Nej, man har ikke fripas til at sprede hyggeracisme, bare fordi »det er for sjov«

Humor er et kujonagtigt forsvar, når den danske hyggeracisme viser sit stikkende ansigt i samtalerne mellem os, skriver Berlingskes Nathalie Ostrynski i denne klumme.

Souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion, AOK, Nathalie Ostrynski Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Det er bare for sjov«. Det er en interessant, lille sætning, som er gået igen i fortællingerne fra dem, der i de seneste dage i medierne ærligt har fortalt om, hvordan det er at have sort hud på dansk jord. Hvis de har sagt fra i mødet med den særlige, stikkende danske hyggeracisme, er de blevet mødt af netop det kujonagtige forsvar:

»Jamen, det var bare for sjov. Kan du ikke se det?«

Sagen er den, at det er vanskeligt at se det sjove i det, når eksempelvis den succesfulde makeupartist Michele Nduta Stougaard-Andresen her i Berlingske har fortalt, hvordan folk tror, hun er på kontanthjælp alene på grund af hendes hudfarve.

I denne tids voldsomme identitetspolitiske debat er det nemt at affærdige og grine ad de mærkværdige, porøse krænkelsessager om eskimo-is, hudfarvede perler eller nedrivningen af hvide jesus-figurer. Bag dem ligger en virkelig hverdag, hvor ansvaret ser anderledes alvorligt ud. Det er de små, men alligevel store ord i samtalerne mellem os, der betyder noget. Ansigt til ansigt. Menneske til menneske.

Jeg har aldrig selv mødt den hardcore, diskriminerende racisme, men med mit efternavn, to polskfødte forældre og et sæt mørkebrune øjne har jeg gennem årene lagt øre til et oceanstort hav af latterlige bemærkninger og dårlige vittigheder om det polske folk og østeuropæere sådan generelt. Som om jeg skulle have en særlig interesse i netop jokes af den karakter. Selv om jeg er født i Danmark, sker det ofte, at folk anser mig for noget andet. De siger det endda højt:

»Jamen, du er jo polak«. Selv mennesker i min bekendtskabskreds, som har fået min ophavshistorie flere gange før, tror fortsat, at jeg er født i Polen.

Det er et stilfærdigt trættende arbejde konstant at korrigere folk, og til sidst ender man med at gå med på den: Ha, ha, ja den er god nok. Skål i vodka, min ven!

Jeg kan godt leve med det og har valgt at gøre det. Mest for ikke at spilde min tid på irritationen. Alligevel undrer jeg mig i mit stille sind. Hvornår slipper man egentlig for det?

»Det er jo bare for sjov«. Det er en fandens sætning at blive mødt med. Måske kender du den selv fra din barndoms gang i skolegården og de ondskabsfulde drillerier af den rødhårede, ham med brillerne, hende den generte, de overvægtige, de larmende, de splejsede, de ordblinde, de kloge ... ja, indsæt selv? Måske har du på egen krop mærket den særegne, svirpende følelse af at få smidt den i hovedet og stå helt blottet tilbage? For hvad kan man egentlig svare igen?

Tænk før du taler. Det er et fint dansk mundheld, og sandheden i det synes aldrig at have været større. Det er ganske enkelt klædeligt for ethvert menneske at tænke sig en ekstra gang om, før man eksempelvis fyrer en kæk bemærkning af til en dansker med grønlandske aner om, at »så bliver du jo nok grønlænderstiv«. Eller hvad man nu kunne finde på at viderekolportere af tåbeligheder, når man ikke ejer skyggen af samtalegehør.