alle sammen rene produkter af en betændt fantasi og har – modsat de beskrevne perversioner – intet med virkeligheden at gøre.«

Dragebo eller Drachenhorst er navnet på det gods eller de godser, hvor baron Carl Ludvig Bugge holder til sammen med hustruen Hermeline. I slottets kælder bor tolv skælraslende drager som en slags vogtere af al fornemheden og alle privilegierne, og som gæster i nogle af godsets boliger bor forfatteren Elend og hans åndsfæller Iffland og Uhland. Det er den treenighed af åndspersoner, der dyrker omgang og især da seksuel omgang med lillepigerobotten Lotte.

Med »Udsmidningen«, »Overtagelsen« og »Ødelæggelsen« som en slags handlingsmæssige pejlemærker skildrer »Helvedsgavlen« et generationsskifte med omkostninger for de tre venner, der bliver jaget ud af deres boliger, men som så også tager en ødelæggende hævn.

De adeliges hunde

Et af hovedsporene i den litterære samlekasse er udleveringen af de adelige naragtigheder, og Preben Major Sørensen tager rimeligt ondskabsfuldt for sig af tåbelighederne, når han disker op med prøverne på tom og ukultiveret bordkonversation eller lader Carl Ludvig Bugge fordybe sig i »Adelsårbogen« og lufte et samfundssyn med præsten og bødlen som de to vigtigste personer i en »velordnet stat«. Det satiriske vid slår også effektivt igennem, når snakken går om de adeliges hunde:

»De to damer sad på trappen til godsets terrasse. En hund kom løbende nede mellem bedene; den løb op ad trappen, en grå, lidt pjusket hund af ukendt oprindelse. »Er det din hund, Hermeline?« sagde den ene dame. »Nej, det ved Gud det da ikke er,« svarede Hermeline Bugge med en overbærende latter, »det er forvalterens.« »Nåh, forvalterens,« sagde damen og tilføjede: »Det er også en rigtig forvalterhund.«

»Preben Major Sørensen blander kortene eller papirarkene med suveræn foragt for alle spilleregler og overskrider alle den traditionelle fortællings og ikke mindst alle den gode smags grænser«


At damens egen hund bærer navnet Chevalier er ordskiftets humoristisk pointe. Standsforskelle skal man huske på. Men i øvrigt forhindrer strømmen af ondskabsfuldheder vendt mod adelsstanden og familien på Dragebo nu ikke forfatteren i at vende sig med en tilsvarende hån og aggressivitet mod almindeligheden, »noksagterne« eller hvilke betegnelser, der nu tages i brug for at karakterisere den jævne befolkning.

Hvor langt Preben Major Sørensens udfald skal tages for dybt alvorligt pålydende, eller hvor også selvironien sætter ind, er et af de spørgsmål, der kan forlyste læseren. »Helvedsgavlen« er et opus, som momentvis og i sine mest ondskabsfulde øjeblikke kan lede tankerne i retning af Thomas Bernhard, den østrigske verdensmester i misantropi.

Der er masser af syret dragesnak, seksuelle udskejelser og mærkelige nedslag i viden om trosretninger, sprog og alverdens andre fænomener i »Helvedsgavlen«. Snart svulmer sproget af platte pornofantasier, der plejer intim omgang med det direkte frastødende, snart kaster forfatteren sig med virtuositet ud i de mest snirklede og omstændelige redegørelser, der ofte har en iørefaldende og demonstrativ klang af kultiverethed af i går.

Når Preben Major Sørensen et sted i sit egensindige monstrum af en bog kalder på »vore – uendeligt få, mulige – læseres mulige forståelse« er det i høj grad også forfatterskabets eksklusivitet, han karakteriserer. Sin kultstatus lever han op til med den aktuelle udgivelse, som midt i de blandede udfoldelser rummer de rene pletskud og fornemme højdepunkter.

Helvedsgavlen

Forfatter: Preben Major Sørensen. Sider: 288. Pris: 200 kr. Forlag: Escho.