Maise Njor: »Ældre ægtepar ligner nogle gange Ole og Allan«

Man kan både blive misundelig og forundret, når man ser gamle ægtepar. Nogle gange er de næsten som siamesiske tvillinger.

Man kan godt blive lidt misundelig på Ole og Allan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Han nåede lige ind i toget, idet jeg steg ud. Med stokken fik han følt sig frem, og med et let hop var han væk. Han var en mand i 30erne, han var blind, og han så simpelt hen så sød ud.

Er man typen, hvis overjeg altid ankommer lidt sent til gildet, har de andre jeg’er jo allerede gang i alt muligt, som er kriminelt, lidt lurvet eller bare dårlig moral, inden fornuften sætter ind. Så min første tanke på vej fra stationen var, at jeg da sagtens kunne blive kæreste med den smukke yngre mand, for han kunne ikke se mig. Jeg kunne bare påstå, at jeg var 30 og forbyde ham at røre den der hud på albuerne, som minder om egebark ...

»Det er den fornemmelse, som glider længere og længere væk i horisonten, efterhånden som man har været i flere forhold: at man er god nok, præcis som man er«


Næste tanke var så, hvor mange blandt familie og venner, man skulle have med på løgnen – og hvordan skulle jeg forklare, at mine børn er 16, 19 og 23? Men altså, det kunne måske godt lade sig gøre at lokke dem til at sige, at de var mine kusiner ... Men overjeget fik dæmpet gemytterne, og så kunne selv mine mest uvorne id'er godt se, at man ikke må lyve, heller ikke selv om manden så virkelig sød ud, på trods af, at han endnu ikke havde groet rynker.

Jeg har godt set »Cougarjagt« på DR (så mange minutter, som man nu kan klare uden at få det skidt), og det er ikke den slags, jeg er ude i. Jeg kan godt lide mænd på min egen alder, selv om denne årstid ved gud er en prøvelse, fordi de fleste mænd fra 40 og op ikke kan iføre sig en strikket hue uden at ligne en dame, der hedder Tove, som arbejder på en planteskole – men jeg kan godt lide mænd på min egen alder. Det var mere tanken om, at man lettere kunne få lov til at være den, man helst ville være, hvis den anden part ikke kunne se én, som var dragende. For der kan godt være en diskrepans mellem ens udseende og ens mentale alder. Mellem den, man er, og den, man forventes at være.

Når jeg ser par, som har været sammen i mange, mange år, så kan de godt minde lidt om de siamesiske tvillinger Ole og Allan fra »Drengene fra Angora«. For evigt koblet sammen ved hoften og altid irriterede på hinanden, fordi den ene skal til svømning, og den anden ikke kan lide vand … Og så bliver jeg faktisk misundelig. For de her par er jo sammen på trods af alle de små irritationer – og de accepterer den andens quirks og sære vaner, fordi de bliver opvejet af alt det gode.

Det er den fornemmelse, der glider længere og længere væk i horisonten, efterhånden som man har været i flere forhold: at man er god nok, præcis som man er. At man ikke skal gøre sig til, lyve sig bedre eller på anden måde lave sig om til noget, der ikke er ens sande jeg.

Hvis vi skal blive i Freud-termer, så er ens overjeg på konstant overarbejde, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at indgå i endnu et forhold – de andre viste sig jo at gå i stykker, fordi disse to mennesker ikke kunne holde til at lære den anden at kende helt ind i den grimme sjæl.

Men jeg er glad for, at jeg ikke løj for manden i toget – for at blive elsket for den, man ikke er, er jo slet ikke at blive elsket.