6 stjerner: »Røverbruden« bør få status som en bibel for søsterskaber

Boganmeldelse: Genudgivelsen af Margaret Atwoods 30 år gamle »Røverbruden«, der handler om kvinders misforstående hensyntagen og selvundertrykkelse er ikke blevet mindre aktuel.

Den canadiske forfatter, Margaret Atwood, er verdensberømt for blandt andet romanen »Tjenerindens fortælling« fra 1987, som med stor succes blev lavet som en TV-serie på HBO. Pr-foto: Jean Malek MARK BLINCH Fold sammen
Læs mere

Den gamle og tåbelige talemåde om, at kvinde er kvinde værst, bliver på forunderlig vis vendt på vrangen og dissekeret med stor litterær nænsomhed i Margaret Atwoods vidunderlige roman »Røverbruden«, der nu genudgives på dansk. Bogen udkom på engelsk i 1993 og tre år senere i en dansk oversættelse, og det er dette værk, som forlaget har valgt at sætte på hylderne igen, denne gang i samme enkle og fine indpakning som en række andre Atwood-bøger, der er udkommet hos Lindhardt og Ringhof i de senere år.

Til trods for at romanen har snart 30 år på bagen, er den stadig aktuel. I en tid, hvor kvinders rollemodeller og råderum på den ene side påvirkes af øget opmærksom som følge af #MeToo, kvindelige statsministre, etc. og på den anden side klemmes af diverse religiøse og kulturelle forsnævringer, kunne »Røverbruden« godt få status som en slags bibel for areligiøse søsterskaber.

»De tre kvinder har alle haft komplicerede forhold til deres mødre, og ingen af dem er helt komfortable med deres egen kvindelighed. Selv deres navne er intet- eller dobbeltkønnede.«


»Røverbruden« handler om kvinders misforståede hensynstagen, om selvundertrykkelse og (i mangel af et bedre ord) manglende mandsmod. Den er en roman om, at kvinder er – ikke hinanden men – sig selv værst, når de/vi pakker forestillinger om parforhold ind i vanetækning og misforstået selvopofrelse. Når de/vi kvæler både kærligheden, partneren og egne udfoldelsesmuligheder med et forkrampet greb om struben på sig/os selv i et selviscenesat selvforsvar mod mænds påståede umodenhed og/eller utæmmede drifter. Eller hvad det nu er, kvinder forsøger at skærme for.

Følelsesmæssigt skakmat

I »Røverbruden« mødes tre ca. 50-årige og meget forskellige kvinder til en frokost en gang om måneden. De har ikke meget tilfælles, men de holder stædigt fast i venskabet, der er bundet sammen af det smertefulde forhold til en fjerde kvinde, Zenia, som har sat dem alle skakmat følelsesmæssigt og i forhold til de mænd i deres liv, de hver især mener var deres livs kærlighed.

Den smukke og sociopatiske Zenia dukker fem år efter sin død atter op i de tre veninders liv og skaber som et genfærd fra fortiden, fornyet uro. Det hedder sig, at hun dengang stjal deres mænd én efter én, og de er foruroliget over, hvad hun nu har i sinde – at stole på hende kan man tydeligvis ikke, hun iklæder sig hele tiden nye versioner af sandheden, og altid lige præcist så elegant og troværdigt, at både de og andre labber løgnene i sig.

Men selv om Zenia er en upålidelig og livsfarlig kvinde at kende, er hun også et spejlbillede af de tre veninder, af deres selvforståelse og selviscenesatte, sorgfyldte forfatning. Zenia gør ikke bare alt det, ingen af de andre kunne drømme om, hun er tillige manipulerende og hensynsløs, hun føler hverken skyld eller skam, og så er hun tilsyneladende fri af urgamle kønsbestemte bånd, der binder de tre arketyper på den moderne kvinde fast i et mønster, de helst fortrænger at være fanget i. Hun er den, man ikke vil se, når man ser sig selv.

De tre kvinder har alle haft komplicerede forhold til deres mødre, og ingen af dem er helt komfortable med deres egen kvindelighed. Selv deres navne er intet- eller dobbeltkønnede.

Foto: Lindhardt og Ringhof.

Der er den synske pacifist Charis, der har opfostret sin datter alene, efter at militærnægteren Billy forlod hende uden et ord for Zenia. Der er krigshistorikeren Antonia med kaldenavnet Tony, der lever i et barn- og glædesløst ægteskab med West, som både før og undervejs var (og helst ville være) sammen med Zenia (men hun droppede ham begge gange). Og så er der forretningskvinden Roz, hvis mand, Mitch, forlod hende og tre halvstore børn til fordel for Zenia, der siden dumpede ham og gjorde ham så fortvivlet, at han døde af det.

Arven fra Brødrene Grimm

Alle tre kvinder giver deres rivalinde skylden for deres forliste kærlighed. Ingen af dem ser, at intet alligevel var, som de håbede, og at det ikke var Zenia, men deres mænd, og måske i sidste ende dem selv, der ødelagde deres luftspejling af lykke.

Atwood har hentet inspiration til romanen i Brdr. Grimms »Røverbrudgommen«, hvor en røver og hans bande lokker unge kvinder til huse for blot at dræbe dem, indtil en ung møllerdatter afslører ham og får ham og banden henrettet. Atwood spejlvender historien og benytter sig i det hele taget af mange spejlmetaforer og symbolske afspejlinger, der dels får Zenia til at ligne de tre kvinders respektive modbillede, dels får hele romanen til at fremstå som et spejl for sin (kvindelige) læser.

»Røverbruden«  er en gavmild, episk og frodig fortælling med stærke persontegninger, med humor og bid. Den er skrevet med Atwoods karakteristiske pen, der nok synes mild og rund, men ved nærmere eftersyn er sylespids og tabu-dissekerende.

Røverbruden
Forfatter: Margaret Atwood. Oversætter: Lisbeth Møller Madsen. Sider: 592. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.