Jakob Steen Olsen: Dronningens tale vidnede om situationens alvor

Efter statsminister Mette Frederiksens alvorstunge budskab til danskerne om yderligere stramninger af den frie færden i skyggen af coronasmitten, talte dronning Margrethe ekstraordinært til nationen. Budskabet var klart: Lad os sammen skabe håb, fortrøstning og godt mod.

 

Vi er vant til, at Dronningen taler direkte til os alle sammen én gang om året – nytårsaften kl. 18. Men tirsdag aften gik dronning Margrethe helt ekstraordinært på skærmen uden for sin faste sendetid. I en præindspillet, kort tale henvendte hun sig direkte til hele folket på de nationale TV-kanaler.

»Danmark står i en alvorlig situation,« sagde Dronningen som det første i en tale, hvor hun henvendte sig direkte til danskerne.

Alene det, at Dronningen taler til danskerne uden mellemled, understreger situationens alvor. I en nøje koordineret indsats med Statsministeriet fulgte Dronningens tale lige i kølvandet på statsministerens pressemøde, hvor statsministeren sagde, at reglerne for danskernes frie færden bliver strammet yderligere.

Danmark befinder sig i en krisesituation.

Mette Frederiksens (S) alvorstunge tale varslede, at danskernes fra onsdag kl. 10 ikke må mødes mere ti ad gangen, og at storcentre, restauranter og cafeer samt en lang række servicefag lukkes ned. På den kuldslåede baggrund har ræsonnementet været, at det umiddelbart derefter var nødvendigt at få det stærkeste våben, Dronningen, på banen som landsmoderen, der kunne samle og trøste befolkningen.

Sætter man Dronningen ind, lytter danskerne. Så forstår vi måske endnu bedre det ekstraordinære i situationen og vigtigheden af at overholde de restriktioner, vi alle må affinde os med for at beskytte samfundets svageste mod smitten.

I sin tale fra Fredensborg Slot var det da også væsentligheden af at overholde regeringens anvisninger, der ikke overraskende prægede Dronningens ord:

»Jeg har en appel til alle: Coronavirus er en farlig gæst,« sagde Dronningen og forklarede smittens anatomi uden omsvøb:

»I den kæde vil mennesker dø.«

»Desværre er det ikke alle, der tager det tilstrækkeligt alvorligt,« formanede Dronningen, der ikke mindst talte til de unge, men i det hele taget også løftede pegefingeren usædvanligt skarpt og inddrog alle, der forbrød sig mod forsamlingsreglerne:

»Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst, og det er først og fremmest hensynsløst.«

Toner dronning Margrethe, nationens konstant, frem og tager ordet, holder danskerne mund og lytter. Hun kan også gøre det, en populær dronning, der er hævet over den politiske rummel, kan gøre bedre end andre.

Hun kan tale til følelserne alene, fordi hun er den, hun er: landets højt respekterede overhoved gennem snart et halvt århundrede. Hun kan gøre det, en statsminister ikke kan gøre: sætte ansigter på ofrene, tale om det gryende forår, vi alle synes, står i så stærk kontrast til det, vi oplever.

»Jeg kan godt forstå, at mange er urolige og bekymrede, for vores virkelighed og vores hverdag er blevet vendt på hovedet,« sagde Dronningen.

»Det føles både skræmmende og uvirkeligt. Men det er vores nye virkelighed, og vi må indse og lære, at det kræver noget af os allesammen.«

Men opgaven var også at mane til sammenhold og indgyde håb om, at står vi sammen, kan vi klare os gennem den vanskelige tid.

»I farens stund holder vi sammen. Det ligger dybt i os mennesker. Det falder os også naturligt her til lands. Denne gang skal vi vise sammenhold ved at holde afstand. Det er helt naturligt, at vi er bekymrede. Men lad os sammen skabe nyt håb i en svær tid. Mine tanker går til hver enkelt her i landet med ønsket om håb, fortrøstning og godt mod.«

Uden afstand

Særlige kondolencemeddelelser, hvor dronning Margrethe udtrykker sin medfølelse med en katastrofes ofre, har man ved sjældne lejligheder set i forbindelse med enkelte alvorlige katastrofer i løbet af Dronningens regeringstid, senest i forbindelse med togulykken på Storebæltsbroen i januar 2019. En sådan meddelelse udsendte hun også torsdag.

Men på samme måde som den norske konge søndag aften ekstraordinært talte til nabolandets befolkning fra sin selvvalgte karantæne, har man altså også herhjemme følt, at der skulle mere til i denne skæbnetime, hvor alvoren er ved at sætte ind.

Danmark befinder sig i sin værste krise siden Anden Verdenskrig – hvor radiotransmissionerne af nytårstalerne i øvrigt opstod. Det er usædvanlige tider, og usædvanlige midler tages i brug. Også i det danske kongehus.

»Dronning, dronning kom nu frem,« råber vi på Amalienborg Slotsplads, når Dronningen på sin fødselsdag skal hyldes på balkonen. I år vil der være stille på pladsen. Men i aften kom Dronningen frem, selv om anledningen var langt mindre rar. Til trøst og opmuntring for os alle.

Hvis ikke det er det, vi har et kongehus til, hvad er det så? I aften talte Dronningen til os alle – uden afstand.

Jakob Steen Olsen er Berlingskes teaterredaktør