Lars-Henrik Schmidt: »Det er svært at udvise samfundssind, hvis vi ikke føler, at vi lever i det samme samfund«

De kloges råd: Under finanskrisen blev der talt om nøjsomhed og om, at vi nu skulle have ægte værdier og ikke bare friværdier. Men snart kørte forbrugstoget igen, og mange glemte det, de lige havde lært. Vil vi opleve det samme nu – eller er den her pandemi mere skelsættende? Vi har spurgt en række præster og filosoffer.

»Respekten hersker nu. Vi skal respektere, at vi er forskellige fra den anden og samtidig forbundne på afstand. Vi kommer til at tale om etik og moral på en ny måde, hvor kategorierne har ændret sig,« siger professor i filosofi Lars-Henrik Schmidt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Hvad gør coronakrisen ved os som mennesker?

»Jeg lider under den arbejdsskade, at jeg samler mine tanker i slogans. De fungerer som en kondenseret Maggi-terning, der skaber sammenhæng i tankemylderet. Jeg er landet på sentensen »pas (på) den anden«. Pointen i denne tanke er, at du skal passe på dig selv for at passe på den anden. Vi befinder os i en ny sammenhæng, hvor den anden er blevet farlig for dig, og derfor skal du opføre dig ansvarligt og holde afstand. Du skal gøre, som staten siger, og det skal du gøre, fordi det er til dit eget bedste. Tidligere gjaldt det, at du enten var noget for dig selv, eller også var du noget for fællesskabet. Nu skal vi prøve at krølle de to ting sammen.«

Hvad betyder det?

»I årevis har vi været underlagt en særlig sundhedspædagogik uden helt at være klar over, hvad den dækker over. Den pædagogik fokuserer udelukkende på at minimere risikoen for at dø. Det forekommer sundhedspersonalet helt indlysende, men det svære for os andre er, at vi lever efter en anden logik. Vi spørger raskhedspædagogisk, hvad er vores chance for at overleve? Den nye statsræson følger sundhedspædagogikken, og det har været det medicinske vidensregime, som vandt. Jo ældre du bliver, jo mere bange bliver du for at dø. Når du er ung, er du udødelig. Med denne propaganda i det godes tjeneste ansvarliggøres vi alle, og min personlige adfærd bliver et moralsk anliggende. Ansvaret handler jo netop ikke om skyld, men om en ny moral, vi alle må samle os om og stå ved. Moral er »don’t do« og går hånd i hånd med etikkens »not done«. Vores sociale adfærd har vi kunnet legitimere således hidtil, men nu skal vi sikre os, at selvomsorgen hænger sammen med befolkningsomsorgen.«

»Respekten hersker nu. Vi skal respektere, at vi er forskellige fra den anden og samtidig forbundne på afstand. Vi kommer til at tale om etik og moral på en ny måde, hvor kategorierne har ændret sig.«


Professor i filosofi Lars-Henrik Schmidt i sit hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Hvilken dyd bliver nu central?

»Respekten hersker nu. Vi skal respektere, at vi er forskellige fra den anden og samtidig forbundne på afstand. Vi kommer til at tale om etik og moral på en ny måde, hvor kategorierne har ændret sig. Vi sætter normalt egoisme over for solidaritet, frihed over for lighed. Enten hælder man mest til den ene eller anden kategori. Nu er de to kategorier knyttet sammen med et »såvel som«, fordi vi er i en undtagelsestilstand. Det har vores øverste chef besluttet, og vi har alle købt det budskab fra dag et.«

Er det meget dansk?

»Ja, vi har tillid til, at regeringen gør det i vores bedste interesse. Vi tror på, at når staten siger »sådan skal vi gøre«, og der ikke er en opposition, der siger noget andet, så kan vi føle os trygge. Vi spiller efter reglerne og står sammen. Jeg havde egentlig troet, vi var mere anarkistiske end svenskerne, men det er vi ikke. Vi er kritiske, ja, men vi tillidsfulde i krisetider.«

Er det her enden på mig-først-kulturen?

»Det er faktisk en intensivering af den, hvor vi forstår, at jeg skal finde et værn i mig selv først, uden at det står i modsætning til, at jeg også er der for de andre. Jeg er blevet et statsautoriseret individ. Jeg må godt ville mig selv, men det er »os«, der beslutter, at jeg vil mig selv på en særlig måde. Gennem sundhedssystem og uddannelsessystemet bliver borgerne opdraget til at styrke sammenhængskraften og dens ideologiske form kaldet samfundssind. Vi er ikke forbi narcissismekulturen fra 70erne, men nu er det »for meget« – uanstændigt, upassende – hvis du går din egen vej og ikke den anviste. Du må godt gå forrest og rage op, så længe du gør det på en forbilledlig, etisk måde. Individet skal nu være det ansvarlige subjekt, der styrker fælleskabet.«

Lars-Henrik Schmidt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Hvad er det bedste, der kan komme ud af krisen?

»At det ikke udvikler sig til en generationskamp. Hvis du er ung, kan du jo sige: Hvorfor skal jeg dø i socialdemokratisk orden? Kan vi ikke bare lade det rase? Vi er vant til, at en risikovurdering var konkret – hvis du ligger i respirator, er der så og så stor sandsynlighed for overlevelse. Det er konkret. Nu er vi alle prisgivet en abstrakt tilstand af patientskæbne.«

»Den kamp er vi ikke gået ind i endnu, og det tjener os til ære. Vi har heller ikke kastet os ud i ren forsikringsbranchementalitet, hvor vi har opgjort borgerne i gode og dårlige liv og besluttet, hvem der er »værd« at redde. Men hvornår ender nu?«

»Det er svært at udvise samfundssind, hvis vi ikke føler, at vi lever i det samme samfund. Jeg er bange for, at det kan gå ud over sammenhængskraften, hvis modsætningerne bliver for indlysende.«


Og det værste?

»At det her bryder igennem til debatten om klimaforandringer, og hele ungdommen tørner sammen mod de ældre. Så får vi et problem. Det er svært at udvise samfundssind, hvis vi ikke føler, at vi lever i det samme samfund. Jeg er bange for, at det kan gå ud over sammenhængskraften, hvis modsætningerne bliver for indlysende. Undtagelsestilstand kan suverænen indføre og legitimere – selv i et demokrati. Det interessante er, hvornår den skal aflyses? Forhåbentlig snart. Danmark er på støtten. Vi er alle værdigt trængende, og det står i Grundloven, at vi skal tage os af andre, hvis de ikke kan tage sig af sig selv. Men de klassiske logikker er blevet sat ud af spil, og vi er ved at være nået til et punkt, hvor mere snak, snak, snak tynger politikernes evne til at overbevise os. At det, vi kan stå sammen om, vælter, fordi der er eksperter for det ene og det andet synspunkt. Den helt store taber i dette spil er troen på universalitet og sikkerhed.«

Hvad vil du anbefale folk at læse de kommende uger?

»Jeg vil mene, at alle kunne få glæde af at læse Nietzsches »Also sprach Zarathustra«. Der er underholdning for både intellektuelle, ludere og lommetyve. Bogen rummer både litteratur, filosofi og poesi. Den viser en vej til fordybelse og glæder, der ikke kræver forkundskaber. Det er også i den bog, at han siger »Gud er død«, og at det er os, der har slået ham ihjel. Gud efterlader fortsat sine skygger. Og hvad er så skyggerne? Det er ikke mindst staten. Lad os håbe, at utryghed kan transformeres til, at man føler sig ikke-utryg og glædes over, at der er forskel på »sikkerhed« og så »ikke-usikkerhed«. Det er det, staten forsikrer folk.«