5 stjerner: Iben Mondrups »Tabita« er forbandet god litteratur

»Tabita« handler om at at evne at elske et barn, der ikke er ens egen kød og blod. Bogen bør læses af adoptivforældre, plejeforældre og alle andre forældre, inklusive statsminister Mette Frederiksen.

Iben Mondrup, forfatter Fold sammen
Læs mere
Foto: les kaner

Verden er fyldt af velmenende voksne, der tror sig bedre, end de er. Voksne, som både over for sig selv og andre er gode til at overbevise om, at de eksempelvis gør alting for barnets skyld, og at de uselvisk ofrer sig for det og andres bedste. Men som i virkeligheden er voksne med meget barnlige sind, voksne, der først og fremmest kerer sig om sig selv og helst har fokus på egen navle.

Sådanne voksne vrimler det med i Iben Mondrups foruroligende og fremragende roman »Tabita«. Det er voksne, der ligner og er som de fleste af os, men som de færreste nok vil minde om eller være som, når man ser dem gennem Mondrups sylespidse pen og får klasket de mindre flatterende personlighedstræk op i sit læsende ansigt.

»Tabita og Vitus må ikke tale grønlandsk, de må ikke nævne deres biologiske mor, de må ikke skille sig ud, de skal vise taknemmelighed og forstå hvor svært det er at være voksen.«


»Tabita« er en roman om familien og om de dynamikker, der gør den både stærk og sårbar. Det er også en fortælling om Grønland og dansk kolonimentalitet, om kulturclash og kønskløft, og så er det en historie om adoption og om at evne at elske et barn, der ikke er ens kød og blod.

En boble af iscenesat lykke

Det barnløse danske par Eva og Berthel har i midten af 1960erne bosat sig i Upernavik i det nordvestlige Grønland. Han er handelsbestyrer, og hun er hjemmegående og keder sig bravt, og deres ægteskab knirker af samme og mange andre grunde. Indimellem får hun selskab af den danske sygeplejerske Louise, men ellers ser hun ikke andre end den grønlandske hushjælp Abelone.

Da Abelone føder sit tredje barn og ikke altid har mulighed for at lade ham blive hjemme, tager hun den lille dreng og også den fireårige søster med på arbejde. Den ældste søn er i skole eller hjemme hos bedstemoren, indtil voldsomme begivenheder ændrer på det.

Eva, der ikke selv kan få børn, bliver efterhånden glad for de små, og langsomt fødes ideen om at tage børnene til sig. Mens Abelone ordner huset og laver mad, overtager Eva gradvist styringen af børnene, hun får atter overskud, og i denne boble af iscenesat lykke hører hun ikke misklangen i sine ord, da hun til Abelone siger: »Vi har været heldige med jer.«.

Genetisk utæmmet

Med en aftale, der ikke virker helt fin i kanten, og hvor fortielser og omskrivninger af sandheden også her er mere reglen end undtagelsen, gennemføres adoptionen. Da Eva og Berthel imidlertid frygter, at lille Vitus og storesøster Tabita vil blive taget fra dem, flygter hun med dem over hals og hoved, og de bosætter sig sidenhen i et pænt parcelhus i Humlebæk.

Her ånder i begyndelsen fred og idyl, i al fald på overfladen. Men Tabita savner sin grønlandske mor og den grønlandske hverdag, og så savner hun at blive set, som den hun er. Og det er hverken at være en sorthåret pige proppet ned i en blond dansk drøm om en yndig biologisk datter eller at blive opfattet som et kulturelt eller genetisk utæmmet og vildt væsen, fordi man reagerer på de underspillede og indirekte overgreb.

Eva og Berthel opdrager i egne øjne børnene på bedste vis, de giver dem kærlighed, opmærksomhed og alle slags fornødenheder, men eftersom parret har travlt med at holde facaden, jonglere med løgne og fortielser samt pleje deres egne egoer og hullede selvværd, overser de børnenes behov.

Tabita og Vitus må ikke tale grønlandsk, de må ikke nævne deres biologiske mor, de må ikke skille sig ud, de skal vise taknemmelighed og forstå, hvor svært det er at være voksen og forældre, ikke mindst til dem. Og når Tabita reagerer med modstand og trods, lyder det: »Jeg forstår dig ikke, Tabita. Det må være dit grønlænderblod.«

Fornem bedrift

Intet er imidlertid sort-hvidt, alle figurer er mangefacetterede og fremtræder som troværdige, hele personer, som man både føler med og imod. Det er fornemt fremstillet af Mondrup, der med stor psykologisk indblik og distinkte sproglige evner har skrevet en sjældent nuanceret og indsigtsfuld fortælling om det store i det små.

Da nogle af fortidens fortielser kommer for en dag, krakelerer idyllen i den lille familie, og Eva træffer beslutninger, der trods Berthels vage protester får voldsomme følger. Det er hjerteskærende og dramatisk, og Mondrups afmålte, næsten distancerede beskrivelser af begivenhederne får forløbet til at stå så meget desto stærkere.

»Tabita« er en fornem litterær bedrift, som hermed anbefales til både adoptivforældre, plejeforældre og alle andre forældre, inklusive Mette Frederiksen, til folk med tilknytning til Grønland, store vidder og vilde landskaber, til de renfærdige og de lydefri, til alle dem, der har et issue med fremmedhad og fremmedhed, og til dem, der bare gerne vil læse forbandet god litteratur.

Tabita
Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 356. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.